Anmeldelse
I kærlighedens navn
Gennem tre generationers kvinder med rod i Marokko opleves de uundgåelige generationskonflikter og kultursammenstød, når de yngre generationer møder danske jævnaldrende.
En søndag morgen, hvor alt tilsyneladende ånder idyl i den lille familie, bliver skelsættende for alle i familien og ændrer deres liv for altid. Miriam, den 13-årige datter fra moderens første ægteskab, insisterer på at blive tvangsanbragt uden for hjemmet, hun har selvskadende adfærd og antyder seksuelle overgreb.
Og så kører maskineriet. Myndighederne anbringer hende til observation på en døgninstitution og indkalder moderen, Nadia, til en samtale. Denne er selvfølgelig lamslået, såret, vred, skamfuld, forvirret og har alle mulige følelser.
Den tredje kvinde er Miriams mormor, Nadias mor, der i 1970’erne blev familiesammenført med sin marokkanske mand, der var gæstearbejder i Danmark. Som så mange andre i hendes situation er hun analfabet, taler dårligt dansk, har aldrig været på arbejdsmarkedet – de skulle blot spare op og som velhavende vende tilbage til landsbyen i bjergene. Det gør de også, men kun på ferie. På en af disse ferier sørger de for at få den 17-årige Nadia gift, inden hun fik for mange vestlige ideer. For moderen, der nu er blevet enke, lever stadig efter de hjemlige traditioner. Hun er selvfølgelig totalt uforstående over for Miriams tvangsfjernelse og bebrejder Nadia.
Selv om bogen fortælles på skift af de tre kvinder, så vi på den måde får hver deres syn på situationen, står Nadia stærkest og er uden tvivl bygget på forfatterens egne oplevelser. Begavet, rebelsk, splittet mellem det trygge hjem hos moderen og ønsket om at blive en selvstændig samfundsborger. Moderen, Mimount, vokser i karakter i bogen, i kærlighedens navn forsøger hun at holde sammen på familien, er såret, når Nadia ikke kommer til familiesammenkomsterne, selv en alvorlig influenza er ingen undskyldning.
Til gengæld står Miriam svagest, at hun pludselig nærmest fra den ene dag til den anden vil anbringes uden for hjemmet, virker påstået, der burde have været konflikter op til den skæbnesvangre søndag. En enkelt episode kan ikke være hele forklaringen.
’I kærlighedens navn’ er velskrevet, selv om den visse stedet virker lidt som en sociologisk rapport, også når man ser bort fra myndighedernes rapporter. Men den giver et godt indblik i en kultur, som vi etniske danskere ikke kender så meget til. Og trods konflikterne i familien holdes den sammen af stor kærlighed.
Gennem tre generationers kvinder med rod i Marokko opleves de uundgåelige generationskonflikter og kultursammenstød, når de yngre generationer møder danske jævnaldrende.
En søndag morgen, hvor alt tilsyneladende ånder idyl i den lille familie, bliver skelsættende for alle i familien og ændrer deres liv for altid. Miriam, den 13-årige datter fra moderens første ægteskab, insisterer på at blive tvangsanbragt uden for hjemmet, hun har selvskadende adfærd og antyder seksuelle overgreb.
Og så kører maskineriet. Myndighederne anbringer hende til observation på en døgninstitution og indkalder moderen, Nadia, til en samtale. Denne er selvfølgelig lamslået, såret, vred, skamfuld, forvirret og har alle mulige følelser.
Den tredje kvinde er Miriams mormor, Nadias mor, der i 1970’erne blev familiesammenført med sin marokkanske mand, der var gæstearbejder i Danmark. Som så mange andre i hendes situation er hun analfabet, taler dårligt dansk, har aldrig været på arbejdsmarkedet – de skulle blot spare op og som velhavende vende tilbage til landsbyen i bjergene. Det gør de også, men kun på ferie. På en af disse ferier sørger de for at få den 17-årige Nadia gift, inden hun fik for mange vestlige ideer. For moderen, der nu er blevet enke, lever stadig efter de hjemlige traditioner. Hun er selvfølgelig totalt uforstående over for Miriams tvangsfjernelse og bebrejder Nadia.
Selv om bogen fortælles på skift af de tre kvinder, så vi på den måde får hver deres syn på situationen, står Nadia stærkest og er uden tvivl bygget på forfatterens egne oplevelser. Begavet, rebelsk, splittet mellem det trygge hjem hos moderen og ønsket om at blive en selvstændig samfundsborger. Moderen, Mimount, vokser i karakter i bogen, i kærlighedens navn forsøger hun at holde sammen på familien, er såret, når Nadia ikke kommer til familiesammenkomsterne, selv en alvorlig influenza er ingen undskyldning.
Til gengæld står Miriam svagest, at hun pludselig nærmest fra den ene dag til den anden vil anbringes uden for hjemmet, virker påstået, der burde have været konflikter op til den skæbnesvangre søndag. En enkelt episode kan ikke være hele forklaringen.
’I kærlighedens navn’ er velskrevet, selv om den visse stedet virker lidt som en sociologisk rapport, også når man ser bort fra myndighedernes rapporter. Men den giver et godt indblik i en kultur, som vi etniske danskere ikke kender så meget til. Og trods konflikterne i familien holdes den sammen af stor kærlighed.
Kommentarer