Anmeldelse
Hustruen af Meg Wolitzer
Det er chicklit for en mere moden læserskare, når Meg Wolitzer sætter et skarpt og underholdende lys på hustruens understøttende rolle i forbindelse med sin mands karriere.
Ægteparret Joan og Joe Castleman er på vej til Helsinki i Finland, hvor Joe skal modtage en fornem international litteraturpris for sit mangeårige forfatterskab. I flyvemaskinen genkalder den 64-årige Joan sit liv og sit ægteskab, og hun beslutter sig for, til trods for at det har været et liv på første klasse, at gøre det forbi. Hun har fået nok af at være den understøttende hustru, der nænsomt og omsorgsfuldt gennem hele livet har sat sin mand i centrum.
Joan og Joe mødte hinanden i 1956. Hun var en ung, usikker studerende, der var god til at skrive, og han var en selvsikker litteraturlærer, jøden fra Brooklyn, der jagtede smukke kvinder, og hun bed på krogen. De blev gift og fik tre børn. I begyndelsen arbejdede hun i forlagsbranchen, men efterhånden som Joes karriere som anerkendt forfatter tog til, blev hun hjemmegående.
Fik hun det liv, hun troede, hun ønskede? Hvorfor valgte hun, som hun gjorde? Spørgsmålene hober sig op, og vi får i løbet af flyveturen fra USA til Helsinki et ikke særligt flatterende billede af det ægteskabelige samliv. Med sarkasme og ironi genkalder hun i scene efter scene Joes adfærd som elsker, mand, far og ambitiøs forfatter i familien, blandt vennerne, blandt kollegerne og i mediebilledet.
Han er en alfahan, et stort ego, selvfed og selviscenesættende. Som hustru kender hun alle hans sider, og vi får kendskab til de mest intime detaljer. Joans selvransagelse er bitter, og børnene er blevet spundet ind i det hele. Men desværre træder personerne i bogen ikke rigtig i karakter, måske er det sarkasmen og ironien, der gør det. Men trods det er det alligevel underholdende og morsomt.
Det mest interessante i romanen er det blik, der skinner på rollen som hustru, og hvor svært det kan være at sige fra som årene går, fordi det ene (forkerte) valg tager det andet. Ægteskabet her bevæger sig fra at være et fælles projekt til at blive mandens individuelle projekt på grund af hans karriere. Selv om det er et aldrende ægtepar, det handler om, er jeg sikker på at mange yngre læsere også vil kunne genkende mønstrene. Der er et hint til de litterære miljøer, hvor konkurrencen om anerkendelsen og opmærksomheden er stor, for også her er mænd bedre til at performe sig selv. Siri Hustvedt har skrevet mere akademisk om kvinders usynlige rolle i kunstverdenen i ’Den flammende verden’. Fay Weldons romaner rummer også både vid og humor om lignende temaer.
Romanen har en særdeles overraskende slutning, der ikke skal røbes her, og den gør, at man er fanget fra først til sidst. En filmatisering er undervejs med Glen Close i hovedrollen. ’Hustruen’ udkom på engelsk i 2003. Det er Meg Wolitzers første bog på dansk, og hun har flere velanmeldte romaner bag sig.
Originally published by Anny Skov Madsen, Litteratursiden.
Det er chicklit for en mere moden læserskare, når Meg Wolitzer sætter et skarpt og underholdende lys på hustruens understøttende rolle i forbindelse med sin mands karriere.
Ægteparret Joan og Joe Castleman er på vej til Helsinki i Finland, hvor Joe skal modtage en fornem international litteraturpris for sit mangeårige forfatterskab. I flyvemaskinen genkalder den 64-årige Joan sit liv og sit ægteskab, og hun beslutter sig for, til trods for at det har været et liv på første klasse, at gøre det forbi. Hun har fået nok af at være den understøttende hustru, der nænsomt og omsorgsfuldt gennem hele livet har sat sin mand i centrum.
Joan og Joe mødte hinanden i 1956. Hun var en ung, usikker studerende, der var god til at skrive, og han var en selvsikker litteraturlærer, jøden fra Brooklyn, der jagtede smukke kvinder, og hun bed på krogen. De blev gift og fik tre børn. I begyndelsen arbejdede hun i forlagsbranchen, men efterhånden som Joes karriere som anerkendt forfatter tog til, blev hun hjemmegående.
Fik hun det liv, hun troede, hun ønskede? Hvorfor valgte hun, som hun gjorde? Spørgsmålene hober sig op, og vi får i løbet af flyveturen fra USA til Helsinki et ikke særligt flatterende billede af det ægteskabelige samliv. Med sarkasme og ironi genkalder hun i scene efter scene Joes adfærd som elsker, mand, far og ambitiøs forfatter i familien, blandt vennerne, blandt kollegerne og i mediebilledet.
Han er en alfahan, et stort ego, selvfed og selviscenesættende. Som hustru kender hun alle hans sider, og vi får kendskab til de mest intime detaljer. Joans selvransagelse er bitter, og børnene er blevet spundet ind i det hele. Men desværre træder personerne i bogen ikke rigtig i karakter, måske er det sarkasmen og ironien, der gør det. Men trods det er det alligevel underholdende og morsomt.
Det mest interessante i romanen er det blik, der skinner på rollen som hustru, og hvor svært det kan være at sige fra som årene går, fordi det ene (forkerte) valg tager det andet. Ægteskabet her bevæger sig fra at være et fælles projekt til at blive mandens individuelle projekt på grund af hans karriere. Selv om det er et aldrende ægtepar, det handler om, er jeg sikker på at mange yngre læsere også vil kunne genkende mønstrene. Der er et hint til de litterære miljøer, hvor konkurrencen om anerkendelsen og opmærksomheden er stor, for også her er mænd bedre til at performe sig selv. Siri Hustvedt har skrevet mere akademisk om kvinders usynlige rolle i kunstverdenen i ’Den flammende verden’. Fay Weldons romaner rummer også både vid og humor om lignende temaer.
Romanen har en særdeles overraskende slutning, der ikke skal røbes her, og den gør, at man er fanget fra først til sidst. En filmatisering er undervejs med Glen Close i hovedrollen. ’Hustruen’ udkom på engelsk i 2003. Det er Meg Wolitzers første bog på dansk, og hun har flere velanmeldte romaner bag sig.
Originally published by Anny Skov Madsen, Litteratursiden.
Kommentarer