Indvandreren af Olav Hergel

En rigtig pageturner om en gruppe indvandrerdrenge og drabet på en dørmand

”Dæmoniseringen er med til at vanskeliggøre mindretallets forståelse for vort samfund og øger tværtimod de pågældendes følelse af at være marginaliseret. Og det er dødsensfarligt”.

Sådan sagde Birthe Rønn Hornbech i 2006, og den udtalelse passer fint på det, som sker i Olav Hergels roman.

Zaki er 17 år, født af marokkanske forældre. Hele familien er velintegreret i det danske samfund, og Zaki er lige blevet student med et højt gennemsnit. Det skal fejres med et besøg på et diskotek sammen med nogle af vennerne. Men de får ikke lov til at komme ind, dørmanden nægter dem adgang, og Zaki bliver så vred, at han nikker dørmanden en skalle. Han går derfra, men da dørmanden sætter efter ham, opstår der tumult, pludselig er der en kniv, og dørmanden bliver dræbt.

Så går medierne i gang, alle medier fordømmer selvfølgelig det hændte, indvandrerdrengene bliver dømt på forhånd; der er politikere, der bruger situationen til at positionere sig, og politiet sætter alt ind på at fange drengene. Zaki synes, at de skal melde sig, men det vil hans venner ikke være med til. Det værste, man kan gøre i de kredse, er at melde en kammerat.

På Morgenavisen er det Rikke Lyngvig – som vi stiftede bekendtskab med i Flygningen – som får lov til at dække historien. Hun bliver kontaktet af Jamil, som kan fortælle at dørmanden tidligere er blevet fyret på grund af racistiske udtalelser. Rikke ved, at hvis hun offentliggør den historie, vil hun blive meget upopulær, både på redaktionen og blandt avisens læsere, men for hende gælder det, at sandheden skal frem.

Som læser er man ikke i tvivl om, hvordan Olav Hergel ser på den danske indvandrerpolitik.  For mig er selve historien en ting, men lige så spændende og tankevækkende er beskrivelsen af mediernes indflydelse, og politikernes måde at bruge situationen på. Der er mange let genkendelige personer i romanen: statsministeren, statsministerens kone, formanden for Dansk Folkeparti, kvindelige præster som er meget i medierne og fætrene Langballe og Krarup, og romanen er fyldt med citater taget fra virkelighedens debatter.

Alt i alt synes jeg, det er en vellykket politisk roman.