Fin og indlevet skildring af tre kvindeskæbner i midten af 1800-tallet.
Midt på gårdspladsen står en lille pige på omkring de 11 år mutters alene. Hun venter på at blive hentet af sin onkel. Hun er ikke længere ønsket på gården, hvor hendes mor netop er død. Sådan behandlede man børn i midten af 1800-tallet...
Det er pigen Caroline, som står der. Hun er uægte barn og født med et meget uheldigt udseende.
Hos moderens søster, hvor hun kommer i pleje, møder hun for første gang ægte varme og venlighed. I beskrivelsen af det fattige hjem er der ikke lagt fingre imellem. Hjemmets lugte, lyde og den til tider bramfri tone giver bogen et meget autentisk præg. Kusinen Julie er jævnaldrende med Caroline, men er hendes diametrale modsætning: Hun er både køn og kvik. Pigerne fordriver tiden sammen, men Julie drømmer om et helt andet liv, og hun vil ikke kendes ved Caroline, når de er sammen med andre - specielt ikke når hun går op til det store nabohus.
Det store hus er gården Bonderup, hvor Johanne og Ludvig Heiberg tilbringer deres sidste sommer sammen. Mens Johanne sidder ved Ludvigs sygeseng passerer hendes liv revy. Gennem hendes tanker og følelser fornemmes, hvor høj en pris hun har måttet betale for berømmelsen på teateret. Bl.a. er ægteskabet til hendes store sorg forblevet barnløst.
Bogen har sin styrke netop i skildringen af de 3 kvindeskæbner, som kun har 'himlen højt, højt oppe' tilfælles. Bogen slutter helt åbent, og vi kan kun gætte på, hvad der sker med Johanne, Julie og Caroline.
Lotte Linck har skrevet en rigtig fin social roman om pige- og kvindeliv i Danmark i midten af 1800-tallet. En roman, som er fyldt med indlevelse og helt blottet for sentimentalitet.
Bogen er let at læse og minder mig om Jette Kjærboes "Albertines fortællinger" og John Nehms trilogi, der starter med "Dagen og Vejen".
Kommentarer