Holde masken kan man ikke; det er så sjovt, og brændet flyver om ørerne på en i denne ærlige mailkorrespondance ... om emner, som de to herrer enten virkelig kan blive rygende uenige eller vidunderligt enige om.
Humoristisk, men også ærlig mailkorrespondance mellem de to underholdende herrer Michael Jeppesen, bagsideskribent på Ekstra Bladet, og Anders Lund Madsen, entertainer og tidligere bagsideskribent på Ekstra Bladet. Korrespondancen foregår over knap 4 måneder og handler om så forskellige emner som penge, piger, kendte, kunst, misundelse og Gud.
Mine forventninger til denne bog var høje; jeg er en stor fan af Anders Lund Madsen, og
jeg var overbevist om, at han og Michael Jeppesen sammen ville kunne lave en bog, som var både eftertænksom, lærerig og morsom.
I bogens første tredjedel lærer Madsen og Jeppesen hinanden at kende gennem nogle utroligt gode mails, hvor de begge fortæller ærligt og dybt omkring alt fra kærlighed, kunst, religion, døden og danskernes hang til materialisme. Selvom man som læser ved, at denne korrespondance meget bevidst er skrevet med henblik på, at andre også skal læse den, er man alligevel gennem læsningen pirret af en følelse af at gøre noget forbudt ved at læse andres breve. Det er ironisk, at man som læser sidder og snager i disse to kendtes hemmeligheder samtidig med, at man griner af danskernes hang til at leve livet gennem reality-shows med kendte i tv!
Efter at Madsen og Jeppesen har brugt den første del på at lære hinanden at kende, ændrer korrespondancen karakter: nu vil de påvirke og opdrage hinanden. Den ene vil ha’ den anden til at se, at han har ret og omvendt; f.eks. afslutter Madsen konsekvent sine mails med sætningen: ”og se så at få nogle børn med Stina.” Hvorimod Jeppesen ironiserer over ægtepar, der efter 20 år ikke har mere at sige hinanden.
Tonen har ændret sig mærkbart og kommer til at minde en del om et regulært skænderi. Det bliver i stedet for et tæt venskab nu til et åbenlyst fjendskab, hvor afsløringer og beskyldninger kommer til at præge mails’ene. Og dette er vel også ment som en joke: at det er komisk at tro, at et venskab kan bygge på e-mails?
Så derfor afsluttes bogen med et uvenskab, som sikkert er nøjagtigt lige så konstrueret, som handlingen i al anden fiktion er; vi fik alligevel ikke virkeligheden. Men uvirkeligheden har bestemt ikke været kedelig!
Kommentarer