Anmeldelse
Jammers Minde af Leonora Christina
En meget vellykket bearbejdning af et hovedværk i dansk biografisk litteratur, der gør værket umiddelbart tilgængeligt for nutidens læsere.
Indrømmet; den originale udgave er hård kost. Det er nødvendigt med en moderniseret udgave, hvis forudsætningsløse læsere i dag skal kunne komme igennem bogen. Opgaven er løst på bedste vis i denne bearbejdning. De mange kringlede tyske replikker følges umiddelbart af en oversættelse, så læserytmen ikke brydes. 1600-tallets danske sprog er nænsomt moderniseret til et smukt flydende dansk, uden at den gammeldags sprogtone er helt forsvundet. Den fyldige indledning giver en vældig god baggrundsviden, der højner læseoplevelsen.
Jammers Minde blev påbegyndt i fængslet, men størsteparten er skrevet efter løsladelsen. Beretningen om de næsten 22 års fængselsophold er tilegnet Leonora Christinas børn, men hun har sikkert haft et større publikum i tankerne. Man skal naturligvis ikke tage alt for pålydende. Leonora Christina var en yderst intelligent kvinde, og hendes selvbiografiske skildring er klogt ”tilrettelagt”, så hun fremstår som en forfulgt uskyldighed og en from og ydmyg kvinde, der bøjer sig for sin skæbne.
Det er svært at tro på hendes uskyld, når man ved, at hun stod sin mand meget nær og var en stor støtte for ham. I fængslet forsøger man at lokke og true hende til at angive manden og dermed indrømme sin egen meddelagtighed i hans landsforræderiske aktiviteter. Med beundringsværdig og knivskarp juridisk præcision tilbageviser Leonora Christina enhver anklage.
At hun havde en stærk tro på Gud forekommer mig sandsynligt, men det med ydmygheden kan hun ikke bilde os ind. Hun er en hoven aristokrat til fingerspidserne, og heldigvis kommer hun til at afsløre flere facetter af sin personlighed. For eksempel smækker hun en af sine tjenestepiger/spioner en voldsom lussing. At hun også, meget forståeligt, har en hævngerrig side, kommer frem i et af de bageste bilag, som man ikke må snyde sig for, hvor hun med slet skjult fryd hoverer over sine fjenders vanskæbne.
Jeg ved egentlig ikke, om jeg bryder mig om Leonora Christina som menneske, men man kan selvfølgelig ikke måle hende med nutidens alen. Hun var et produkt af sin tid og sin stand, men hun var meget mere end det. Man må beundre hendes eminente overlevelsesevne; fra et liv i vild luksus til 22 år i fængsel. Noget af tiden i en mørk, trang celle med tommetykt skidt på gulvet og en vrimmel af utøj og på intet tidspunkt mulighed for at komme ud i den friske luft. Værre endnu. De første år var hun frataget enhver mulighed for beskæftigelse.
Hvordan kan noget menneske klare det uden at tage skade på sjæl og legeme? Jeg tror, at en del af forklaringen er, at Leonora Christina bevarede en form for kontrol. Hendes opfindsomhed og nysgerrighed har også været en hjælp. Intet var for småt til at fange hendes interesse, som for eksempel loppernes kønsliv. Hun havde også en særlig evne til at afkode de mennesker, hun kom i berøring med og bruge indsigten til egen fordel.
Skrive kunne hun også. Titlen er misvisende, for der er ikke megen jammer i Jammers Minde. Det er en ægte overlevers fængslende og levende beretning om at komme helskindet igennem et uhyggeligt langt åremål i et fængsel. Et værk, som man har svært ved at lægge fra sig.
En meget vellykket bearbejdning af et hovedværk i dansk biografisk litteratur, der gør værket umiddelbart tilgængeligt for nutidens læsere.
Indrømmet; den originale udgave er hård kost. Det er nødvendigt med en moderniseret udgave, hvis forudsætningsløse læsere i dag skal kunne komme igennem bogen. Opgaven er løst på bedste vis i denne bearbejdning. De mange kringlede tyske replikker følges umiddelbart af en oversættelse, så læserytmen ikke brydes. 1600-tallets danske sprog er nænsomt moderniseret til et smukt flydende dansk, uden at den gammeldags sprogtone er helt forsvundet. Den fyldige indledning giver en vældig god baggrundsviden, der højner læseoplevelsen.
Jammers Minde blev påbegyndt i fængslet, men størsteparten er skrevet efter løsladelsen. Beretningen om de næsten 22 års fængselsophold er tilegnet Leonora Christinas børn, men hun har sikkert haft et større publikum i tankerne. Man skal naturligvis ikke tage alt for pålydende. Leonora Christina var en yderst intelligent kvinde, og hendes selvbiografiske skildring er klogt ”tilrettelagt”, så hun fremstår som en forfulgt uskyldighed og en from og ydmyg kvinde, der bøjer sig for sin skæbne.
Det er svært at tro på hendes uskyld, når man ved, at hun stod sin mand meget nær og var en stor støtte for ham. I fængslet forsøger man at lokke og true hende til at angive manden og dermed indrømme sin egen meddelagtighed i hans landsforræderiske aktiviteter. Med beundringsværdig og knivskarp juridisk præcision tilbageviser Leonora Christina enhver anklage.
At hun havde en stærk tro på Gud forekommer mig sandsynligt, men det med ydmygheden kan hun ikke bilde os ind. Hun er en hoven aristokrat til fingerspidserne, og heldigvis kommer hun til at afsløre flere facetter af sin personlighed. For eksempel smækker hun en af sine tjenestepiger/spioner en voldsom lussing. At hun også, meget forståeligt, har en hævngerrig side, kommer frem i et af de bageste bilag, som man ikke må snyde sig for, hvor hun med slet skjult fryd hoverer over sine fjenders vanskæbne.
Jeg ved egentlig ikke, om jeg bryder mig om Leonora Christina som menneske, men man kan selvfølgelig ikke måle hende med nutidens alen. Hun var et produkt af sin tid og sin stand, men hun var meget mere end det. Man må beundre hendes eminente overlevelsesevne; fra et liv i vild luksus til 22 år i fængsel. Noget af tiden i en mørk, trang celle med tommetykt skidt på gulvet og en vrimmel af utøj og på intet tidspunkt mulighed for at komme ud i den friske luft. Værre endnu. De første år var hun frataget enhver mulighed for beskæftigelse.
Hvordan kan noget menneske klare det uden at tage skade på sjæl og legeme? Jeg tror, at en del af forklaringen er, at Leonora Christina bevarede en form for kontrol. Hendes opfindsomhed og nysgerrighed har også været en hjælp. Intet var for småt til at fange hendes interesse, som for eksempel loppernes kønsliv. Hun havde også en særlig evne til at afkode de mennesker, hun kom i berøring med og bruge indsigten til egen fordel.
Skrive kunne hun også. Titlen er misvisende, for der er ikke megen jammer i Jammers Minde. Det er en ægte overlevers fængslende og levende beretning om at komme helskindet igennem et uhyggeligt langt åremål i et fængsel. Et værk, som man har svært ved at lægge fra sig.
Kommentarer