En psykologisk mordhistorie fra Nordfrankrig anno 1917, fortalt mange år senere af en betjent, der aldrig har kunnet slippe sin besættelse af gåden.
Det er længe siden, jeg har læst noget så godt, så dybt og så forfærdende ...
Det er en historie om en forbrydelse, et drab på en 10-årig pige, datter af en værtshusholder og så køn, at hun gik under navnet Belle de jour. Jeg-fortælleren deltog som betjent i opklaringen, for tilsyneladende blev mordet opklaret. Men han er ikke stolt af den hurtige og tvivlsomme politiefterforskning og afgørelse, der kan tilskrives en afstumpet og kynisk dommer og hans hjælpere. Betjenten var jo bare en mand af folket; det var den fornemme øvrighed: anklager og dommer, der kørte sagen.
Denne øvrighed, og især den offentlige anklager, Destinat, spiller en væsentlig rolle i betjentens snørklede og herligt sindrige cirklen om fortiden og egne og andres hemmeligheder.
Og som historien skrider frem, afsløres flere hemmeligheder og forbrydelser.
I virkeligheden handler hans fortælling mest om ham selv og hans kærlighed og forsøg på at tilsløre en usagt sandhed. Og betjenten har det ikke nemt med skyldspørgsmålet – han føler sig skyldig i mange ting uden at være det – han er blevet en bitter mand med et ødelagt liv, der ser menneskene som grå sjæle: intet er helt sort eller hvidt, ingen er helt onde eller uskyldige, heller ikke han ... og han har jo også begået en kriminel handling. Virkeligheden har ikke endegyldige sandheder. Vi kan alle være skyldige, synes Claudel at konkludere.
Bogen er langtfra kun en psykologisk krimi – efter min mening er den et lille mesterværk af atmosfære, interessante skæbner, både sympatiske og afstumpede, tragedie og forbrydelse og skyld og magtmisbrug. Altsammen med krigens kanoner som en fjern underlægningsmusik, men klart bidragende til følelsen af drama: der er krigen med alle dens rædsler, det kollektive drama, og der er det individuelle, der kan være mindst lige så frygteligt: tabet af dem, man elsker, sygdom og mord.
Og så er Claudels sprog ren nydelse, med smukke poetiske indslag, som løfter historien op fra den rene pessimisme og sørgelige tristhed ..
Bogen har fået velfortjente priser og er oversat til masser af sprog – og filmatiseret. Jeg fik under læsningen mindelser både om de store russere: Dostojevskij og Tolstoj, om Martin A. Hansens ’Løgneren’ og om Simenons Maigret-figur – så læs endelig med; hos Claudel er vi i fint selskab!
Kommentarer