Anmeldelse
Jeg har endnu ikke set verden af Roskva Koritzinsky
Koritzinskys novellesamling, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, punkterer alle illusioner – også kærlighedens. Den unge forfatter skærer ind til benet og præsenterer årets bedste novellesamling.
’Jeg har endnu ikke set verden’ er seks stærke noveller, der glider om på bagsiden af illusionen. Herfra undersøges kærligheden, perspektiver og porøsiteten i forhold mellem mennesker. Mellem forældre og børn, kvinder og deres kærester, læremestre og elever.
I ’En enkelt rynke i panden’ forsvinder et kuld hundehvalpe fra et hus på landet, hvor en enlig kvinde bor. Tilfældigvis kommer kvindens datter på besøg, men trods den lidt utrygge situation tager datteren tilbage til byen igen efter kun én overnatning hos mor. Hun må tilbage til sit lykkelige liv.
Nogle gange må kærligheden altså stå forslået tilbage, og den stærke fortællerstemme har ingen betænkeligheder ved at efterlade personer på sårbare steder.
Det er fælles for alle hovedpersonerne i samlingens noveller, at de reflekterer over noget/nogen i deres nærhed. Nogle af dem forsøger endda at sætte et spejl op til ansigtet og finde et (selv)billede, de bedre kan forstå eller rumme. Denne sitrende, skrøbelige manøvre er Koritzinsky eminent til at forstørre og rumstere rundt i. Hun hjælper ikke sine hovedpersoner – hun viser dem for læseren.
I novellen ’Fra den anden side’ lader en fortæller illusionen splintre gennem en retrospektiv ransagning af tiden som balletdanser på Balletakademiet i Stockholm. I titelnovellen har fortælleren mistet sin kæreste syv måneder tidligere, og nu forsøger hun at lære at leve videre i hans ånd. Åbent og respektfuldt.
’Jeg har endnu ikke set verden’ er ikke bange for noget, og som læser bliver man hverken frastødt af de depressioner eller forfejlede forsøg på et ”almindeligt” liv, der dukker op. Man bliver tænksom. Novellerne har en lækker litterær og eksistentiel tyngde, og tonen er direkte, af og til klædeligt tragikomisk. Fortælleren er ikke venner med nogen af sine personer og vil heller ikke være det. Det er befriende og benhård læsning, og der er ingen tvivl om, at Koritzinsky forstår at arbejde med novellegenren. Hendes små, fortættede dyk ned i andre menneskers liv slår svirp med halen, som alle fantastiske noveller skal!
Koritzinskys novellesamling, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, punkterer alle illusioner – også kærlighedens. Den unge forfatter skærer ind til benet og præsenterer årets bedste novellesamling.
’Jeg har endnu ikke set verden’ er seks stærke noveller, der glider om på bagsiden af illusionen. Herfra undersøges kærligheden, perspektiver og porøsiteten i forhold mellem mennesker. Mellem forældre og børn, kvinder og deres kærester, læremestre og elever.
I ’En enkelt rynke i panden’ forsvinder et kuld hundehvalpe fra et hus på landet, hvor en enlig kvinde bor. Tilfældigvis kommer kvindens datter på besøg, men trods den lidt utrygge situation tager datteren tilbage til byen igen efter kun én overnatning hos mor. Hun må tilbage til sit lykkelige liv.
Nogle gange må kærligheden altså stå forslået tilbage, og den stærke fortællerstemme har ingen betænkeligheder ved at efterlade personer på sårbare steder.
Det er fælles for alle hovedpersonerne i samlingens noveller, at de reflekterer over noget/nogen i deres nærhed. Nogle af dem forsøger endda at sætte et spejl op til ansigtet og finde et (selv)billede, de bedre kan forstå eller rumme. Denne sitrende, skrøbelige manøvre er Koritzinsky eminent til at forstørre og rumstere rundt i. Hun hjælper ikke sine hovedpersoner – hun viser dem for læseren.
I novellen ’Fra den anden side’ lader en fortæller illusionen splintre gennem en retrospektiv ransagning af tiden som balletdanser på Balletakademiet i Stockholm. I titelnovellen har fortælleren mistet sin kæreste syv måneder tidligere, og nu forsøger hun at lære at leve videre i hans ånd. Åbent og respektfuldt.
’Jeg har endnu ikke set verden’ er ikke bange for noget, og som læser bliver man hverken frastødt af de depressioner eller forfejlede forsøg på et ”almindeligt” liv, der dukker op. Man bliver tænksom. Novellerne har en lækker litterær og eksistentiel tyngde, og tonen er direkte, af og til klædeligt tragikomisk. Fortælleren er ikke venner med nogen af sine personer og vil heller ikke være det. Det er befriende og benhård læsning, og der er ingen tvivl om, at Koritzinsky forstår at arbejde med novellegenren. Hendes små, fortættede dyk ned i andre menneskers liv slår svirp med halen, som alle fantastiske noveller skal!
Kommentarer