Pragtværk sætter omsider fokus på de danske sygeplejerskes store indsats på hospitalsskibet her i 70-året for Jutlandias første togt.
I stedet for at sende soldater under FNs kommando bestod Danmarks indsats under Koreakrigen i at sende et hospitalsskib til Korea, som først og fremmest skulle tage sig af de sårede amerikanske soldater. Jutlandias rolle er velbeskrevet i litteraturen, men sygeplejerskernes store rolle har stået i skyggen af mændene; kirugerne og besætningsmedlemmerne.
Sygeplejerskerne var medvirkende til, at Jutlandia ikke blot var et hospitalsskib for soldater, men også for civile, især børn, og det er noget, man stadig værdsætter i Sydkorea.
Der var mange grunde til, at der var så mange, der meldte sig til at tage med Jutlandia. Det var en mulighed for at komme ud i verden, men vigtigt var også, at mange af dem, der blev voksne efter 2. Verdenskrig, havde en følelse af at stå i gæld til verdenssamfundet. Hvad var mere oplagt end ”på fredens og frihedens vegne at drage til ufredelige egne for at betale tilbage.” Det var i hvert fald ikke for lønnens skyld, der var mange i Danmark, der var forargede over, at de frivillige skulle have løn under ekspeditionen, de burde arbejde gratis.
Bogen omhandler det tredje og sidste togt fra september 1952 til oktober 1953, og specielt for dette togt var, at skibet var udstationeret tæt ved krigshandlingerne omkring 38. breddegrad, og at der nu var helikopterlandingsplads på skibet, så de sårede hurtigt kunne komme under behandling lige fra slagmarken.
Helle Juhl dækker stort set alt fra turen fra København til Inchon og alle forberedelserne til det egentlige arbejde med de sårede, disciplinen om bord og forholdet mellem de forskellige faggrupper, krigens rædsler, arbejdet med civilbefolkningen, især børnene, som mange knyttede stærke bånd til, dagligdagen, sammenkomsterne, jul på Jutlandia, kærlighed og hvad der skete efter hjemkomsten. Om de stille dage, hvor der var tid til at spille kort med patienterne, og de travle, hvor de, da det var værst, kunne modtage op til 97 sårede på en dag.”Travlhed er ikke ordet”, som der står i den ene dagbog.
Vigtigt kildemateriale er to sygeplejerskers dagbøger, og bogen er spækket med små citater fra dem, og det er med til at gøre fortællingen om Jutlandia meget levende. Bogen er meget velskrevet, og den er desuden fyldt med fotos, så alt i alt vil jeg mene, at her har vi den ultimative bog om sygeplejerskes store rolle og uegennyttige indsats på Jutlandia.
Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa har samme tema i skønlitterær form, så vi er blevet beriget med to anbefalelsesværdige bøger i 2021, som fint supplerer hinanden her i 70 året for Jutlandias første togt.
Kommentarer