Velskrevet, lidt langtrukken romandebut om at flygte, elske og hige efter et sted at kalde hjem.
’Hjem’ er en roman om en families flugt, tvivl og frygt. Ordet hjem bliver brugt gennem romanen som et symbol på det sted, man gerne vil hen, det sted, man gerne vil gøre til sit. Men ordet bliver også brugt til at forklare et fravær; mistede rødder, mistet hjemland. Som voksen ser hovedpersonen Aron tilbage på sin barndom og opvækst, hvor familien flygter fra Damaskus i Syrien til Solhaverne, et kommunalt boligbyggeri i en større dansk industriby. Aron møder pigen Bea, der kommer til at betyde meget for ham.
Sara Linderoth Bouchet har et fint blik for detaljerne og beskrivelserne af karaktererne. Miljøet bliver bygget godt op, scenerne bliver sat, og de små spidsfindigheder i de forskellige relationer træder godt og troværdigt frem. Gennem romanen er der en god vekselvirkning mellem beskrivelserne af deres flugt og forskellige situationer i Solhaverne. Linderoth Bouchet formår at beskrive det kolde mørke i flygtningebådene, så læseren mærker desperationen og det frygtelige i situationen.
Romanen giver et fint indblik i det at ankomme til et boligområder, hvor man bor, men hvor det kan være svært at leve; at skabe sig et nyt liv. Fortællingen drejer sig til dels også om selve flugten, måske i virkeligheden mest fra sig selv, da fortællingen i høj grad handler om forholdet, til tider ikke-forholdet, mellem Dea og Aron. Aron vil gerne flygte ind i Dea, mens Dea gerne vil flygte fra verden.
Et af de stærkeste elementer i romanen er faldet – om det er beskrivelserne af faldet fra båden ned i Middelhavet, bombernes fald, faldet i social status eller faldet for en anden person. Det er velskrevet og stilsikkert beskrevet, når Aron for eksempel forestiller sig undervandsbåde i havets mørke. Det er rørende at følge farens kamp for at udleve sine drømme, at se dem blive knust og at opleve, hvordan han kaster sig ind i misbruget som et resultat af ydre omstændigheder. Det er troværdigt og til tider hjerteskærende at følge Arons kamp for et liv med Bea, der her bliver udtrykt fint mellem to forskellige beskrivelser af havet (som stammer fra to forskellige kapitler):
”Vi vidste alle, at man ikke kan tvinge havets strømme til noget, det er selvberoende, retningsløst og upåvirket af bønner. Det sender mennesket i vilkårlige retninger …” og ”Vi gik ned til stranden. Vi endte altid hvor havet begyndte, hvor de fineste sten fandtes. Længe sad vi uden at sige noget.”
Uddragene viser, hvordan Aron betragter havet som flygtning og når han er sammen med Dea. Det er denne modsætning, der hele tiden er til stede i hans karakter og i fortællingen.
Et af de svageste elementer i romanen er fortælleformen. Den bagud skuende, til tider nostalgiske fortæller, der sidder på sikker og vurderende afstand til de forfærdelige, smukke og helt almindelige hverdagsoplevelser, er for tydelig. Det resulterer nogle gange i, at moralerne bliver lige lovlig tunge og udtalte, fordi fortælleren allerede har oplevet det hele og nu sidder på behørig afstand. Desuden er fortælleren meget forklarende, og der er nogen gange for meget fortælling og for lidt handling. En vekselvirkning mellem nutid og den bagud skuende fortæller, kunne måske have givet en mere dynamisk læseoplevelse, hvor læseren fik lov til at opleve familiens kamp for en tilværelse, ikke kun få den fortalt.
En lovende debut, som fremviser et vigtigt og rimelig nuanceret perspektiv på, hvad det vil sige at være flygtning – og ikke mindst hvad det vil sige at ankomme til det sted, man higer efter med alle de udfordringer, der følger.
Kommentarer