Kasse 19

Genresprængende og fascinerende værk om litteraturen som samtalepartner. At læse er at leve, synes denne vilde roman at sige.

En kvinde – romanens fortæller – lever med og af litteraturen, som hun fortærer grådigt, den ene bog efter den anden. Hun spejler sig i fiktive karakterer og i forfatteres liv, og hendes måde at inddele og huske forskellige faser i hendes liv er med udgangspunkt i hvilke bøger, hun har læst hvornår. Skete det her før eller efter, at hun havde læst E. M. Forsters ’Værelse med udsigt’?

Litteraturen er ikke tidsfordriv eller ren fornøjelse for hovedpersonen, det er alvor. At læse og være i dialog med en bog er ikke noget andet end det virkelige liv, men er ligeså meget selve livet for fortælleren. Litteraturen er en samtalepartner, som for hende byder på bedre samtaler end de fleste mennesker.

’Kasse 19’ er skrevet som en form for stream of consciousness, hvor vi føres hid og did med fortællerens tanker og erindringer. Romanen er en vældig strøm af læsninger af forskellige værker og deres betydning i hendes liv, vekslende med andre erindringer fra hendes barndom og ungdom og mere eller mindre gakkede fiktive historier. Hun begynder selv at skrive sælsomme små historier bagerst i sit kladdehæfte som barn, og nogle af dem refereres i romanen.

’Kasse 19’ er meget langt fra en traditionel roman. Det er et udfordrende og genresprængende værk, der stritter i alle mulige retninger. Der er syv dele eller kapitler i romanen, som har vidt forskellige temaer og i nogle tilfælde også forskellige stilarter. Det kan virke som et syndigt rod undervejs i læsningen, men ved nærmere eftersyn er der alligevel temaer, der går igen. For hver gang fortællingen stikker af i et sidespring, vender den altid tilbage til udgangspunktet igen. Der er en mening med galskaben.

For eksempel optræder en særpræget, kæmpestor russisk mand, som køber ind i det supermarked, hvor fortælleren som ung arbejder ved kassen (kasse 19), flere gange. Han ser fuldstændig forvirret ud de fleste dage, men en dag forærer han hende pludselig en bog. På forsiden er et billede af en sfinx, hvis hænder hviler foran hende på præcis samme måde, som fortælleren hviler sine hænder på kassen, når der ikke er kunder at betjene. Et på samme tid smukt og pudsigt øjeblik, hvor en forbindelse opstår mellem to fremmede – med litteraturen som mellemled.

Ligesom fortælleren er i samtale med alt, hvad hun læser, vil ’Kasse 19’ have læseren til at diskutere med sig. Romanen kan og vil ikke efterlade læseren indifferent. Så hellere provokere med en strittende form og en meget speciel fortæller. Det er en vild roman for ægte bogelskere, og den fortjener genlæsning(er). Der er meget godt tankestof i alle romanens snirklede omveje, som læseren kan vende tilbage til og frydes over. Og så er det en roman, der giver en lyst til at læse endnu flere bøger og opdage endnu flere nye forfatterskaber, som kan blive samtalepartnere for livet.