Glem alt om dilettanteri. Der er lagt op til stor dramatik og dybe følelser, når islændinge fortolker Tjechov på Jøkelteatret i Papeyri.
I Papeyri, en lille flække ved den store jøkels fod, fostrer amatørteaterforeningen den storslåede ide at opføre Tjechovs "Kirsebærhaven" på forfatterens 140 års fødselsdag. Drivkraften bag det store projekt er den lokale magnat og ildsjæl, Vatnar Jøkull, der kaster både sin utæmmelige energi og solide pengetank i foretagendet.
Det bliver et omfattende projekt - stykket skal opføres udelukkende på lokal basis, og alle roller besættes med mænd. For at skabe den perfekte ramme til stykket opføres - på Vatnars initiativ og regning - et splinternyt teater specielt designet til formålet.
Arkitekt på dette vigtige byggeri bliver den stedlige bygningsingeniør, som først vægrer sig ved den store opgave, men ender med at vedgå sin tilbøjelighed til at skabe teaterbygninger og gøre dette til sit livs opgave. Og naturligvis kræver en opførelse i nye rammer også en ny oversættelse. Hertil indforskrives den russiskkyndige, lokale boghandler, der kontraktligt må undertrykke sin alkoholisme og udskyde sine selvmordsplaner indtil videre.
Kampen om at få en rolle i stykket bliver hård, og ingen midler skyes. Også stormende forelskelser, forviklinger og misforståelser kommer til at præge det lille samfund – alt sammen i den gode sags tjeneste, forstås.
Når ikke teaterdrømmene formår at sætte virkeligheden ud af spil og forene indbyggerne i Papeyri, leves et hårdt og til tider ubarmhjertigt liv præget af alkoholmisbrug, omsorgssvigt, hustrumishandling og selvmordstanker, og Steinunn Sigurdardottir lægger ikke fingrene imellem, når hun beskriver sine personers styrker og – især - svagheder, mens hun elegant balancerer mellem alvor og humor. Som læser forføres man og trækkes rundt på scenen uden helt at vide, hvornår skiftene egentlig foregår.
Hele fortællingen lægges i munden på Beatris, teatrets sufflør og problemknuser. Hun kæmper en brav kamp for at holde styr på teater, skuespillere, sit eget hjerte og ikke mindst en furie af en dybt alkoholiseret mor. Det lykkes ikke altid for hende at skjule sin træthed og frustration over de krukkede mandfolk og deres teaternykker, og hendes prosaiske – til tider lidt respektløse - tilgang til det store projekt udtrykkes mesterligt af forfatteren. Men Beatris har også et særdeles veludviklet blik for naturen, og gennem hende skildres det storslåede islandske landskab som den oprindelige kulisse for hele romanen.
Hvad Jøkelteatret og "Kirsebærhaven" gør ved de implicerede, må man læse sig til, men intet i Papeyri, hverken natur eller mennesker, er som før, da tæppet går på premiereaftenen d. 17. januar 2000.
Må Tjechov fryde sig i sin himmel!
Oversat af Mette Fanø. Gyldendal, 2005. 255 sider. Kr 275,-
Kommentarer