Anmeldelse
Hør lige her
Humoristisk og tankevækkende roman om køn, identitet og splittelsen mellem to kulturer.
Mahmoud er 15 år og bor med sin pakistanske familie i Oslo eller nærmere bestemt i et område fyldt med med andre indvandrerfamilier med rødder rundt omkring i hele verden. Han overvejer ofte at skifte navn til Jørn eller Bjørn, for alt ville være nemmere, hvis han var en del af en hvid, norsk familie.
Mahmouds far kører taxa og følger ikke meget med i sine børns liv. Hans mor gør rent på universitetet, hvor, håber hun, Mahmoud engang skal gå. Hun sladrer med de andre familier i området og sørger for opdragelsen af Mahmoud og hans 10-årige lillebror, Ali. Sandalerne sidder løst på hende, de bruges nemlig når opdragelsen efter hendes mening skal bankes ind.
Handlingen forløber over et par måneder, hvor Mahmouds farbror kommer på besøg fra Pakistan og får et kulturchok. Samme sommer finder Mahmoud ud af, at Ali interesserer sig for morens smykker og Elsa fra Disney-filmen 'Frost'; ikke for at kunne imponere pigerne i skolen, men fordi hun i virkeligheden er en pige, og hun har brug for Mahmouds hjælp til at få familien til at forstå det.
Mahmoud er fortælleren, som henvender sig til læseren, kaldet bro, men denne bro er enhver, som vil lytte til hans historie, ikke en specifik ven eller ‘bror’.
‘...efterhånden som vi blev større, så vi os omkring og blev forvirrede (...). Jeg føler mig alt for tit som gæst her i landet, for det hører man i medierne hver eneste dag. Og meget af det er hadefuldt og slet ikke rart at læse. Det gør mig utryg. Når man ikke ligner flertallet i det land, man bor i, føler man sig som en gæst, bro! Som om livet her kun er til låns.’
Mahmoud prøver at lære Ali om, at man skal være tilfreds med, hvem man er, men han udfordres selv på sin rummelighed, da det viser sig, at Ali er en pige og ikke den bror, Mahmoud troede.
Romanen er ind imellem tåkrummende sjov, og jeg må indrømme, at jeg et par gange grinede højt, men skammede mig også lidt over det, for man kan da ikke grine af en mor, der banker sine børn med sandaler eller en storebror, som ville ønske, at hans transkønnede lillesøster kunne blive i skabet, fordi hun gør hans liv besværligt. Bogen beskriver splittelsen mellem to kulturer med humor; Mahmouds familie lever op til masser af fordomme om det muslimske miljø, og Mahmoud føler sig selv som en kliche. Nordmændene beskrives omvendt mindst lige så skarptskåret rosenrødt, der er ingen grænser for det skandinaviske frisind, når det altså ikke kommer til muslimer. Måske er Mahmouds fordomme om sin egen familie ikke helt berettiget?
Romanen er en rørende fortælling om familiesammenhold og ønsket om at høre til som den, man virkelig er, og den anbefales til unge og voksne fra 13 år.
Humoristisk og tankevækkende roman om køn, identitet og splittelsen mellem to kulturer.
Mahmoud er 15 år og bor med sin pakistanske familie i Oslo eller nærmere bestemt i et område fyldt med med andre indvandrerfamilier med rødder rundt omkring i hele verden. Han overvejer ofte at skifte navn til Jørn eller Bjørn, for alt ville være nemmere, hvis han var en del af en hvid, norsk familie.
Mahmouds far kører taxa og følger ikke meget med i sine børns liv. Hans mor gør rent på universitetet, hvor, håber hun, Mahmoud engang skal gå. Hun sladrer med de andre familier i området og sørger for opdragelsen af Mahmoud og hans 10-årige lillebror, Ali. Sandalerne sidder løst på hende, de bruges nemlig når opdragelsen efter hendes mening skal bankes ind.
Handlingen forløber over et par måneder, hvor Mahmouds farbror kommer på besøg fra Pakistan og får et kulturchok. Samme sommer finder Mahmoud ud af, at Ali interesserer sig for morens smykker og Elsa fra Disney-filmen 'Frost'; ikke for at kunne imponere pigerne i skolen, men fordi hun i virkeligheden er en pige, og hun har brug for Mahmouds hjælp til at få familien til at forstå det.
Mahmoud er fortælleren, som henvender sig til læseren, kaldet bro, men denne bro er enhver, som vil lytte til hans historie, ikke en specifik ven eller ‘bror’.
‘...efterhånden som vi blev større, så vi os omkring og blev forvirrede (...). Jeg føler mig alt for tit som gæst her i landet, for det hører man i medierne hver eneste dag. Og meget af det er hadefuldt og slet ikke rart at læse. Det gør mig utryg. Når man ikke ligner flertallet i det land, man bor i, føler man sig som en gæst, bro! Som om livet her kun er til låns.’
Mahmoud prøver at lære Ali om, at man skal være tilfreds med, hvem man er, men han udfordres selv på sin rummelighed, da det viser sig, at Ali er en pige og ikke den bror, Mahmoud troede.
Romanen er ind imellem tåkrummende sjov, og jeg må indrømme, at jeg et par gange grinede højt, men skammede mig også lidt over det, for man kan da ikke grine af en mor, der banker sine børn med sandaler eller en storebror, som ville ønske, at hans transkønnede lillesøster kunne blive i skabet, fordi hun gør hans liv besværligt. Bogen beskriver splittelsen mellem to kulturer med humor; Mahmouds familie lever op til masser af fordomme om det muslimske miljø, og Mahmoud føler sig selv som en kliche. Nordmændene beskrives omvendt mindst lige så skarptskåret rosenrødt, der er ingen grænser for det skandinaviske frisind, når det altså ikke kommer til muslimer. Måske er Mahmouds fordomme om sin egen familie ikke helt berettiget?
Romanen er en rørende fortælling om familiesammenhold og ønsket om at høre til som den, man virkelig er, og den anbefales til unge og voksne fra 13 år.
Kommentarer