Anmeldelse
Glaslegemer af Erik Axl Sund
Bag pseudonymet gemmer sig de to forfattere til ”Victoria Bergman trilogien”. Deres nye historie er solid svensk kvalitetskrimi, omend tonen i bogen er mere dyster og trist end vanligt.
En bølge af selvmord blandt unge skyller ind over Sverige. Fælles for alle de unge er, at de var så fanget i håbløshed og manglende lyst til at leve, at de tog livet af sig på de mest grusomme måder, og at de alle i dødsøjeblikket lyttede til dødsmetal musik. Musikken, som de selv havde bestilt, og som var skrevet specielt til dem, er komponeret af den mystiske Hunger. Hunger er blevet en mytologisk figur blandt unge, men ingen ved, hvem han er eller hvor han bor, og han spiller kun få koncerter.
Selvom der altså ikke ligger nogen forbrydelse bag alle disse selvmord, efterforsker kriminalkommissær Jens Hurtig alle selvmordene og leder efter den mystiske Hunger. Samtidig bliver der begået en række brutale mord på ældre respekterede mænd. De to sager har umiddelbart ikke noget med hinanden at gøre, men Hurtigs efterforskning begynder snart at vise en grusom sammenhæng, og hvad værre er: Sporene peger uhyggelig tæt på hans egen omgangskreds.
Jerker Eriksson og Håkan Alexander Sundquist er navnene bag denne nye historie og altså forfatterne til den succesfulde krimitrilogi om Victoria Bergman. Intet er overladt til tilfældighederne her, og det er tydeligt, at de kan deres kram til fingerspidserne. Kapitlerne er korte og skifter fra person til person, og den totale forvirring med alle disse personer og deres relevans for historien, væves efterhånden smukt sammen til en rimelig fornuftig sammenhæng.
Persongalleriet er interessant, og man bliver grebet af disse unge og deres triste og håbløse kamp med at finde et ståsted og en mening i livet. Faktisk gælder det stort set for samtlige karakterer: De har alle et eller flere traumer og spøgelser fra fortiden, som de må kæmpe med.
Og her er det måske, at historien kammer over. Det er lige før, det bliver for meget med al denne tristesse og livslede, især i de første 100 sider af bogen, men langsomt æder historien sig dog ind på læseren og bliver spændende og vedkommende.
Trods de førnævnte indvendinger er det dog i hvert fald en krimi, man vil huske, og det i sig selv er en kvalitet i den aktuelle vrimmel af krimier i alle afskygninger.
Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.
Bag pseudonymet gemmer sig de to forfattere til ”Victoria Bergman trilogien”. Deres nye historie er solid svensk kvalitetskrimi, omend tonen i bogen er mere dyster og trist end vanligt.
En bølge af selvmord blandt unge skyller ind over Sverige. Fælles for alle de unge er, at de var så fanget i håbløshed og manglende lyst til at leve, at de tog livet af sig på de mest grusomme måder, og at de alle i dødsøjeblikket lyttede til dødsmetal musik. Musikken, som de selv havde bestilt, og som var skrevet specielt til dem, er komponeret af den mystiske Hunger. Hunger er blevet en mytologisk figur blandt unge, men ingen ved, hvem han er eller hvor han bor, og han spiller kun få koncerter.
Selvom der altså ikke ligger nogen forbrydelse bag alle disse selvmord, efterforsker kriminalkommissær Jens Hurtig alle selvmordene og leder efter den mystiske Hunger. Samtidig bliver der begået en række brutale mord på ældre respekterede mænd. De to sager har umiddelbart ikke noget med hinanden at gøre, men Hurtigs efterforskning begynder snart at vise en grusom sammenhæng, og hvad værre er: Sporene peger uhyggelig tæt på hans egen omgangskreds.
Jerker Eriksson og Håkan Alexander Sundquist er navnene bag denne nye historie og altså forfatterne til den succesfulde krimitrilogi om Victoria Bergman. Intet er overladt til tilfældighederne her, og det er tydeligt, at de kan deres kram til fingerspidserne. Kapitlerne er korte og skifter fra person til person, og den totale forvirring med alle disse personer og deres relevans for historien, væves efterhånden smukt sammen til en rimelig fornuftig sammenhæng.
Persongalleriet er interessant, og man bliver grebet af disse unge og deres triste og håbløse kamp med at finde et ståsted og en mening i livet. Faktisk gælder det stort set for samtlige karakterer: De har alle et eller flere traumer og spøgelser fra fortiden, som de må kæmpe med.
Og her er det måske, at historien kammer over. Det er lige før, det bliver for meget med al denne tristesse og livslede, især i de første 100 sider af bogen, men langsomt æder historien sig dog ind på læseren og bliver spændende og vedkommende.
Trods de førnævnte indvendinger er det dog i hvert fald en krimi, man vil huske, og det i sig selv er en kvalitet i den aktuelle vrimmel af krimier i alle afskygninger.
Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.
Kommentarer