Anmeldelse
I det hvileløse
Stærk og sanselig debutroman om livet i 20’erne, psykisk sygdom og forelskelser – og om et rørende forhold til en traumeramt far.
’I det hvileløse’ er en fortælling om ikke at høre til, om at falde ud af det almindelige liv og eksistere i fragmenter. Den unge jeg-fortæller lider af depression og psykoser, der maser sig ind i hendes hverdag, og mens alle andre suser afsted på job og studie, er hun i perioder fanget i sengen. Det betyder dog ikke, at hele hendes liv består af sygdom. I andre perioder er hun forelsket, drikker øl på bodegaen med veninderne og lander en prestigefyldt praktikplads på Politiken. Hun kan ikke reduceres til én af de syge eller én af de normale; på samme tid er hun både stærk og skrøbelig, sjov og deprimeret, rastløs og lammet. Romanen skildrer på velskrevet og nuanceret vis et liv med traumer og psykisk sygdom, som både indeholder forfærdende og smukke øjeblikke.
I glimt får vi indblik i en barndom med en traumeramt far, der er flygtet fra Chile og aldrig rigtig kommer til at høre hjemme i Danmark. Faderens ensomhed går i arv til fortælleren i både psykisk og fysisk forstand, da hun med sit mørke hår og lyse hud hverken hører til blandt de ”rigtige” danskere eller de ”rigtige” indvandrere.
Faderens smerte er hjerteskærende, og romanen viser, hvordan traumer som hans ikke kan undgå at forme et barn. Da hun som barn sniger sig ind på den ellers rolige og stilfærdige far og forskrækker ham ved at sigte på ham med en legetøjspistol, råber han for første gang af hende, at pistoler ikke er legetøj: ”Hans hænder rystede, undskyld, sagde han, undskyld. Jeg blev så forskrækket, jeg sagde ingenting, smed bare pistolen i skraldespanden og glemte ikke det blik”.
Romanens form og tematikker hænger smukt sammen, for den er skrevet som en række sansende fragmenter og ikke som et sammenhængende plot. Det er ikke en historie om at gennemleve og komme ud på den anden side af psykisk sygdom, for hun ser sygdommen som en del af hende, ligesom hendes veninder, studie og skiftende forelskelser også er. Romanens klare styrke er, hvordan den skriver verden så nærværende frem, at vi virkelig mærker den gennem fortællerens krop, når hun gennemlever psykoser i sengen eller forsøger at komme i kontakt med verden igen:
”Jeg fanger regndråber med mine øjenvipper. Jeg forsøger at lade være med at blinke. En dråbe glider ned over mit øje, og jeg kigger mod havnen. Ser den, som kiggede jeg med åbne øjne under vand. [...] Gaderne er tomme. Et glas knuses langt væk i retningen af Eiffel Bar. En pose slæbes hen over gade af vinden. Jeg strækker tungen ud for at gribe dråberne, når de falder, for at optage lidt af noget, der findes uden for mig selv. For at blive en del af noget igen.”
’I det hvileløse’ er Sidsel Ana Weldens debutroman, og det er en glimrende debut.
Stærk og sanselig debutroman om livet i 20’erne, psykisk sygdom og forelskelser – og om et rørende forhold til en traumeramt far.
’I det hvileløse’ er en fortælling om ikke at høre til, om at falde ud af det almindelige liv og eksistere i fragmenter. Den unge jeg-fortæller lider af depression og psykoser, der maser sig ind i hendes hverdag, og mens alle andre suser afsted på job og studie, er hun i perioder fanget i sengen. Det betyder dog ikke, at hele hendes liv består af sygdom. I andre perioder er hun forelsket, drikker øl på bodegaen med veninderne og lander en prestigefyldt praktikplads på Politiken. Hun kan ikke reduceres til én af de syge eller én af de normale; på samme tid er hun både stærk og skrøbelig, sjov og deprimeret, rastløs og lammet. Romanen skildrer på velskrevet og nuanceret vis et liv med traumer og psykisk sygdom, som både indeholder forfærdende og smukke øjeblikke.
I glimt får vi indblik i en barndom med en traumeramt far, der er flygtet fra Chile og aldrig rigtig kommer til at høre hjemme i Danmark. Faderens ensomhed går i arv til fortælleren i både psykisk og fysisk forstand, da hun med sit mørke hår og lyse hud hverken hører til blandt de ”rigtige” danskere eller de ”rigtige” indvandrere.
Faderens smerte er hjerteskærende, og romanen viser, hvordan traumer som hans ikke kan undgå at forme et barn. Da hun som barn sniger sig ind på den ellers rolige og stilfærdige far og forskrækker ham ved at sigte på ham med en legetøjspistol, råber han for første gang af hende, at pistoler ikke er legetøj: ”Hans hænder rystede, undskyld, sagde han, undskyld. Jeg blev så forskrækket, jeg sagde ingenting, smed bare pistolen i skraldespanden og glemte ikke det blik”.
Romanens form og tematikker hænger smukt sammen, for den er skrevet som en række sansende fragmenter og ikke som et sammenhængende plot. Det er ikke en historie om at gennemleve og komme ud på den anden side af psykisk sygdom, for hun ser sygdommen som en del af hende, ligesom hendes veninder, studie og skiftende forelskelser også er. Romanens klare styrke er, hvordan den skriver verden så nærværende frem, at vi virkelig mærker den gennem fortællerens krop, når hun gennemlever psykoser i sengen eller forsøger at komme i kontakt med verden igen:
”Jeg fanger regndråber med mine øjenvipper. Jeg forsøger at lade være med at blinke. En dråbe glider ned over mit øje, og jeg kigger mod havnen. Ser den, som kiggede jeg med åbne øjne under vand. [...] Gaderne er tomme. Et glas knuses langt væk i retningen af Eiffel Bar. En pose slæbes hen over gade af vinden. Jeg strækker tungen ud for at gribe dråberne, når de falder, for at optage lidt af noget, der findes uden for mig selv. For at blive en del af noget igen.”
’I det hvileløse’ er Sidsel Ana Weldens debutroman, og det er en glimrende debut.
Kommentarer