Anmeldelse
Heidi af Johanne Spyri
Den smukke og charmerende klassiker om forældreløse Heidi, der skal bo hos sin bedstefar i de schweiziske alper. Han viser sig, at være en gammel sur mand, men heldigvis kan kærlighed forandre alt.
Som 5-årig bliver den forældreløse Heidi sendt op for at bo sammen med sin bedstefar, kaldet Alpeonkel, der bor på et bjerg i de schweiziske alper. Alle folkene i landsbyen i dalen har ondt af hende, for bedstefaren er kendt for at være en gammel vred mand, der helst holder sig for sig selv. Men med Heidis uskyldige begejstring over sine nye seng, den dejlige mælk, bedstefarens to søde geder og ikke mindst den kærlighed, hun har for ham, er det svært for ham at blive ved at være fjendtligt stemt.
Der er meget smukt oppe på bjerget, og bedstefarens hytte er noget så hyggelig. Hun bliver gode venner med Gede-Peter, der hver dag samler alle byens geder og går på fjeldet med dem, så de kan græsse. Bedstefaren og Heidi bliver også hurtigt bedste venner, og livet i Alperne er fantastisk. Men efter nogle år bliver Heidi hentet igen for at skulle bo i Frankfurt og være legekammerat for den lille velhavende pige Klara, der sidder i kørestol. Selvom Heidi er meget glad for familien og særligt Klara, længes hun inderligt efter sin bedstefar og livet på bjerget.
’Heidi’ er skrevet i 1880, og hovedpersonen indeholder alle de ønskelige dyder, som en pige dengang gerne skulle have. Hun er sød, uskyldig og foretrækker til alle tider naturen frem for byens mange fristelser. Når det er sagt, er det en fortryllende historie. Et eventyr om den fattige pige, der forsager en tilværelse i rigdom i byen for at bo i Alperne med sin bedstefar, sine venner, naturen og dyrene. Historien hvor det uskyldige barns ærlige kærlighed og gode fantasi møder et erfaringsramt og skeptisk menneske, der umiddelbart ikke er nemt at charmere, ses også i serien om ’Anne fra Grønnebakken’.
Jeg selv har elsket Heidi, siden min bedstemor læste den for mig for mange år siden. Måske er det fordi, jeg stiftede bekendtskab med den i min tidlige barndom, at jeg får en nærmest magisk fornemmelse, når jeg genser bogen.
Den smukke og charmerende klassiker om forældreløse Heidi, der skal bo hos sin bedstefar i de schweiziske alper. Han viser sig, at være en gammel sur mand, men heldigvis kan kærlighed forandre alt.
Som 5-årig bliver den forældreløse Heidi sendt op for at bo sammen med sin bedstefar, kaldet Alpeonkel, der bor på et bjerg i de schweiziske alper. Alle folkene i landsbyen i dalen har ondt af hende, for bedstefaren er kendt for at være en gammel vred mand, der helst holder sig for sig selv. Men med Heidis uskyldige begejstring over sine nye seng, den dejlige mælk, bedstefarens to søde geder og ikke mindst den kærlighed, hun har for ham, er det svært for ham at blive ved at være fjendtligt stemt.
Der er meget smukt oppe på bjerget, og bedstefarens hytte er noget så hyggelig. Hun bliver gode venner med Gede-Peter, der hver dag samler alle byens geder og går på fjeldet med dem, så de kan græsse. Bedstefaren og Heidi bliver også hurtigt bedste venner, og livet i Alperne er fantastisk. Men efter nogle år bliver Heidi hentet igen for at skulle bo i Frankfurt og være legekammerat for den lille velhavende pige Klara, der sidder i kørestol. Selvom Heidi er meget glad for familien og særligt Klara, længes hun inderligt efter sin bedstefar og livet på bjerget.
’Heidi’ er skrevet i 1880, og hovedpersonen indeholder alle de ønskelige dyder, som en pige dengang gerne skulle have. Hun er sød, uskyldig og foretrækker til alle tider naturen frem for byens mange fristelser. Når det er sagt, er det en fortryllende historie. Et eventyr om den fattige pige, der forsager en tilværelse i rigdom i byen for at bo i Alperne med sin bedstefar, sine venner, naturen og dyrene. Historien hvor det uskyldige barns ærlige kærlighed og gode fantasi møder et erfaringsramt og skeptisk menneske, der umiddelbart ikke er nemt at charmere, ses også i serien om ’Anne fra Grønnebakken’.
Jeg selv har elsket Heidi, siden min bedstemor læste den for mig for mange år siden. Måske er det fordi, jeg stiftede bekendtskab med den i min tidlige barndom, at jeg får en nærmest magisk fornemmelse, når jeg genser bogen.
Kommentarer