Realisme og samfundskritik efter svensk forbillede. Budskabet er sympatisk, men historien efterlader ikke meget til læserens forestillingsevne.
I Kildeparken i Aalborg holder de hjemløse til. En af dem bliver bortført og senere fundet dræbt foran Limfjordshotellet. Bortførelsen overværes af Anders, en krigsveteran der selv begynder at efterforske sagen. I sin søgen efter svar finder Anders en ung kvinde, der er blevet myrdet og voldtaget, og han må gemme sig for politiet. Rigspolitiets Drabstaskforce bliver sat på sagen, og Kristian Swane og hans team lander i Aalborg. Ud over selve sagen med de hjemløse, bliver teamet også involveret i et VIP-besøg fra EU, der løber af stablen i netop det område, hvor de hjemløse holder til.
Selve plottet er godt tænkt, og det er både realistisk og spændende. For en nordjyde er det dejligt, at handlingen foregår i Aalborg, og jeg er vild med forfatterens betragtninger om byen. For eksempel undrer Swane sig over, at man har fået lov til at bygge en grim betonklods af et sygehus midt i det gamle kvarter i Aalborg.
Jakob Knudsen har et budskab, der skinner tydeligt igennem. Han vil have os til at se de hjemløse som mennesker med en fortid og en historie. De er ikke bare en flok fulde stakler, som vi enten ignorerer eller giver en 20’er for ’HUS FORBI’ for at lette lidt på samvittigheden. Det budskab har jeg sympati for. I det hele taget rummer romanen interessante emner og personer. Det gælder både hjemløse, politifolk, militærfolk, erhvervsdrivende og kommunale embedsmænd. Der hvor det halter for mig at se er ved opdagernes og særligt Swanes moralske fordømmelse af mange af bogens personer. Nogen af dem nuanceres lidt, men andre forbliver karikerede udgaver af teknokrater eller højreorienterede tåber. En anden anke er, at der ind imellem kommer lidt for mange filosofiske betragtninger. Det fornægter sig desuden ikke, at Knudsen er underviser. Mange sætninger og beskrivelser er unødvendige og efterlader mig med en irritation over, at jeg ikke selv kan få lov til at skabe billeder eller formodninger om handlingen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Henning Mankell, da jeg læste ’Hjemløs’, der giver mindelser om svenskerens samfundskritiske betragtninger i for eksempel i ’Hundene i Riga’. Knudsen har også fortalt på Ordkraft, at Mankell er et af hans store forbilleder.
Kommentarer