Anmeldelse
Hrabals bog af Péter Esterházy
Gennem en ungarsk forfatters gravide hustru fortælles om processen at skabe en bog - om en tjekkisk forfatter: Hrabal. Som bipersoner udsendes to engle, der overvåger tilblivelsen af bogen.
Handlingen i denne bog er ikke sådan lige at genfortælle. Der er kvinden, Anna, som synger blues og er mor til tre, snart fire. Men hun ønsker en abort. Hendes mand er forfatteren, som skal skrive et festskrift til den tjekkiske forfatter Bohumil Hrabal, som fylder 75. Men han lider af skriveblokering. Dem møder vi i kapitel 1, som har navnet Troskabens kapitel.
I kapitel 2: Utroskabens kapitel sættes fokus på Annas overvejelser om sig selv og sin tilstand, om sit lands tilstand (særligt om Stalintiden i 1950’erne), om sin familie og ægteskab. Hun er selv som besat af Hrabal, så hendes tanker henvendes til Hrabal, som bliver hendes fortrolige. Kapitlet er både om hverdagsagtige problemer, men er også et farvel til årene med kommunistisk styre i Øst-Europa.
Gud optræder også i romanen. Særlig i kapitel 3. Han sender to engle, forklædt som hemmeligt politi og anbragt i en LADA, til at skygge huset og vogte over Anna for at forhindre hende i at abortere barnet. Disse engle taler med Gud i walkie-talkie i et sprog, som er en skønsom blanding af himmelsk og by-slang. Gud instruerer englene, tænker filosofisk og skændes med sin rappenskralde af en mor.
Og mod slutningen tager Gud saxofon-lektioner hos Charlie Parker i himlen og spiller for Anna i et forsøg på at få den bluesglade Anna til at beholde barnet. Men desværre er Gud tonedøv ..... så?
Det lyder fantasifuldt, men ganske tilforladeligt, det ovenstående, men bogen er ikke let at gå til. Den er kompleks, og samtidig meget fascinerende, springer hid og did, ind imellem glider man over i en næsten rablende stream-of-consciousness fornemmelse.
Den henvender sig ikke til jer, der er til spændende plots eller bare til plots, men til jer, der kan lide forfattere, der på surrealistisk vis eksperimenterer med tone og perspektiv og leger og manipulerer så behændigt med sproget, at historien bliver selve sproget. Bogen er også fuld af veloplagte, opfindsomme påhit og dejlig humor - og så er det i høj grad en bog om teologi, litteratur og det at tænke og skrive.
Romanen er vel også at betragte som en hyldest til den store storyteller Hrabal (på dansk bl.a.: ”Jeg har serveret for den engelske konge”), men må siges at være næsten så langt fra sin ”hovedperson”, sprogligt og indholdsmæssigt, som tænkes kan. Og her er måske også et eller andet at spekulere over?
Jeg må indrømme, jeg var vild med at læse Esterhazys bog; jeg forstod ikke hver en tanke og sammenhæng, men følte hvert minut af læsningen som en stor litterær og original oplevelse!
Og så er englene i bogen ret sjove!!
Gennem en ungarsk forfatters gravide hustru fortælles om processen at skabe en bog - om en tjekkisk forfatter: Hrabal. Som bipersoner udsendes to engle, der overvåger tilblivelsen af bogen.
Handlingen i denne bog er ikke sådan lige at genfortælle. Der er kvinden, Anna, som synger blues og er mor til tre, snart fire. Men hun ønsker en abort. Hendes mand er forfatteren, som skal skrive et festskrift til den tjekkiske forfatter Bohumil Hrabal, som fylder 75. Men han lider af skriveblokering. Dem møder vi i kapitel 1, som har navnet Troskabens kapitel.
I kapitel 2: Utroskabens kapitel sættes fokus på Annas overvejelser om sig selv og sin tilstand, om sit lands tilstand (særligt om Stalintiden i 1950’erne), om sin familie og ægteskab. Hun er selv som besat af Hrabal, så hendes tanker henvendes til Hrabal, som bliver hendes fortrolige. Kapitlet er både om hverdagsagtige problemer, men er også et farvel til årene med kommunistisk styre i Øst-Europa.
Gud optræder også i romanen. Særlig i kapitel 3. Han sender to engle, forklædt som hemmeligt politi og anbragt i en LADA, til at skygge huset og vogte over Anna for at forhindre hende i at abortere barnet. Disse engle taler med Gud i walkie-talkie i et sprog, som er en skønsom blanding af himmelsk og by-slang. Gud instruerer englene, tænker filosofisk og skændes med sin rappenskralde af en mor.
Og mod slutningen tager Gud saxofon-lektioner hos Charlie Parker i himlen og spiller for Anna i et forsøg på at få den bluesglade Anna til at beholde barnet. Men desværre er Gud tonedøv ..... så?
Det lyder fantasifuldt, men ganske tilforladeligt, det ovenstående, men bogen er ikke let at gå til. Den er kompleks, og samtidig meget fascinerende, springer hid og did, ind imellem glider man over i en næsten rablende stream-of-consciousness fornemmelse.
Den henvender sig ikke til jer, der er til spændende plots eller bare til plots, men til jer, der kan lide forfattere, der på surrealistisk vis eksperimenterer med tone og perspektiv og leger og manipulerer så behændigt med sproget, at historien bliver selve sproget. Bogen er også fuld af veloplagte, opfindsomme påhit og dejlig humor - og så er det i høj grad en bog om teologi, litteratur og det at tænke og skrive.
Romanen er vel også at betragte som en hyldest til den store storyteller Hrabal (på dansk bl.a.: ”Jeg har serveret for den engelske konge”), men må siges at være næsten så langt fra sin ”hovedperson”, sprogligt og indholdsmæssigt, som tænkes kan. Og her er måske også et eller andet at spekulere over?
Jeg må indrømme, jeg var vild med at læse Esterhazys bog; jeg forstod ikke hver en tanke og sammenhæng, men følte hvert minut af læsningen som en stor litterær og original oplevelse!
Og så er englene i bogen ret sjove!!
Kommentarer