Et alvorligt sygdomsforløb beskrives i en fandenivoldsk selvbiografisk roman. Den afdøde forfatter satte ord på det chok, det er at modtage en kræftdiagnose.
I ’Jeg foreslår at vi vågner’ modtager Vilde Berg en dag en hvid kuvert, der kommer til at vende op og ned på hendes tilværelse, for kuverten indeholder det chokerende budskab, at hun har brystkræft. Forfatteren fortæller om Vildes op- og nedture, hvordan hun det ene øjeblik fuld af optimisme kaster sig ud i alverdens gøremål for i det næste øjeblik at være helt nede i kulkælderen. Vilde, der er forfatterens alter ego, er som hun født i Norge, men bosiddende i Sverige, og ligesom forfatteren er hun forfatter, dramatiker, filmskaber og bokser.
Vilde er sidst i fyrrerne og har altid forestillet sig, at hun vil dø som en gennemsnitskvinde i den alder, som kvinder i Skandinavien normalt opnår, så derfor kommen kræftdiagnosen med den deraf følgende risiko for at dø som et kæmpe chok. ”Brystkræft er som en skønhedsoperation” siger Vilde lidt kækt, da hun har fået diagnosen, men fortryder straks ordene. Vi følger Vilde og hendes kvindelige samlever, der blot kaldes O, gennem forløbet med operation, kemoterapi, stråler, smerter, indkøb af paryk og indoperering af brystprotese. Vilde er præget af en fandenivoldskhed, der bl.a. resulterer i, at hun straks efter operationen kaster sig ud i en foredragsturne. Mens Vilde modtager behandlinger, bliver også hendes gamle mor stadig mere svag, og hun må ofte rejse til Norge.
Sideløbende med nutidsforløbet møder vi Vilde som barn, hvor hun fødes som efternøleren, da hendes mor er 43 år og allerede har fire halvstore børn. I skildringen af barndommen kommer det til at spille en væsentlig rolle, at hun stjæler den guldpen fra sin mor, som hendes morfar havde skrevet eventyr med. Med pennen tegner og fortæller Vilde et eventyr om rotten, der håber på at blive elsket og ræven med den smukke hale. Disse to dyr bliver hendes ledsagere gennem hele romanen.
’Jeg foreslår at vi vågner’ er skrevet i et meget smukt og lyrisk sprog med underfundige sentenser og overskrifter, og på trods af det alvorlige emne er romanen også præget af sort humor. Romanen er skrevet i tredje person, men mange afsnit læses alligevel som om det var en dagbog skrevet i jegform. På den ene side er romanen i familie med den norske virkelighedslitteratur, som den er repræsenteret hos bl.a. Karl Ove Knausgård og Vigdis Hjorth, på den anden side giver dialogerne mellem rotten og ræven romanen et skær af magisk realisme.
Beagte Grimsrud sætter ord på det chok, det er at modtage en kræftdiagnose, og derfor er det en vigtig bog. Det er dog også en bog, som er temmelig vanskelig at læse, og jeg synes, at den med sine over 600 sider er alt for lang. Selv om jeg undervejs blev grebet af historien, tabte jeg tråden mange gange, og jeg havde svært ved komme igennem den.
Beate Grimsrud, der døde kun 57 år gammel kort efter udgivelsen af ’Jeg foreslår at vi vågner’, skrev på svensk og oversatte selv sine bøger til norsk. Hun har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris både i Norge og Sverige.
Kommentarer