Intens og lavmælt skildring af 14-årige Sandras liv i 1980’ernes Norge, først hos sin mor og handicappede stedfar, siden i en plejefamilie efter moderens selvmord.
Historien bygger på en virkelig historie, ting der hændte for en af forfatterens klassekammerater, og bogen er skrevet i samarbejde med hende. Sandra og hendes mor har egentlig gode år hos Jostein, der sidder i kørestol. Han kræver masser af hjælp, men giver også masser af humor, historier og kærlighed. Man fornemmer stor varme i den lille familie, og Sandra holder meget af Jostein. Desværre lider hendes mor af slemme depressioner, til sidst kan hun ikke mere og kører i søen, og Sandras trygge liv brydes op.
Man kan ikke andet end at holde af Sandra, der absolut ikke klynker, man forstår også myndighederne, der ikke kan lade en 14-årig passe sin handicappede stedfar alene. Sandra savner Jostein forfærdeligt og bekymrer sig meget om, hvordan han bliver passet, og at han nu er ensom ligesom hende. Samtidig bliver man også helt glad over at læse om en plejefamilie, der faktisk fungerer. Hvor der er hjertevarme og forståelse for Sandras problemer, selvom det kan synes næsten umuligt at hjælpe hende.
Det er dejligt, at læse denne historie, hvor alt ikke er sort trods en barsk virkelighed. Hvor man aner, at der er håb for Sandra. Forfatteren er journalist og debuterede i 2009 med Jeg kunne finde hjem i blinde. Han høstede stor ros for denne og er nået godt i mål med den svære toer, der både kan læses af unge og voksne. Personligt synes jeg, det var dejligt at læse en bog om plejefamilier og svære kår, hvor der også er hjertevarme og håb, selvom forholdet til Jostein måske kunne være håndteret anderledes.
Kommentarer