Anmeldelse
Galveston af Nic Pizzolatto
Personerne i Galveston befinder sig på bunden af det amerikanske samfund – på alle mulige måder. Sort, sort, sort roman.
Roy, en dødsdømt gangster og den prostituerede Rocky finder hinanden i en flugt for overlevelse. De ender i Galveston, Texas, hvor fortiden langsomt indhenter dem. De slår sig ned på et hotel, der udlejer på ugebasis, sammen med andre rodløse sjæle, der er på vej videre.
Bogen er barsk på en stilfærdig måde, det er en slags konstaterende vold, der foregår, og der er ingen fortrydelse. Forbrydelserne bliver begået af nødvendighed, og der er ikke tid til at tænke efter, når det sker. Roy fortryder ikke, men har dog nogle eksistentielle overvejelser over, hvordan hans liv kunne have set ud, hvis han havde valgt en anden vej end den kriminelle.
Jeg kom til at tænke på Dennis Lehane, dog uden at personkarakteristikken kommer helt på højde med Lehanes. Men både hovedpersonerne og bipersonerne står skarpt, ikke mindst to nonne-agtige søstre, der er de bedste mennesker i bogen. Der er ikke mange gode mennesker på bunden af USA, i hvert fald ikke i denne bog, og der er ikke meget plads til håb og drømme. Fremtiden ser nok heller ikke for lys ud, det aner vi allerede fra begyndelsen. Der er hele vejen gennem bogen den samme tone som i den meget populære tv-serie True Detective, som forfatteren også står bag: Vi sveder, drikker alt for meget og ryger for mange smøger med Roy i en ond spiral mod afgrunden.
Jeg er meget begejstret for True Detective og var derfor også spændt på, om forfatteren gjorde det godt i romanform. Det synes jeg, han gør – ikke mindst forbi billederne står så stærkt imens. Han beskriver steder utrolig godt. Sproget er smukt og barskt, dialogerne fungerer og jeg var godt underholdt hele vejen igennem. Man taler meget om Nordic Noir i disse år. Her er en bog, der er udtalt Southern Noir. Det er meget anderledes, men meget spændende og rigtig godt.
P.s. Føromtalte Dennis Lehane har i øvrigt lavet en meget fin anmeldelse af Galveston i The New York Times.
Originally published by Lida Wengel, Litteratursiden.
Personerne i Galveston befinder sig på bunden af det amerikanske samfund – på alle mulige måder. Sort, sort, sort roman.
Roy, en dødsdømt gangster og den prostituerede Rocky finder hinanden i en flugt for overlevelse. De ender i Galveston, Texas, hvor fortiden langsomt indhenter dem. De slår sig ned på et hotel, der udlejer på ugebasis, sammen med andre rodløse sjæle, der er på vej videre.
Bogen er barsk på en stilfærdig måde, det er en slags konstaterende vold, der foregår, og der er ingen fortrydelse. Forbrydelserne bliver begået af nødvendighed, og der er ikke tid til at tænke efter, når det sker. Roy fortryder ikke, men har dog nogle eksistentielle overvejelser over, hvordan hans liv kunne have set ud, hvis han havde valgt en anden vej end den kriminelle.
Jeg kom til at tænke på Dennis Lehane, dog uden at personkarakteristikken kommer helt på højde med Lehanes. Men både hovedpersonerne og bipersonerne står skarpt, ikke mindst to nonne-agtige søstre, der er de bedste mennesker i bogen. Der er ikke mange gode mennesker på bunden af USA, i hvert fald ikke i denne bog, og der er ikke meget plads til håb og drømme. Fremtiden ser nok heller ikke for lys ud, det aner vi allerede fra begyndelsen. Der er hele vejen gennem bogen den samme tone som i den meget populære tv-serie True Detective, som forfatteren også står bag: Vi sveder, drikker alt for meget og ryger for mange smøger med Roy i en ond spiral mod afgrunden.
Jeg er meget begejstret for True Detective og var derfor også spændt på, om forfatteren gjorde det godt i romanform. Det synes jeg, han gør – ikke mindst forbi billederne står så stærkt imens. Han beskriver steder utrolig godt. Sproget er smukt og barskt, dialogerne fungerer og jeg var godt underholdt hele vejen igennem. Man taler meget om Nordic Noir i disse år. Her er en bog, der er udtalt Southern Noir. Det er meget anderledes, men meget spændende og rigtig godt.
P.s. Føromtalte Dennis Lehane har i øvrigt lavet en meget fin anmeldelse af Galveston i The New York Times.
Originally published by Lida Wengel, Litteratursiden.
Kommentarer