Mit forhold til dyr har ændret sig, før var jeg nærmest ligeglad, nu bryder jeg mig langsomt om hunde.
Jeg blev fascineret af titlen på debutanten Ea Jeppesens lille roman. Det er ikke en titel man glemmer igen og jeg synes lige i skal have passagen hvor den indgår:
”Min mor vidste ikke noget om børnepasning da hun fik min søster, og var tit bange for at hun var syg. Men hun var et sundt barn.
Senere hen fik min søster uren hud. Hudorme. Værst omkring næsen, længere ude på kinderne bare mere en slags huller.
Her på det seneste er hun nærmest skrumpet. Det er som om hendes hoved er blevet mindre, som om sleve kraniet er skrumpet. Også andre af knoglerne i hendes krop, skulderknoglerne, lægge og lår.
Jeg er heller ikke den samme længere. Mit forhold til dyr har ændret sig, før var jeg nærmest ligeglad, nu bryder jeg mig langsomt om hunde.”
Romanen er velskrevet kortprosa, hvert kapitel er som en novelle - en hel lille verden for sig, der dog hænger sammen. Der er en lethed over teksten, som gør at den føles nærmest lyrisk.
Romanen handler om en ung, usikker, søgende kvinde, der fortæller om sit liv og sin hverdag. Hun har en kæreste der ikke vil høre om hendes barndom, men mere går op i ost på tilbud og det praktiske i at kunne slå togplaner op på internettet. Det er godt med en lille smule humor i bogen, der ellers er ret hård læsning, for det er en forvirret hovedperson der smutter ud og ind af sig selv og ikke har styr på særlig meget. Det er som om hun lader sig føre af omstændigheder og uden egen vilje.
Det er en lille bog Ea Jeppesen har skrevet, men den er ikke hurtigt læst. Teksten åbner sig mest, hvis du giver dig tid.
En fin lille bog, der sikkert vil kunne analyseres i stumper og stykker, men efterlader mig med tanken, at det er svært at være ung.
Håber næste gang at forfatteren vil forkorte afstanden til sin hovedperson, så kan det blive rigtig godt!
Kommentarer