Anmeldelse
Gud er det dig der spiller sax? af Morten Seifert
Tolv meget danske noveller befolket af drengerøve, billardhajer, jazzmusikere og postomdelere. Det er både råt og rørende, når mænd er værst – og bedst.
Mange vil sikkert kunne nikke genkendende til den (læse)oplevelse, at der er visse bøger, man er længere tid om at lære at kende og derfor først begynder at sætte rigtig pris på hen imod slutningen. Sådan en oplevelse har jeg netop haft i mødet med ’Gud er det dig der spiller sax?’ af debutant Morten Seifert. Og ved nærmere eftertanke må dén oplevelse jo være at betragte som en større cadeau til værket, end hvis det modsatte var tilfældet. Kan I følge mig?
’Gud er det dig der spiller sax?’ består samlet set af tolv noveller, der alle kredser om tilværelsen som mand – det er meget kort fortalt, forstås. Læg hertil masser af musik, værtshuse, branderter, lidt sex, nederlag og enkelte opture samt venskaber eller manglen på samme. Forholdsvis simpelt, men meget reelt og meget ægte. Jeg tror på hvert et ord, jeg har læst, og kom som sagt til at elske novellerne og deres små plot mere og mere.
Tidsmæssigt strækker novellerne sig fra 1977 til 2013, og de har det til fælles, at det er mænd, som må være født i tresserne, der driver værket, om man så må sige. Selv i det tilfælde (nærmere betegnet novellen ”Hvad veninder taler om”), hvor manden ikke engang optræder konkret, er det ham, der er primus motor og omdrejningspunkt. Yderligere finder alle tolv noveller et stemningsmæssigt fællesskab, idet jeg gentagne gange sad med fornemmelsen af, at der-er-fare-på-færde, uden at jeg helt kunne sætte fingeren på, hvori denne formodede fare bestod. Litterært set virker det ret godt og er med til at binde novellerne sammen.
Læseren vil møde mænd af vekslende kaliber, men der er en lille flok, som går igen – nemlig medlemmerne af bandet Apostles of New Jazz. Som sagt spiller musik og musik-miljøet en stor rolle, og Seifert kender tydeligvis sit stof indefra med alt hvad dertil hører af venskaber, der er funderet i musikken, den næsten overnaturlige oplevelse en vellykket koncert kan give og det meget skrøbelige og sårbare, der finder vej gennem kærligheden til netop musikken.
Min voksende kærlighed til værket kan forklares ved, at jeg i begyndelsen (fejlagtigt, skulle det senere vise sig) fandt novellerne temmelig intetsigende: Ensomme, mavesure mænd og drenge, der opfører sig bøvet, kedede mig faktisk i al deres selvoptagede elendighed. MEN – jeg fandt melodien, for nu at blive i jargonen. For midt i denne dagligdags og testosteron-inficerede kontekst ligger anekdoter af rørende skønhed, grinagtige krumspring og menneskelige rutsjeture, som man er nødt til at elske i al deres almindelighed – FORDI historierne netop ikke er almindelige for de implicerede. Og dét har Morten Seifert altså formået at skrive frem.
Budskabet kunne (med Steffen Brandts ord) være: Kys det nu, det satans liv.
Tolv meget danske noveller befolket af drengerøve, billardhajer, jazzmusikere og postomdelere. Det er både råt og rørende, når mænd er værst – og bedst.
Mange vil sikkert kunne nikke genkendende til den (læse)oplevelse, at der er visse bøger, man er længere tid om at lære at kende og derfor først begynder at sætte rigtig pris på hen imod slutningen. Sådan en oplevelse har jeg netop haft i mødet med ’Gud er det dig der spiller sax?’ af debutant Morten Seifert. Og ved nærmere eftertanke må dén oplevelse jo være at betragte som en større cadeau til værket, end hvis det modsatte var tilfældet. Kan I følge mig?
’Gud er det dig der spiller sax?’ består samlet set af tolv noveller, der alle kredser om tilværelsen som mand – det er meget kort fortalt, forstås. Læg hertil masser af musik, værtshuse, branderter, lidt sex, nederlag og enkelte opture samt venskaber eller manglen på samme. Forholdsvis simpelt, men meget reelt og meget ægte. Jeg tror på hvert et ord, jeg har læst, og kom som sagt til at elske novellerne og deres små plot mere og mere.
Tidsmæssigt strækker novellerne sig fra 1977 til 2013, og de har det til fælles, at det er mænd, som må være født i tresserne, der driver værket, om man så må sige. Selv i det tilfælde (nærmere betegnet novellen ”Hvad veninder taler om”), hvor manden ikke engang optræder konkret, er det ham, der er primus motor og omdrejningspunkt. Yderligere finder alle tolv noveller et stemningsmæssigt fællesskab, idet jeg gentagne gange sad med fornemmelsen af, at der-er-fare-på-færde, uden at jeg helt kunne sætte fingeren på, hvori denne formodede fare bestod. Litterært set virker det ret godt og er med til at binde novellerne sammen.
Læseren vil møde mænd af vekslende kaliber, men der er en lille flok, som går igen – nemlig medlemmerne af bandet Apostles of New Jazz. Som sagt spiller musik og musik-miljøet en stor rolle, og Seifert kender tydeligvis sit stof indefra med alt hvad dertil hører af venskaber, der er funderet i musikken, den næsten overnaturlige oplevelse en vellykket koncert kan give og det meget skrøbelige og sårbare, der finder vej gennem kærligheden til netop musikken.
Min voksende kærlighed til værket kan forklares ved, at jeg i begyndelsen (fejlagtigt, skulle det senere vise sig) fandt novellerne temmelig intetsigende: Ensomme, mavesure mænd og drenge, der opfører sig bøvet, kedede mig faktisk i al deres selvoptagede elendighed. MEN – jeg fandt melodien, for nu at blive i jargonen. For midt i denne dagligdags og testosteron-inficerede kontekst ligger anekdoter af rørende skønhed, grinagtige krumspring og menneskelige rutsjeture, som man er nødt til at elske i al deres almindelighed – FORDI historierne netop ikke er almindelige for de implicerede. Og dét har Morten Seifert altså formået at skrive frem.
Budskabet kunne (med Steffen Brandts ord) være: Kys det nu, det satans liv.
Kommentarer