Anmeldelse
Genfærd ind
Den personlige fortælling giver et intenst blik ind i en virkelighed for palæstinensere. Imens taler slægter og fortid med i en version af Hamlet på teatret.
Britisk-palæstinensiske Hammads skriver sig ufrivilligt ind i den aktuelle og højspændte konflikt mellem israelere og palæstinensere. Romanen skaber både et blik udefra og et indefra, når Hammad sender sin hovedperson Sonia, der er britisk-palæstinensisk skuespiller, tilbage til sine aner i Haifa og på Vestbredden. Her oplever hun en palæstinensisk virkelighed, hvor både hendes erindringer og oplevelser samler sig i et fortættet vidnesbyrd om et spredt folk, fremmedgørelse og menneskelige konflikter og bånd.
Sonia Nasir er for nylig blevet skilt og rejser med en følelse af ikke at være helt sig selv til det nuværende israelske Haifa for at besøge sin søster Haneen. Hun møder teaterinstruktøren Mariam, der er i gang med at sætte ’Hamlet’ op på Vestbredden, og Sonia befinder sig pludselig i gang med at indstudere rollen som Gertrud.
Bevægelserne i et land af checkpoints og grænsevagter, og med Shakespeare på scenen, bliver symbol på Sonias splittelse mellem sit ophav og sin britiske kulturarv. De familiære forhold mellem søstrene er også fuld af knuder, og mellem erindringer fra sin barndom og en følelse af fremmedgjorthed i nutiden får hun endevendt smertepunkterne i sit liv.
Og med et havde vi trukket vores søsterskabs lange, skrøbelige historie ind i rummet, og dermed alle de små forbrydelser, vi havde begået, dem evige forveksling af intention, udnyttelse og forræderi.
En stærk scene er et erindringsbillede fra 1990´erne, hvor Sonia og søsteren Haneen er teenagere, og bliver taget med af onklen Jad, der er læge, på sygebesøg hos en sultestrejkende palæstinenser i Betlehem. De voksne planlægger helt bevidst, at pigerne skal se, hvordan modstandskampene foregår. Pigerne bliver både indviede og vidner til den inkarnerede modstand, der udøves med kroppen som eneste våben.
Hammad breder et broget persongalleri ud, som viser vidt forskellige livsmuligheder for palæstinensere alt efter, hvor deres familier befandt sig i den historiske 1948 krig. Skuespillertruppen er en mangfoldighed af fortællinger, der med stor tydelighed viser, hvor grundforskellige livsvilkår og holdninger palæstinenserne har til deres historie. Om du er efterkommer af befolkninger fra Israel, Vestbredden eller Gaza, eller er en af dem, der er opvokset og har levet væk fra ophavet i konfliktzonen, giver helt forskellige liv. Romanen skildrer en mangesidet udlægning af palæstinensernes komplekse situation.
Et undertrykt folks hverdagslige kamp havde et kort øjeblik antændt verdens interesse, indtil den interesse blev slukket af den efterfølgende nyhedscyklus.
Hammad former sin roman, så kunsten bliver et greb til at tale om politisk spændte emner. Et Shakespeare-drama i virkelighedens drama bliver den dobbelthed, hun fletter ind skuespillernes fortolkning af ’Hamlets’ temaer med krig, hævn, død, familiekonflikter, fri vilje og national befrielse.
Hammad skaber en gribende roman fra den menneskelige side af konflikten, set med palæstinensiske øjne. Og med den politiske dagsorden flettet ind i kunstens sprog brydes fortællingens former og danner en levende dialog mellem personerne, hvor Shakespeare taler med fra fortiden.
Der er intet der er mere smigrende for en kunstner end illusionen om, at han i al hemmelighed er revolutionær.
Den personlige fortælling giver et intenst blik ind i en virkelighed for palæstinensere. Imens taler slægter og fortid med i en version af Hamlet på teatret.
Britisk-palæstinensiske Hammads skriver sig ufrivilligt ind i den aktuelle og højspændte konflikt mellem israelere og palæstinensere. Romanen skaber både et blik udefra og et indefra, når Hammad sender sin hovedperson Sonia, der er britisk-palæstinensisk skuespiller, tilbage til sine aner i Haifa og på Vestbredden. Her oplever hun en palæstinensisk virkelighed, hvor både hendes erindringer og oplevelser samler sig i et fortættet vidnesbyrd om et spredt folk, fremmedgørelse og menneskelige konflikter og bånd.
Sonia Nasir er for nylig blevet skilt og rejser med en følelse af ikke at være helt sig selv til det nuværende israelske Haifa for at besøge sin søster Haneen. Hun møder teaterinstruktøren Mariam, der er i gang med at sætte ’Hamlet’ op på Vestbredden, og Sonia befinder sig pludselig i gang med at indstudere rollen som Gertrud.
Bevægelserne i et land af checkpoints og grænsevagter, og med Shakespeare på scenen, bliver symbol på Sonias splittelse mellem sit ophav og sin britiske kulturarv. De familiære forhold mellem søstrene er også fuld af knuder, og mellem erindringer fra sin barndom og en følelse af fremmedgjorthed i nutiden får hun endevendt smertepunkterne i sit liv.
Og med et havde vi trukket vores søsterskabs lange, skrøbelige historie ind i rummet, og dermed alle de små forbrydelser, vi havde begået, dem evige forveksling af intention, udnyttelse og forræderi.
En stærk scene er et erindringsbillede fra 1990´erne, hvor Sonia og søsteren Haneen er teenagere, og bliver taget med af onklen Jad, der er læge, på sygebesøg hos en sultestrejkende palæstinenser i Betlehem. De voksne planlægger helt bevidst, at pigerne skal se, hvordan modstandskampene foregår. Pigerne bliver både indviede og vidner til den inkarnerede modstand, der udøves med kroppen som eneste våben.
Hammad breder et broget persongalleri ud, som viser vidt forskellige livsmuligheder for palæstinensere alt efter, hvor deres familier befandt sig i den historiske 1948 krig. Skuespillertruppen er en mangfoldighed af fortællinger, der med stor tydelighed viser, hvor grundforskellige livsvilkår og holdninger palæstinenserne har til deres historie. Om du er efterkommer af befolkninger fra Israel, Vestbredden eller Gaza, eller er en af dem, der er opvokset og har levet væk fra ophavet i konfliktzonen, giver helt forskellige liv. Romanen skildrer en mangesidet udlægning af palæstinensernes komplekse situation.
Et undertrykt folks hverdagslige kamp havde et kort øjeblik antændt verdens interesse, indtil den interesse blev slukket af den efterfølgende nyhedscyklus.
Hammad former sin roman, så kunsten bliver et greb til at tale om politisk spændte emner. Et Shakespeare-drama i virkelighedens drama bliver den dobbelthed, hun fletter ind skuespillernes fortolkning af ’Hamlets’ temaer med krig, hævn, død, familiekonflikter, fri vilje og national befrielse.
Hammad skaber en gribende roman fra den menneskelige side af konflikten, set med palæstinensiske øjne. Og med den politiske dagsorden flettet ind i kunstens sprog brydes fortællingens former og danner en levende dialog mellem personerne, hvor Shakespeare taler med fra fortiden.
Der er intet der er mere smigrende for en kunstner end illusionen om, at han i al hemmelighed er revolutionær.
Kommentarer