’Johannes’ er en utraditionel og eksperimenterende slægtshistorie, der tegner et portræt af forfatterens depressive farfar og hans kendte bror Richard Møller Nielsen.
Johannes bliver læge, ulykkelig og ender med at begå selvmord som 80-årig på Ærøskøbings sygehus. Hans bror, Richard Møller Nielsen, indskriver sig i Danmarkshistorien med EM sejren i 1992. På den måde bliver romanen en skildring af to brødres vidt forskellige skæbner, der måske har rod i deres tyranniske mors favorisering af Richard, der ifølge hende var den klogeste.
’Johannes’ betegnes af forlaget som en roman, men den er eksperimenterende i form og stil og uden plot. Desuden minder store dele af romanen om prosadigte, hvilket gør det til en spændende, men også udfordrende læseoplevelse. Der er mange personer at holde styr på, og deres tanker blander sig med hinanden i bevidsthedsstrømme, der kendes fra Joyce og Wolf. Hen imod slutningen bliver teksten endnu mere udflydende, men det giver imidlertid mening, da Johannes efterhånden bliver mere dement og usammenhængende.
Foruden de to brødres skæbner står skildringen af Johannes stormfulde kærlighedsforhold til kvinden Pia centralt, og læseren får også indblik i hendes tanker om Johannes. Kærlighedsforholdet blandes sammen med et par under borgerkrigen i Jugoslavien i 1990’erne. Danmark kom som bekendt med på et afbud til EM, og sejren havde en bittersød smag. Det fungerer godt at inddrage borgerkrigen i romanen, da det giver stof til eftertanke.
Josefine Graakjær Nielsen beskriver de store følelser og det menneskelige sinds kringelkroge i et poetisk og stærkt sprog, som eksempelvis ”Lægge sig i en have og elske, suge så meget sødme ud af sygdommen som man kan”. Romanen er lille i omfang, men man bliver klogere på mennesker af at læse den, hvis man kan forlige sig med stilen.
Kommentarer