"Jeg er ikke bange" er en meget spændende italiensk roman om drengen Micheles frygtelige oplevelser.
Michele er 9 år, og det er en ulidelig hed sommer i Syditalien i 1978. Han bor i en flække med et rigt og fire fattige huse, og stedets få børn har kun hinanden at lege deres barske og vilde lege med. En dag cykler de langt hjemmefra til et forladt hus, og dér opdager Michele, at der ligger en dreng helt stille og livløs på bunden af et dybt hul.
Det er en opdagelse, han ikke vil dele med de andre børn. Det er hans fund, så han vender alene tilbage. Da finder han ud af, at drengen i hullet er lænket og tilsyneladende dybt sindsforvirret. Er det en stakkels åndssvag, der holdes skjult eller hvad?
En aften ser Michele i TV billeder af en bortført dreng og af hans mor, der grædende appellerer til bortførerne. Samtidig bliver han klar over, at alle de voksne omkring ham er indblandet i bortførelsen. Han er helt alene med sin viden, og hvem skal han røbe: drengen i hullet eller sin far?
Det er en elementært spændende historie om at være ensom, bange, nysgerrig, rædselsslagen og tvivlrådig, for han har lovet drengen at vende tilbage og lovet sin far at holde mund og aldrig mere opsøge skjulestedet. Det er en bog der dirrer af varme, stank, frygt, barnlige fantasier og en ubærlig viden, som Michele ikke ved, hvad han skal stille op med.
Oversat af Cecilia Jakobsen. Gyldendal, 2004. 226 sider. Kr. 250,-
Kommentarer