Anmeldelse
Klump
- Log ind for at skrive kommentarer
Min krop er mit tempel? Nej, ikke i Katinka Bjerregaards travle, rørende, halvt-overbevisende, prosalyriske ’Klump’.
I ’Klump’ er kroppen lig med smerte, fremmedgørelse og frustration. Der er unboxede følelser overalt og hele tiden – hvor er der plads til læserens?
Mød romanens ”jeg”, der higer efter kropsafstivning og angstlindring, fordi barndommens og ungdommens mobning og misbilligende blikke har lært hende at føle sig som en klump. Mød også romanens ”du”: jeg’ets elskede, som hun kan afstive sin krop sammen med. ”Jeg” har mødt ”du” 12 gange i romanens begyndelse, og ”tretusindogtreogtyve” gange, da romanen slipper.
I de mellemliggende dage har der været ømhed, kærlighed, tvivl, dejlig sex, skænderier og ensomhed under dobbeltdynen. Der er kommet grøn-øjede tvillinger til, som ivrigt ommøblerer på par-kærligheden i retning mod en svær, krævende, tvivldirrende, ny kærlighed, der er familiens.
Katinka Bjerregaard er en melodisk (of course) og nænsom ordmager, der krydser ømheden med humor og krydrer hverdagen med en timelang slikketur under dynen.
Men det forvirrer, at bogen er sjov. At humoren kiles ind i handlingen, der hvor tyngden begyndte at smage ret godt. Et sted står der: ”Da jeg var atten år, fandt jeg en intakt mariekiks under mit venstre bryst. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den funktion til.” Jeg kunne svare: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den information til”. Nu vi er ved brysterne: Jeg vil hellere læse om den unge fortællers følelse af, at hendes krop bliver taget fra hende, at de stirrende blikke bemægtiger sig hende i den følsomme pubertetsudvikling. Men jeg vil også have plads til at forsøge at tage fortællerens følelser ind, og den plads findes ikke altid. Der er følelser overalt i ’Klump’.
Romanen med de selvbiografiske træk tæller tre dele: ”Blonder”, ”Kleenex” og ”Bæk og bølge”. Hvor ”Kleenex” overbeviser med en voldsom rejse ind i en mobbe-befængt barndom og en ungdom med undersøgelser indeni og udenpå og beskeden: ”Du kommer nok aldrig til at få børn”, rammer ”Blonder” og ”Bæk og bølge” aldrig samme niveau.
Udtrykket ”at slå et for stort brød op” er ikke stort nok til ’Klump’. I ’Klump’ er det et helt bageri, der slås op! På hylderne: alt det, Katinka Bjerregaard vil kaste lys over, problematisere og afsløre, dele hudløst ærligt med sin læser. Der er antidepressiver, kropsopråb komplet med samfundets kønsklæbrige blinde vinkler, efterfødsels-morads, angst, følsomhed, kærlighed, tvivl, (ægte) lykke, omsorg ...
Alt sammen præsenteret med i varierende grad forståelige metaforer og anden sproglig udklædning. Eksempler i faldende orden: ”At pottetræne, mens der kun flyder restaffald ud af øjnene”, at føle sig: ”Som en klump uden retning” og om tvillingerne: ”I er ikke mine at designe. I skal lodde enderne selv”.
’Klump’ insisterer spørgende og vil mange (vigtige) steder hen, men hvor er kernen, og hvad vil kernen mig?
- Log ind for at skrive kommentarer
Min krop er mit tempel? Nej, ikke i Katinka Bjerregaards travle, rørende, halvt-overbevisende, prosalyriske ’Klump’.
I ’Klump’ er kroppen lig med smerte, fremmedgørelse og frustration. Der er unboxede følelser overalt og hele tiden – hvor er der plads til læserens?
Mød romanens ”jeg”, der higer efter kropsafstivning og angstlindring, fordi barndommens og ungdommens mobning og misbilligende blikke har lært hende at føle sig som en klump. Mød også romanens ”du”: jeg’ets elskede, som hun kan afstive sin krop sammen med. ”Jeg” har mødt ”du” 12 gange i romanens begyndelse, og ”tretusindogtreogtyve” gange, da romanen slipper.
I de mellemliggende dage har der været ømhed, kærlighed, tvivl, dejlig sex, skænderier og ensomhed under dobbeltdynen. Der er kommet grøn-øjede tvillinger til, som ivrigt ommøblerer på par-kærligheden i retning mod en svær, krævende, tvivldirrende, ny kærlighed, der er familiens.
Katinka Bjerregaard er en melodisk (of course) og nænsom ordmager, der krydser ømheden med humor og krydrer hverdagen med en timelang slikketur under dynen.
Men det forvirrer, at bogen er sjov. At humoren kiles ind i handlingen, der hvor tyngden begyndte at smage ret godt. Et sted står der: ”Da jeg var atten år, fandt jeg en intakt mariekiks under mit venstre bryst. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den funktion til.” Jeg kunne svare: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den information til”. Nu vi er ved brysterne: Jeg vil hellere læse om den unge fortællers følelse af, at hendes krop bliver taget fra hende, at de stirrende blikke bemægtiger sig hende i den følsomme pubertetsudvikling. Men jeg vil også have plads til at forsøge at tage fortællerens følelser ind, og den plads findes ikke altid. Der er følelser overalt i ’Klump’.
Romanen med de selvbiografiske træk tæller tre dele: ”Blonder”, ”Kleenex” og ”Bæk og bølge”. Hvor ”Kleenex” overbeviser med en voldsom rejse ind i en mobbe-befængt barndom og en ungdom med undersøgelser indeni og udenpå og beskeden: ”Du kommer nok aldrig til at få børn”, rammer ”Blonder” og ”Bæk og bølge” aldrig samme niveau.
Udtrykket ”at slå et for stort brød op” er ikke stort nok til ’Klump’. I ’Klump’ er det et helt bageri, der slås op! På hylderne: alt det, Katinka Bjerregaard vil kaste lys over, problematisere og afsløre, dele hudløst ærligt med sin læser. Der er antidepressiver, kropsopråb komplet med samfundets kønsklæbrige blinde vinkler, efterfødsels-morads, angst, følsomhed, kærlighed, tvivl, (ægte) lykke, omsorg ...
Alt sammen præsenteret med i varierende grad forståelige metaforer og anden sproglig udklædning. Eksempler i faldende orden: ”At pottetræne, mens der kun flyder restaffald ud af øjnene”, at føle sig: ”Som en klump uden retning” og om tvillingerne: ”I er ikke mine at designe. I skal lodde enderne selv”.
’Klump’ insisterer spørgende og vil mange (vigtige) steder hen, men hvor er kernen, og hvad vil kernen mig?
Kommentarer