Anmeldelse
Katrin Askan - Den lange afsked
PÅ ORIGINALSPROGET tysk hedder Katrin Askans roman »Den lange afsked« »Aus dem Schneider«, og titlen spiller på en dobbelt betydning. Bedstefaren i den østberlinske familie Hilding havde gerne set, at i det mindste én af efterkommerne også var blevet skrædder. Titlen er dog også en talemåde for det at »komme ud af suppedasen«.
DET ER DDR, der er suppedasen her. Året er 1986, og hovedpersonen Judith gennemlever en pokkers masse besvær, som hun havde kunnet spare sig, hvis hun bare havde ventet tre år mere. Men hvem kunne vide det på et tidspunkt, hvor DDR-staten økonomisk og moralsk var bankerot, men som totalitær stat fungerede i bedste velgående?
KATRIN ASKANS BOG er hverdagsrealisme, der lever op til sit dæmpede danske titel, »Den lange afsked«. Judith er ved at forberede sin flugt til Vestberlin. Der er stærke paralleller til forfatterens eget liv i DDR. Måske er det derfor, at forfatteren undgår at smøre for tykt på, men tværtimod fortælle i en så underspillet stil, at det nærmer sig antikunst.
HOVEDPERSONEN har tre og en halv time til at komme af sted til Vesten i bagagerummet på en rød Golf, og i den korte tid oprulles hendes og familiens skæbne til det hus, som hun nu vil forlade.
Skæbnesvangre tilfældigheder helt tilbage i midten af 1930erne gjorde, at familien havnede i østzonen efter 1945. Siden forfølges familien af uheld. Hurtige eller tilfældige beslutninger fik stor betydning senerehen.
»JEG KAN IKKE udelukke en ulykke, ligegyldig hvor omhyggeligt jeg planlægger. Men tanken om, at jeg kunne begå en fejl, er uudholdelig«, siger Judith i timerne op til flugten. Og hvor mange af hendes ting med affektionsværdi, personlige papirer og private gemmer skal hun tilintetgøre for, at det ikke skal falde i hænderne på DDR-regimet, når huset i Østberlin bliver ransaget? Tænk hvis flugten afblæses, og hun har brændt noget dyrebart.
»SELV OM JEG kunne have en kuffert med, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle vælge. Fotografier måske, de breve og dagbøger, der er tilbage efter husransagelsen«, fortæller Judith.
INGEN VED, at hun er på vej væk. Ikke engang kæresten, som hun vist ikke rigtig elsker, men nærer skyldfølelser overfor. Heller ikke søsteren, som sidder i fængsel for republikfjendtlig virksomhed. Judith stoler på søsteren, men vil ikke udsætte hende for at skulle vide noget, når hun vil at blive afhørt af regimets bødler.
FAMILIENS HUS bliver et symbol på et halvt hundrede års tysk historie. Rystende beretninger står i en stærk kontrast til den toneløse hverdagsrealisme. Det er vanskeligt at sige farvel til det kendte, uanset hvor uudholdeligt det kendte er. Over hele bogen hænger en stemning af fortvivlelse. Det kan alt sammen virke løst komponeret, men det er bevægende og tankevækkende.
Katrin Askan: Den lange afsked, 196 sider (Borgen).
PÅ ORIGINALSPROGET tysk hedder Katrin Askans roman »Den lange afsked« »Aus dem Schneider«, og titlen spiller på en dobbelt betydning. Bedstefaren i den østberlinske familie Hilding havde gerne set, at i det mindste én af efterkommerne også var blevet skrædder. Titlen er dog også en talemåde for det at »komme ud af suppedasen«.
DET ER DDR, der er suppedasen her. Året er 1986, og hovedpersonen Judith gennemlever en pokkers masse besvær, som hun havde kunnet spare sig, hvis hun bare havde ventet tre år mere. Men hvem kunne vide det på et tidspunkt, hvor DDR-staten økonomisk og moralsk var bankerot, men som totalitær stat fungerede i bedste velgående?
KATRIN ASKANS BOG er hverdagsrealisme, der lever op til sit dæmpede danske titel, »Den lange afsked«. Judith er ved at forberede sin flugt til Vestberlin. Der er stærke paralleller til forfatterens eget liv i DDR. Måske er det derfor, at forfatteren undgår at smøre for tykt på, men tværtimod fortælle i en så underspillet stil, at det nærmer sig antikunst.
HOVEDPERSONEN har tre og en halv time til at komme af sted til Vesten i bagagerummet på en rød Golf, og i den korte tid oprulles hendes og familiens skæbne til det hus, som hun nu vil forlade.
Skæbnesvangre tilfældigheder helt tilbage i midten af 1930erne gjorde, at familien havnede i østzonen efter 1945. Siden forfølges familien af uheld. Hurtige eller tilfældige beslutninger fik stor betydning senerehen.
»JEG KAN IKKE udelukke en ulykke, ligegyldig hvor omhyggeligt jeg planlægger. Men tanken om, at jeg kunne begå en fejl, er uudholdelig«, siger Judith i timerne op til flugten. Og hvor mange af hendes ting med affektionsværdi, personlige papirer og private gemmer skal hun tilintetgøre for, at det ikke skal falde i hænderne på DDR-regimet, når huset i Østberlin bliver ransaget? Tænk hvis flugten afblæses, og hun har brændt noget dyrebart.
»SELV OM JEG kunne have en kuffert med, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle vælge. Fotografier måske, de breve og dagbøger, der er tilbage efter husransagelsen«, fortæller Judith.
INGEN VED, at hun er på vej væk. Ikke engang kæresten, som hun vist ikke rigtig elsker, men nærer skyldfølelser overfor. Heller ikke søsteren, som sidder i fængsel for republikfjendtlig virksomhed. Judith stoler på søsteren, men vil ikke udsætte hende for at skulle vide noget, når hun vil at blive afhørt af regimets bødler.
FAMILIENS HUS bliver et symbol på et halvt hundrede års tysk historie. Rystende beretninger står i en stærk kontrast til den toneløse hverdagsrealisme. Det er vanskeligt at sige farvel til det kendte, uanset hvor uudholdeligt det kendte er. Over hele bogen hænger en stemning af fortvivlelse. Det kan alt sammen virke løst komponeret, men det er bevægende og tankevækkende.
Katrin Askan: Den lange afsked, 196 sider (Borgen).
Kommentarer