Sindssygt ambitiøs samtidsroman vil rumme hele verden og lykkes virkelig godt med det.
På mit bord lander langt om længe Theis Ørntofts 600 sider lange roman, som på mange måder er en opfølgning på hans fremragende dystopiske debutroman Solar. Jeg har glædet mig til, hvad den velskrivende og fint sansende 39-årige danske forfatter ville udgive, og jeg kan med det samme sige, at jeg ikke blev skuffet.
I første del af romanen møder vi de tre ret forskellige søskende, Rhea, Joel og Miriam, der er i trediverne i nutiden. De er på hver deres måde rodløse og forsøger at finde ståsteder i et liv, som er truet af klimakatastrofe, de store fortællingers død og kapitalismens overtagelse af deres liv via de sociale medier: "Mit hoved bruser som en syg cola, skrev hun".
Rhea lever frygtsomt i et kollektiv på Møn, Joel er vikar på Ørestad Gymnasium, hvis bygninger han oplever som menneskefjendske, og Miriam shopper på nettet for penge, hun tjener på at ”hjælpe” internetafhængige online.
Siden følger et længere afsnit om deres morfar Ernst, som i 1960’ernes Silkeborg kæmper med at opretholde sin patriarkalske, velordnede livsstil i en verden i opbrud pga. ungdomsoprøret, kapitalismens fremmarch og, ikke mindst, hans kones dødelige kræftsygdom. Slægten følges med en forgrening i USA, og de enkelte familiemedlemmer fanges på forskellige brydningstidspunkter i deres liv, fx Julia, som forulykker midt i en snowboardkarriere og må skifte spor i livet. Theis Ørntoft formår at skrive de enkeltes smertepunkter og ensomhed frem, så karaktererne fremstår krystalklare og genkendelige.
Der er glimt af stor glæde, eufori og livsoptimisme i bogen og en jordisk en af slagsen. Som i en passage i kapitlet om Joel, hvor han desillusioneret og forhåbningsløst Tinder-dater spanske Laura i det nordlige Norge, og livet pludselig er tindrende smukt. Eller i bogens fremtidskapitel, som foregår i 2036, hvor månen er i en begyndende kolonifase, og det bliver tydeliggjort, hvordan det ikke er noget særligt: Det er Jorden, der er miraklet og værd at være på til trods for den undergangsfornemmelse, som gennemsyrer hele bogen.
Noget af det, der fungerer fremragende i 'Jordisk', er det ekstra lag, som udgøres af, at personerne i romanen egentlig er udgaver af forfatteren, der tænker over og diskuterer, hvorfor vi som menneskerace er endt, der hvor vi er, og hvordan vi skal komme videre, både praktisk, men mest af alt mentalt. De mange detaljer og spidsfindigheder om fx olieudvinding, charterturisme i starten af 70’erne og verdensøkonomiens udvikling sammenlignet med evolutionen udviklede mine egne tanker om både fortiden og fremtiden, og jeg oplevede læsningen som om, jeg havde en berigende samtale med forfatteren.
Kommentarer