Anmeldelse
Jeg er Gud
Feministisk og karikeret vred roman fortæller galgenhumoristisk om en kvindes ekstreme frigørelse.
Hermine er 46 år gammel og bor i en smuk lejlighed i Stockholm med sin mand og to teenagebørn. Hun har et godt fuldtidsjob som journalist, og familien har en fornuftig økonomi. Hermine er familiens projektleder, der holder styr på familiens tandlægebesøg (også svigermors), aftensmad, rengøring, samtaler med skolen, indkøb, tøjvask mv. Men Hermine er udbrændt, faktisk er hun på randen af sammenbrud, og hun synes nu at se klart for første gang.
Hermine ser, at alting foregår på mændenes præmisser, mens kvinder forventes at varetage deres job, hus og børn uden brok. Hermine får en brændende lyst til at ramme folk, hvor det gør allermest ondt. Fortælle børnene, at julemanden er død, sige til folk i designertøj, som gerne vil signalere, at de er anderledes, at de for fanden bare ligner alle andre, smadre spejlene på bilen, der fylder to pladser på parkeringspladsen og andre elementer, som de fleste af os udmærket kender.
I en lidt manisk tilstand overlader Hermine sin familie til sig selv og begiver sig ud på en rejse for at frigøre sig fra både patriarkatet og dødeligheden, og hun beslutter at kaste sig over de syv dødssynder, som repræsenterer alt det, hun aldrig har gjort, men hun ønsker også at vække menneskene for dermed at frelse dem fra det onde. Hermine vil gøre brug af ærlighed i forsøget på at redde kvinderne, og slutteligt vil hun ofre sig selv. Nu følger syv dage med en dekadent livsførelse gennem mad, shopping, sex og forløsning.
Malin Karim stiller spørgsmål ved, om det er kvinderne selv, der har valgt at lave mad, sylte, bage, træne, sy og være i total kontrol, eller de gør alt dette, fordi barren for, hvad der skal til for at blive betragtet som en god kvinde, er markant højere end den er for mænd. Skal kvinderne præstere så meget mere, spise og drikke så meget mindre og samtidig have så meget mere styr på det hele for ikke at blive fordømt?
Hovedpersonen i Malin Karims debutroman er temmelig karikeret, men spørgsmålene, hun stiller, er meget vedkommende, og hun er så vidunderligt fyldt med galgenhumor, at man ikke kan andet end at sympatisere med hende. Et herligt indspark i feminisme- og ligestillingsdebatten.
Feministisk og karikeret vred roman fortæller galgenhumoristisk om en kvindes ekstreme frigørelse.
Hermine er 46 år gammel og bor i en smuk lejlighed i Stockholm med sin mand og to teenagebørn. Hun har et godt fuldtidsjob som journalist, og familien har en fornuftig økonomi. Hermine er familiens projektleder, der holder styr på familiens tandlægebesøg (også svigermors), aftensmad, rengøring, samtaler med skolen, indkøb, tøjvask mv. Men Hermine er udbrændt, faktisk er hun på randen af sammenbrud, og hun synes nu at se klart for første gang.
Hermine ser, at alting foregår på mændenes præmisser, mens kvinder forventes at varetage deres job, hus og børn uden brok. Hermine får en brændende lyst til at ramme folk, hvor det gør allermest ondt. Fortælle børnene, at julemanden er død, sige til folk i designertøj, som gerne vil signalere, at de er anderledes, at de for fanden bare ligner alle andre, smadre spejlene på bilen, der fylder to pladser på parkeringspladsen og andre elementer, som de fleste af os udmærket kender.
I en lidt manisk tilstand overlader Hermine sin familie til sig selv og begiver sig ud på en rejse for at frigøre sig fra både patriarkatet og dødeligheden, og hun beslutter at kaste sig over de syv dødssynder, som repræsenterer alt det, hun aldrig har gjort, men hun ønsker også at vække menneskene for dermed at frelse dem fra det onde. Hermine vil gøre brug af ærlighed i forsøget på at redde kvinderne, og slutteligt vil hun ofre sig selv. Nu følger syv dage med en dekadent livsførelse gennem mad, shopping, sex og forløsning.
Malin Karim stiller spørgsmål ved, om det er kvinderne selv, der har valgt at lave mad, sylte, bage, træne, sy og være i total kontrol, eller de gør alt dette, fordi barren for, hvad der skal til for at blive betragtet som en god kvinde, er markant højere end den er for mænd. Skal kvinderne præstere så meget mere, spise og drikke så meget mindre og samtidig have så meget mere styr på det hele for ikke at blive fordømt?
Hovedpersonen i Malin Karims debutroman er temmelig karikeret, men spørgsmålene, hun stiller, er meget vedkommende, og hun er så vidunderligt fyldt med galgenhumor, at man ikke kan andet end at sympatisere med hende. Et herligt indspark i feminisme- og ligestillingsdebatten.
Kommentarer