Anmeldelse
Jeg kaldte ham slips af Milena Michiko Flasâr
- Log ind for at skrive kommentarer
’Jeg kaldte ham slips’ er en poetisk og stilfærdig roman om at falde uden for normen og at finde uventet trøst og venskab der, hvor man mindst venter det.
Hvad sker der, når man er ”løbet tør for ord” og bor i et land, hvor det ikke er normalt at tale om sine følelser? Japansk-østrigske Milena Michiko Flasar giver et smukt poetisk bud på, hvad der kan ske, når et samfund udstøder sine svageste borgere i ”Jeg kaldte ham slips”, som er hendes debut på dansk.
Den tyveårige Taguchi har Hikikomori og har levet to år i selvvalgt isolation på sit værelse hjemme hos sine forældre. Han nægter at tale og nægter samkvem. Det sidste han siger er, at han ikke kan mere. "Hikikomori" er en japansk psykiatrisk diagnose, hvor man afsondrer sig fra andre mennesker. Et forsigtigt bud på antallet af hikikomorier i Japan er omkring en million.
Taguchi har tilbragt tiden med at kigge på en revne i væggen, men pludselig rejser han sig op og går ud i den nærtliggende park, sætter sig på en bænk og… sidder. Han møder en midaldrende kontormand, Ohara Tetsu, og sidder sammen med ham i gensidig tavs forståelse gennem et par måneder fra kl. 9-18 hver dag. Et minimalt venskab opstår uden ord eller berøringer. Men en dag begynder Ohara at fortælle sin historie og lidt efter lidt ”tør Tagushi op”. Sorg, tab, skyld og skam er nøgleordene i begges livshistorier.
At det japanske samfund lægger pres på sine borgere om at være perfekte og altid leve op til familiens forventninger, var ikke så overraskende for mig. Men at så mange bliver psykisk syge af det, kom bag på mig. ’Jeg kaldte ham slips’ er en fin lille roman, der meget rørende fortæller om, hvad der kan ske, når man ikke lever op til forventningerne og føler, at man besudler sin families gode navn og rygte ved at være anderledes.
Romanen handler om at turde række ud og derigennem forsøge at få tomhed, melankoli og fortabelse byttet ud med medmenneskeligt samvær og samtale. Ensomhed og angst for ikke at slå til fortælles her af Flasâr i en poetisk og lakonisk sprogtone. En dejlig og smuk bog til dig, der gerne vil vide mere om det japanske samfund og til dig, der bare interesserer dig for relationer mellem mennesker.
- Log ind for at skrive kommentarer
’Jeg kaldte ham slips’ er en poetisk og stilfærdig roman om at falde uden for normen og at finde uventet trøst og venskab der, hvor man mindst venter det.
Hvad sker der, når man er ”løbet tør for ord” og bor i et land, hvor det ikke er normalt at tale om sine følelser? Japansk-østrigske Milena Michiko Flasar giver et smukt poetisk bud på, hvad der kan ske, når et samfund udstøder sine svageste borgere i ”Jeg kaldte ham slips”, som er hendes debut på dansk.
Den tyveårige Taguchi har Hikikomori og har levet to år i selvvalgt isolation på sit værelse hjemme hos sine forældre. Han nægter at tale og nægter samkvem. Det sidste han siger er, at han ikke kan mere. "Hikikomori" er en japansk psykiatrisk diagnose, hvor man afsondrer sig fra andre mennesker. Et forsigtigt bud på antallet af hikikomorier i Japan er omkring en million.
Taguchi har tilbragt tiden med at kigge på en revne i væggen, men pludselig rejser han sig op og går ud i den nærtliggende park, sætter sig på en bænk og… sidder. Han møder en midaldrende kontormand, Ohara Tetsu, og sidder sammen med ham i gensidig tavs forståelse gennem et par måneder fra kl. 9-18 hver dag. Et minimalt venskab opstår uden ord eller berøringer. Men en dag begynder Ohara at fortælle sin historie og lidt efter lidt ”tør Tagushi op”. Sorg, tab, skyld og skam er nøgleordene i begges livshistorier.
At det japanske samfund lægger pres på sine borgere om at være perfekte og altid leve op til familiens forventninger, var ikke så overraskende for mig. Men at så mange bliver psykisk syge af det, kom bag på mig. ’Jeg kaldte ham slips’ er en fin lille roman, der meget rørende fortæller om, hvad der kan ske, når man ikke lever op til forventningerne og føler, at man besudler sin families gode navn og rygte ved at være anderledes.
Romanen handler om at turde række ud og derigennem forsøge at få tomhed, melankoli og fortabelse byttet ud med medmenneskeligt samvær og samtale. Ensomhed og angst for ikke at slå til fortælles her af Flasâr i en poetisk og lakonisk sprogtone. En dejlig og smuk bog til dig, der gerne vil vide mere om det japanske samfund og til dig, der bare interesserer dig for relationer mellem mennesker.
Kommentarer