Anmeldelse
Karen tager kampen op af E. K. Arve
En meget fin debutroman om ensomhed, misforståelser, venskaber og om at mangle sin mor og finde trøst hos hestene på rideskolen og i fantasierne om den perfekte mor.
Karen er 13 år og bor sammen med sin far og storebror Peter. Hun ved ikke hvor hendes mor er, og hver gang hun prøver at snakke med sin far om det, vrisser han og siger derefter ingenting. Det bedste Karen ved er at være på rideskolen sammen med hestene, men det er hun den eneste fra klassen, der godt kan lide. De andre snakker kun om kommende konfirmationsfester og det interesserer ikke Karen. Faktisk ville hun ønske, at hun kunne få lov til at lade være at holde fest.
Karens far træner et fodboldhold, og Peter spiller også fodbold, så alt handler om fodbold. Karen er meget alene, hun skal selv sørge for alt, hvor Peter derimod altid har far til hjælp. Hun fantaserer om sin mor og om den araberhest, de sammen har købt, og hun håber, at hun i det virkelige liv, altid kun skal ride på smukke heste.
Karens klasselærer Signe er heldigvis rigtigt sød. En dag tager Karen hen til Signe og fortæller hende om alle de ting, hun synes er svære. Signes datter Mille har Aspergers syndrom, og efter hun har haft Mille med på rideskolen til en trækketur, kommer Signe efterfølgende på besøg hos Karen, hvor hun får overbevist Karens far om at droppe konfirmationen og i stedet sende Karen på ridelejr, sammen med Mille. Da Karen kommer til at tænke nærmere over det hele, er det ret angstprovokerende at have ansvaret for Mille nogle timer hver dag, og hvad vil mor tænke, hvis hun så at hestene på lejren er små, robuste islandske heste og ikke slanke, elegante arabere? Det bliver en uge, som Karen aldrig glemmer.
Hovedpersonen tror ikke, at andre deler hendes interesse for heste, indtil hun møder de ligesindede piger på ridelejren. Ansvaret for den autistiske Mille, men også ridning på en forholdsvis uskolet hest, er med til at give Karen en realistisk fornemmelse for hestelivet, og hun åbner mere og mere op for alle. Hendes far har altid brugt mest tid med storebroren, måske fordi det er svært at forstå sin datter, der ligner sin mor?
Fra min tid som hestepige kan jeg sige, at forfatteren ved præcis, hvilke tanker og magiske følelser, der er omkring heste. Bogen er skrevet så realistisk, at jeg både kan dufte hestene og uden besvær genkalde mig sommerfuglene i maven ved udsigten til en tur i skoven på hesteryg. Og kærligheden der indbefatter både drømme, skuffelser og den uforklarlige længsel, som man ikke engang selv forstår. En glimrende debutroman til læsning sammen med børn fra ca. 8 år.
En meget fin debutroman om ensomhed, misforståelser, venskaber og om at mangle sin mor og finde trøst hos hestene på rideskolen og i fantasierne om den perfekte mor.
Karen er 13 år og bor sammen med sin far og storebror Peter. Hun ved ikke hvor hendes mor er, og hver gang hun prøver at snakke med sin far om det, vrisser han og siger derefter ingenting. Det bedste Karen ved er at være på rideskolen sammen med hestene, men det er hun den eneste fra klassen, der godt kan lide. De andre snakker kun om kommende konfirmationsfester og det interesserer ikke Karen. Faktisk ville hun ønske, at hun kunne få lov til at lade være at holde fest.
Karens far træner et fodboldhold, og Peter spiller også fodbold, så alt handler om fodbold. Karen er meget alene, hun skal selv sørge for alt, hvor Peter derimod altid har far til hjælp. Hun fantaserer om sin mor og om den araberhest, de sammen har købt, og hun håber, at hun i det virkelige liv, altid kun skal ride på smukke heste.
Karens klasselærer Signe er heldigvis rigtigt sød. En dag tager Karen hen til Signe og fortæller hende om alle de ting, hun synes er svære. Signes datter Mille har Aspergers syndrom, og efter hun har haft Mille med på rideskolen til en trækketur, kommer Signe efterfølgende på besøg hos Karen, hvor hun får overbevist Karens far om at droppe konfirmationen og i stedet sende Karen på ridelejr, sammen med Mille. Da Karen kommer til at tænke nærmere over det hele, er det ret angstprovokerende at have ansvaret for Mille nogle timer hver dag, og hvad vil mor tænke, hvis hun så at hestene på lejren er små, robuste islandske heste og ikke slanke, elegante arabere? Det bliver en uge, som Karen aldrig glemmer.
Hovedpersonen tror ikke, at andre deler hendes interesse for heste, indtil hun møder de ligesindede piger på ridelejren. Ansvaret for den autistiske Mille, men også ridning på en forholdsvis uskolet hest, er med til at give Karen en realistisk fornemmelse for hestelivet, og hun åbner mere og mere op for alle. Hendes far har altid brugt mest tid med storebroren, måske fordi det er svært at forstå sin datter, der ligner sin mor?
Fra min tid som hestepige kan jeg sige, at forfatteren ved præcis, hvilke tanker og magiske følelser, der er omkring heste. Bogen er skrevet så realistisk, at jeg både kan dufte hestene og uden besvær genkalde mig sommerfuglene i maven ved udsigten til en tur i skoven på hesteryg. Og kærligheden der indbefatter både drømme, skuffelser og den uforklarlige længsel, som man ikke engang selv forstår. En glimrende debutroman til læsning sammen med børn fra ca. 8 år.
Kommentarer