Sternbergs nyttedigte helbreder ikke for alverdens lidelser, men er en fin og til tider rørende læseoplevelse. Et skud lykke til alle, der trænger til det.
Sternberg er en digter, som er svær at indfange. Han skriver ofte i koncepter, nogle gange i enkeltstående digtsamlinger, andre gange over flere som fx med tidspentalogien, som består af ’Stenalderdigte’, ’Depressionsdigte’, ’Guldalderdigte’, ’Tidsrejse-digte’ og ’De sidste dage-digte’. I ’Helbredende digte’ skriver han ifølge forlaget for at gøre nytte og styrke læseren.
Okay, så jeg sætter mig ned og går i gang med at læse, mens jeg håber på at blive helbredt – men for hvad? Det må jeg finde ud af. Mit første indtryk er, at digtene fremstår underfundige. Deres form og indhold er båret af lykke og naivitet krydret med lysende klare billeder: ”himlen er en konvolut / som skyerne rejser i // stenene blev til mit hus // for at jeg kan hvile / mine øjne i mørket”. Stemningen er meditativ og rolig, mens jeg læser det ene digt efter det andet.
’Helbredende digte’ kredser også om at finde sammenhæng og forbundethed, men det måske mørkeste sted i digtsamlingen kommer med denne diagnose af samfundet og vores evne til at fokusere: ”lad os sige det som det er: / forbundetheden er brudt sammen // du har glemt en sætning / så snart du læser den næste”.
Undervejs i min læsning håber jeg på at blive rusket i, men den følelse kommer aldrig. Jeg forventede, at digtene ville bevæge sig forbi sine egne konstateringer og måske bygge en ny verden, eller i hvert fald et nyt syn på verden op, det er måske meget at forlange, men ellers må jeg spørge, hvad er det egentlig digtene vil helbrede?
Sternberg veksler mellem at være eminent og uhyre banal i løbet af ’Helbredende digte’, men jeg mener, at det vigtigste i denne samling er den naive lykke; den følelse kunne jeg ride lidt på efter at have læst samlingen. En følelse, der kan være svær at finde, hvis man fx sidder og betragter den endeløse suppe af dårlige nyheder på TV (ps. tjek verdensbedstenyheder.dk) og ekstreme opslag på de sociale medier.
Til sidst indser jeg, at digtene nok i sin essens konfronterer, hvor svært det kan være, for nogen i hvert fald, at hengive sig til den naive lykkefølelse, at melankolien og sortsynet er blevet en indgroet del af måden at fortolke og være til i verden på. Selvom nogle digte ramte mere rent end andre, anbefaler jeg alle, der trænger til et skud lykke, at læse ’Helbredende digte’.
Kommentarer