En både fængslende, rørende og morsom roman om en moden kvinde, der overvinder sig selv og tager kontakt til den søster, hun ikke har set i 67 år.
Anita Furu har skrevet en fængslende og rørende roman, der er bygget over hendes farmors historie, men som også tager sig de friheder, fiktionen giver mulighed for. Bogen er set fra hovedpersonen Ruths synsvinkel og skrevet i jegform, selv om flere af bogens andre personer også får en stemme. Anita Furu skriver i et smukt og til tider lyrisk sprog, alt imens hun fortæller en spændende familiehistorie.
Jødiske Ruth er døbt Nunja, hun stammer fra Rusland og bliver i 1906 som seksårig bortadopteret til Danmark, efter at hun er blevet forældreløs i forbindelse med pogromerne. Storebroren Isak bliver i Rusland, mens hendes søster Zipa, der senere får navnet Dina, og hendes bror Boris bliver bortadopteret i England. Ved romanens begyndelse er Ruth 73 år, og hendes datter forsøger at overtale hende til at tage kontakt til søsteren i London. Ruth har ikke hørt fra Dina, siden hun modtog et brev, hvor søsteren fortalte, at hun var blevet mor. Ruth svarede ikke på brevet, måske fordi hun lige havde mistet sin førstefødte datter, og siden fik hun det aldrig gjort. Nu har datteren fundet søsterens brev.
Ruth veksler mellem en længsel efter at gense sine søskende, men samtidig finder hun på alle mulige overspringshandlinger for at undgå at rejse. Ét af hendes væsentligste argumenter er, at hun ikke taler engelsk, hvorefter hendes datter og barnebarn udstyrer hende med en engelsk sprogkursus, som lærer hende at sige ”How do you do Mr. Brown”. Ruth søger tilflugt i sin veninde Kammas sommerhus for at tænke tingene igennem i fred og ro, men det bliver alt andet end fredeligt, da ikke bare hele hendes familie men også Kamma kommer uden varsel. Kamma, som har været Ruths veninde, siden hun ankom til Danmark, er alvorlig syg og vil være sammen med Ruth i sommerhuset en sidste gang.
Det ender med, at Ruth tager sammen med sin datter til England, hvor hun møder ikke bare sin søster, men også broren Boris. De tre søskende forsøger på trods af diverse sprogbarrierer at finde hinanden igen efter 67 års adskillelse, og det bliver et gensyn, som forfatteren skildrer både rørende og morsomt. Da Ruth kommer hjem erfarer hun, at broren Isak har været død i årevis, og at han døde i en koncentrationslejr.
’Jeg er en, der kan sige sådan’ er en selvstændig fortsættelse af Mit halve liv, som indbragte Anita Furu debutantprisen i 2018. I det virkelige liv nåede Anita Furus farmor aldrig at få kontakt til sine søskende, før det var for sent, men i fiktionen tænker forfatteren sig til, hvordan det kunne have forløbet. Der er langt flere refleksioner over jødisk tro og tradition, og hvad det vil sige at være jøde i vore dage, end der var i ’Mit halve liv’, måske fordi vi nu oplever handlingen set fra en moden kvindes synsvinkel. Ruths forhold til datteren og barnebarnet er fremstillet meget smukt, ligesom hendes livslange venskab med Kamma, der har været som en søster for hende, er beskrevet meget smukt.
’Jeg er en, der kan sige sådan’ er en bog, der give stof til eftertanke. Bogen er både rørende og til tider også morsom, specielt når forfatteren skildrer alle Ruths overspringshandlinger.
Kommentarer