Anmeldelse
Kluge : catalogue raisonné 1990-2020
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Imponerende og omfangsrigt værk giver første samlede overblik over samtidskunstneren Thomas Kluges kendte, hyperrealistiske værker.
Forfatter og kunstkritiker Thyge Christian Fønns-Lundberg har med sit portræt af Thomas Kluge frembragt et billede af kunstneren som et menneske, hvis stil hverken er forældet eller en kopi af andre kunstneres, men helt sin egen. Bogen tegner også billedet af et menneske, hvis vrede blandt andet afspejles i de sorte baggrunde i malerierne samt kompositionen mellem lys og skygge.
Bogen indledes med citatet: ”Samtiden er angst for fremtiden, fordi vi ikke tør tage afsæt i vores fortid. Og deraf fastfrysning af tid – samtid, nutid og modernitet”. Det beskriver meget godt, hvad der åbner sig i bogen. I indledningen er desuden en tidslinje over Thomas Kluges udvikling som kunstner, og dernæst følger tre kapitler om kunstens og kunstnerens perfektion, portrætmaleriet, som Kluge især er kendt for, og endelig om Thomas Kluges kamp for anerkendelse. Endvidere indeholder bogen en samtale mellem forfatter og kunstner.
Thomas Kluge har blandt andet foreviget kongefamilien i enkeltportrætter, men han har også malet dem samlet i ét stort familieportræt. Han har desuden portrætteret flere fra det danske erhvervsliv, og nogle af disse malerier hænger rundt på institutioner samt på Frederiksborg Slot. Thomas Kluges kunst bevidner hans tid på en tidløs måde, og hans detaljeorienterede stil er blevet hans kendetegn sammen med de drabeligt præcise gengivelser af lys og skygge. Skyggerne repræsenterer muligvis mørket i ham selv, og de skaber en fornemmelse af afstand mellem de mennesker, han maler og deres omgivelser, hvilket er blevet udsat for kritik af kunstkendere, der mener, at hans portræt af kongefamilien fremstiller dem, så de bliver fremmedgjort fra beskueren. Thomas Kluge siger, at han har malet kongefamilien med stor respekt for dem som personer, men også med deres embede for øje. På samme måde med alle han portrætterer, hvilket der er rig mulighed for at se nærmere på gennem den 560 sider coffeetable-bog, der afslører det ene kunstværk efter det andet.
Bogen behandler frustrationerne over, at Thomas Kluge kunst har haft så svært ved at få anerkendelse på museer og blandt kunstkritikere. Thyge Christian Fønns-Lundberg skriver: ”Kluge er sin generations teknisk dygtigste maler”, og at en del af Thomas Kluges store berømmelse kan tilskrives ”det håndværksmæssigt sublime”. Kluges malerier afspejler hans liv og kriser, men er det ikke det, som kunst også bør og skal? Man kan vel ikke adskille kunstner og værk?
Personligt er jeg virkelig betaget af den præcision, hvormed Thomas Kluge på én gang bringer ægte liv til sine personer og maler deres inderste selv frem, men samtidig formår at indgyde beskueren en fornemmelse af distance, så det ikke bliver alt for personligt og afmystificeret. Kunstinteresseret, kunstkender eller ej, så er Kluge et imponerende bekendtskab.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Imponerende og omfangsrigt værk giver første samlede overblik over samtidskunstneren Thomas Kluges kendte, hyperrealistiske værker.
Forfatter og kunstkritiker Thyge Christian Fønns-Lundberg har med sit portræt af Thomas Kluge frembragt et billede af kunstneren som et menneske, hvis stil hverken er forældet eller en kopi af andre kunstneres, men helt sin egen. Bogen tegner også billedet af et menneske, hvis vrede blandt andet afspejles i de sorte baggrunde i malerierne samt kompositionen mellem lys og skygge.
Bogen indledes med citatet: ”Samtiden er angst for fremtiden, fordi vi ikke tør tage afsæt i vores fortid. Og deraf fastfrysning af tid – samtid, nutid og modernitet”. Det beskriver meget godt, hvad der åbner sig i bogen. I indledningen er desuden en tidslinje over Thomas Kluges udvikling som kunstner, og dernæst følger tre kapitler om kunstens og kunstnerens perfektion, portrætmaleriet, som Kluge især er kendt for, og endelig om Thomas Kluges kamp for anerkendelse. Endvidere indeholder bogen en samtale mellem forfatter og kunstner.
Thomas Kluge har blandt andet foreviget kongefamilien i enkeltportrætter, men han har også malet dem samlet i ét stort familieportræt. Han har desuden portrætteret flere fra det danske erhvervsliv, og nogle af disse malerier hænger rundt på institutioner samt på Frederiksborg Slot. Thomas Kluges kunst bevidner hans tid på en tidløs måde, og hans detaljeorienterede stil er blevet hans kendetegn sammen med de drabeligt præcise gengivelser af lys og skygge. Skyggerne repræsenterer muligvis mørket i ham selv, og de skaber en fornemmelse af afstand mellem de mennesker, han maler og deres omgivelser, hvilket er blevet udsat for kritik af kunstkendere, der mener, at hans portræt af kongefamilien fremstiller dem, så de bliver fremmedgjort fra beskueren. Thomas Kluge siger, at han har malet kongefamilien med stor respekt for dem som personer, men også med deres embede for øje. På samme måde med alle han portrætterer, hvilket der er rig mulighed for at se nærmere på gennem den 560 sider coffeetable-bog, der afslører det ene kunstværk efter det andet.
Bogen behandler frustrationerne over, at Thomas Kluge kunst har haft så svært ved at få anerkendelse på museer og blandt kunstkritikere. Thyge Christian Fønns-Lundberg skriver: ”Kluge er sin generations teknisk dygtigste maler”, og at en del af Thomas Kluges store berømmelse kan tilskrives ”det håndværksmæssigt sublime”. Kluges malerier afspejler hans liv og kriser, men er det ikke det, som kunst også bør og skal? Man kan vel ikke adskille kunstner og værk?
Personligt er jeg virkelig betaget af den præcision, hvormed Thomas Kluge på én gang bringer ægte liv til sine personer og maler deres inderste selv frem, men samtidig formår at indgyde beskueren en fornemmelse af distance, så det ikke bliver alt for personligt og afmystificeret. Kunstinteresseret, kunstkender eller ej, så er Kluge et imponerende bekendtskab.
Kommentarer