Katrines hånd af Maja Lucas

En kort fortælling om knugende sorg og de tanker, der sættes i gang, når alvorlig sygdom hvirvler ind i livet.

Sarahs stedmor Katrine får en alvorlig kræftdiagnose, og snart er familielivet forvandlet for altid, og en anden slags nærvær tager over.

Sarah fortæller historien, og hendes synsvinkel som voksen steddatter sætter både afstand, men også stærke følelsesmæssige bånd til et menneske, som hun tydeligvis både beundrer og elsker. Den korte historie om Katrines sygdom og død fortælles med ømhed og respekt.

Handlingen i ’Katrines hånd’ er fragmenteret og består af Sarahs tanker, hvilket giver bogen en intimitet, der gør, at man påvirkes af Katrines person og skæbne. Men samtidigt gør denne intimitet, at historien får præg af en dokumentarisk skildring, idet Sarah ikke tænker langt tilbage, men for det meste er i nuet. Fortiden præsenteres af enkelte små snapshots, men det, man husker, er Katrine på hospice.

Sygdommen og døden er det helt centrale for historien, og det er både romanens styrke og svaghed. Det hele er nænsomt fortalt med ømhed, men også med en flimrende flygtighed, der ramte mig som både livsbekræftende og dybt bedrøveligt.

Katrines hånd er velskrevet og er en blid skildring om sorgen og livet. Livet varer længst, men døden fylder meget, når den kommer helt tæt på. Kærligheden fylder mest i det store billede, og det er den pointe, man tager med sig i lommen når man lukker bogen. På en måde bevæger romanen sig ind i tabu-land, idet døden i vores kultur på godt og ondt er en privatsag.