I et poetisk og billedrigt sprog indfanger Aakjær et unikt stykke dansk natur, der allerede på hans tid var i stærk tilbagegang.
Jeppe Aakjær er Jyllands digter, og ikke mindst hans hjemegns heder har givet stof til flere af hans digte. Han inviterer læseren med på en sanselig og inspirerende , ja næsten forførende vandring på heden, hvis flora og fauna udfoldes i al deres særegne skønhed, og hvor de legendariske tatere gennem tiden har tilføjet et eventyrligt og dramatisk, ja undertiden uhyggeligt element. Aakjær er forud for sin tid med sit miljøbevidste natursyn og sin kritik af de myndigheder, der driver rovdrift på et uerstatteligt og værdifuldt stykke natur. Bogens illustrationer af den samtidige hedemaler Hans Smidths atmosfærefyldte malerier passer som fod i hose til Aakjærs tekst.
Bogen indledes med Aakjærs stemningsfulde digt om aften på heden. Hans vandring tager udgangspunkt i den smukke købstad Viborg, hvor hedebønderne falbyder deres varer på torvedagene. Derefter tager han læseren med op på Daugbjergdaas, hvorfra man har en storslået udsigt over de vidtstrakte hedeområder, og hvor mosekonens bryg ved daasens fod nok kan give anledning til mange sagn om bjergtagne ungersvende og ungmøer. Derefter fortsætter vor vandringsmand ufortrødent gennem de enorme hedeområder.
Nogle hedestrækninger kan være meget vandfattige, og man føler med den tørstige vandringsmand og glæder sig med ham, da han omsider finder en uforurenet bæk, hvor han kan slukke sin tørst. Aakjær fremmaner stemningen så levende, da vandreren lægger sit hoved til hvile på bredens mos, at læseren næsten selv kan føle det bløde, vederkvægende og kølige mos, der indbyder til drømmerier.
Ikke alt kan udtrykkes poetisk. Heden har en mørk bagside. Hedeselskabet og Dalgas satte for alvor gang i en frugtesløs opdyrkning og ødelæggelse af heden. Spredt ud over heden var der på Aakjærs tid små, urentable hedebrug. De overfladisk set pittoreske små huse, bag hvis små ruder røde pelargonier lyste op, rummede en ufattelig armod, som den socialt bevidste Aakjær har øje for, da han nøgternt beskriver et lægebesøg hos en forslidt hedebonde, hvis familie er syg af underernæring. Her er der intet forsonende romantisk skær.
Bogen slutter i mol. Den engang så vidtstrakte hede er ødelagt af fejlslagne menneskelige bestræbelser på at udnytte den i stedet for at værdsætte dens naturværdier. Trods de godt 100 år virker Aakjærs tekst forbløffende aktuel ved sin insisteren på at bevare naturværdier. Bogen afsluttes med et digt, der er et smukt forsvar for heden.
Kommentarer