Når man bliver sendt ud af Fríða Ísbergs noveller, vil man bare gerne ind igen. Forfatteren er en vidunderlig stemme- og stemningsskifter.
Det skruer forventningerne i vejret, når forrige års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Auður Ava Ólafsdóttir, står citeret for kommentaren ”Ustyrlig” på bogomslaget. Heldigvis er indholdet indfriende, og bogen er da også nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i år.
I novellerne sætter Ísberg en kløpind i arbejde lige dér, hvor det kradser. I såret, i usikkerheden, i irritationen, i sorgen. Jeg har grint, raset, skælvet, kløet, næsten-grædt mig gennem bogen. Jeg har været imponeret af kompositionerne, billederne og de skarpe kommentarer til at være et moderne (ungt) menneske. Jeg har været rigtig godt underholdt af Ísbergs underfundige humor, der bl.a. kommer til udtryk her: ”Jeg gik ud i entréen for at kigge mig i spejlet. Ja. For meget kaffe. Det sås tydeligt på filipenserne i mit ansigt. Eller rettere sagt de sorte huller i mit ansigt. Hvis jeg stod helt stille kunne jeg høre den sugende lyd fra dem. Ligesom Darth Vader. ’Husk at drikke vand,’ sagde jeg til spejlet”. Darth Vader møder et kaffebumset ansigt … Hvem havde set den komme?
Ísberg tegner et kønspolitisk og almenmenneskeligt billede af vores tid, alt imens hun eksperimenterer overlegent med fortælleformen. Også generationsskel og menneskets evne til at (forsøge at) fortrænge står skarpt. I 'Hjem' går en ung kvinde gennem mørket. Hun er på vej alene hjem efter en bytur. Utryg, ja, men hun bliver tydeligt indigneret, da en yngre kvinde skynder sig så usikkerhedsrystende, at hun næsten ikke kan gå: ”Vreden vælder op i dig. Tænk at være så bange. At man har taget natten fra jer. Før i tiden havde du lyttet til musik på vej hjem. Lyden på maks.”
Som et pendul svinger fortællerstemmen mellem hårdheden i de samfundskommenterende svirp – i stil med det netop citerede – og det blødende hjerte, der fornemmes i følsomme opbremsninger: ”’Vi er som to svampe,’ siger hun så. ’Der er et aftryk i dig, som har form efter mig. Der er et aftryk i mig, som har form efter dig. Det tager tid at folde sig ud igen.’” Denne frem-og-tilbage-bevægelse forstærker begge sindsstemninger og gør læseoplevelsen frisk og skarp.
Derfor er det så ærgerligt, at slåfejl og grammatiske svipsere står i vejen for, at jeg fuldstændig kan give mig hen.
Kommentarer