Hjem

Finurlig og poetisk roman om at finde sit ståsted og en ny begyndelse midt i livet.

Tyske Judith Hermann er tilbage med sin lille finurlige roman ’Hjem’. Romanen har titlen ’Daheim’ på tysk, som henviser til det tyske begreb Daheim, som beskriver et eventyragtigt sted, hvor man hører hjemme, en slags utopi og entropi for det sted vi mennesker finder hjem til os selv. Og det er lige netop dét, som Judith Hermanns roman kredser om: Hvad er et hjem og hvad er et menneske? Hvor har vi hjemme i denne verden fyldt med sorger og glæder?

I romanen møder vi en unavngivet, kvindelig hovedperson, som for nyligt er blevet skilt fra sin mand efter mange års utraditionelt – ikke ulykkeligt – samliv. Da parrets fælles datter er blevet voksen og flyttet hjemmefra, ser vores hovedperson ikke længere nogen grund til at blive sammen med sin mand, en spøjs samler-type, som har hele sin lejlighed fyldt til renden med diverse genstande, samlerobjekter såvel som ubrugeligt lort.

Kvinden flytter fra storbyen og ud på landet i et gammelt hus, og her begynder hun en ny tilværelse eller fase i livet, om man vil, med at arbejde i en landcafé, som hendes bror ejer, skrive breve til sin eksmand og længes efter datteren, som rejser rundt i verden og sporadisk ringer hende op via dårlige telefonforbindelser. Kvindens liv tager en lille, men tilsyneladende positiv, drejning, da hun møder nabokvinden Mimi, en sprudlende, livsnydende ener, som er opvokset på egnen og ikke er bange for at bade nøgen og ikke mindst invitere sin nye nabo med. Mimi har desuden broren Arild, en tavs svineavler, som langsomt får hovedpersonens øjne op for, at der findes et liv derude til hende efter skilsmissen og datterens løsrivelse.

’Hjem’ er en melankolsk og poetisk bog, en slags meditation over menneskets tilhørsforhold til steder og de personer, man kommer til at kalde for hjem igennem livet. Det er en fin, men ikke opslugende læseoplevelse, og kender man lidt til Hermanns forfatterskab, vil man vide, at hun virkelig er en mester i antydningens kunst. ’Hjem’ er lidt for dvælende i sit tempo til min smag, men den blev alligevel hængende i min bevidsthed et stykke tid efter endt læsning. Måske er det den lidt mystiske, navnløse hovedperson, som spøgte, eller måske den underspillede humor og drømmeagtige verden. Én ting er sikkert: Kan du lide lavmælte og finurlige fortællinger, så er ’Hjem’ lige noget for dig.