Anmeldelse
I et spejl, i en gåde af Jostein Gaarder
Julenat viser englen Ariel sig for den alvorligt syge pige Cecilie, og de to får sig nogle snakke om engle og mennesker, livet og døden, himmelrummet og evigheden ...
Anbefalet af bibliotekar Susanne Vedel Skaaning, Hedensted Bibliotek
Jeg er en stor fan af Jostein Gaarders skrivestil, og de temaer, han behandler. Jeg har efterhånden læst de fleste af hans bøger, og jeg bliver aldrig skuffet. Denne bog er ingen undtagelse.
Handlingen tager sin begyndelse juleaften. Vi er i Norge hos familien Skotbu, hvor alt er næsten som det plejer med alt, hvad julen indebærer i form af julebag, juletræ og kirkegang. En undtagelse er dog, at pigen Cecilie, der er historiens hovedperson, p.g.a. alvorlig sygdom er bundet til sin seng og må nøjes med at følge med i det hele derfra. Vi får ikke at vide, hvad hun fejler, men fornemmer igennem handlingen, at hun er døende. Hendes mor forklarer f.eks. sine tårer med, at hun lige har skåret løg.
Natten til juledag vågner Cecilie med et sæt, og her møder hun englen Ariel, der sidder og våger over hende. Ariel har været til siden tidernes morgen, han ved meget om mennesker, men han ved ikke, hvordan det er at være menneske. Cecilie ved ikke meget, hvis overhovedet noget, om engle.
Derfor prøver de gennem deres samtale at få indsigt i hinanden. Det er dog lettere sagt end gjort. Prøv at forklare en engel, hvordan en snebold føles eller et stykke marcipan smager, når en engel ingen sanser har! Eller er det måske ikke svært at forstå for mennesker, at en engel kan gå igennem døre, fordi døre er som luft for dem?
Der bliver stillet mange spørgsmål, og der er ikke mange svar, men bogen giver meget at tænke over. Det er en rørende, men absolut ikke sentimental historie. Kan man lide Den lille prins af Saint Exupéry, vil man også kunne lide denne historie, men den kan anbefales til alle, fra ca.14 år og op, der kan lide at tænke over livet og døden.
Oversat fra norsk af Asger Schnack efter 'I et speil, i en gåte'. Høst, 2002. 134 sider
Julenat viser englen Ariel sig for den alvorligt syge pige Cecilie, og de to får sig nogle snakke om engle og mennesker, livet og døden, himmelrummet og evigheden ...
Anbefalet af bibliotekar Susanne Vedel Skaaning, Hedensted Bibliotek
Jeg er en stor fan af Jostein Gaarders skrivestil, og de temaer, han behandler. Jeg har efterhånden læst de fleste af hans bøger, og jeg bliver aldrig skuffet. Denne bog er ingen undtagelse.
Handlingen tager sin begyndelse juleaften. Vi er i Norge hos familien Skotbu, hvor alt er næsten som det plejer med alt, hvad julen indebærer i form af julebag, juletræ og kirkegang. En undtagelse er dog, at pigen Cecilie, der er historiens hovedperson, p.g.a. alvorlig sygdom er bundet til sin seng og må nøjes med at følge med i det hele derfra. Vi får ikke at vide, hvad hun fejler, men fornemmer igennem handlingen, at hun er døende. Hendes mor forklarer f.eks. sine tårer med, at hun lige har skåret løg.
Natten til juledag vågner Cecilie med et sæt, og her møder hun englen Ariel, der sidder og våger over hende. Ariel har været til siden tidernes morgen, han ved meget om mennesker, men han ved ikke, hvordan det er at være menneske. Cecilie ved ikke meget, hvis overhovedet noget, om engle.
Derfor prøver de gennem deres samtale at få indsigt i hinanden. Det er dog lettere sagt end gjort. Prøv at forklare en engel, hvordan en snebold føles eller et stykke marcipan smager, når en engel ingen sanser har! Eller er det måske ikke svært at forstå for mennesker, at en engel kan gå igennem døre, fordi døre er som luft for dem?
Der bliver stillet mange spørgsmål, og der er ikke mange svar, men bogen giver meget at tænke over. Det er en rørende, men absolut ikke sentimental historie. Kan man lide Den lille prins af Saint Exupéry, vil man også kunne lide denne historie, men den kan anbefales til alle, fra ca.14 år og op, der kan lide at tænke over livet og døden.
Oversat fra norsk af Asger Schnack efter 'I et speil, i en gåte'. Høst, 2002. 134 sider
Kommentarer