Anmeldelse
Frøet der blev til en blomst
Det enkelte og kortfattede er denne digtsamlings store styrke. Zahor sætter ord på både kærlighed, tab og det at stå i kærestesorg med angsten i baghold.
Der findes bøger, der stiller sig an; kræver og udfordrer sin læser til at gå ind på præmisser og særlige perspektiver for at tilegne sig deres fulde udbytte. 'Frøet der blev til en blomst' er ikke sådan en bog, men tværtimod en, der byder sin læser velkommen. Lige fra omslaget, der har en rigtig rar taktil kvalitet, til digtene, der i et let tilgængeligt sprog sætter ord på et væld af alment menneskelige oplevelser af kærlighed.
Ramlah M. Zahor er født i Tanzania, men opvokset i Danmark. Ligesom Amina Elmi, der har en somalisk-dansk baggrund, er hun altså en dansk forfatter med afrikansk baggrund. Ligesom Elmis prisbelønnede digtsamling Barbar begynder 'Frøet der blev til en blomst' med en varm anerkendelse og taknemlighed overfor en mor, der for døtrenes bedste er rejst til et land, som har et helt andet sprog for kærlighed:
jeg bærer
på flere
sprog
men min tunge
hviler trygt på dansk
Mor
jeg spørger dig
hvordan man siger
jeg elsker dig
på swahili
men
den frase
eksisterer
ikke
Men her hører ligheden også op mellem Zahor og Elmi. Hvor Elmi er bølgende rasende, cool – intellektuel og litterær, er Zahor væsentlig mere let tilgængelig med et om ikke simpelt så dog enkelt billedsprog, der illustrerer kærlighedens veje og vildveje.
'Frøet der blev til en blomst' er en følsom bog om kærlighed, der falder i fire dele: "frø", "regn", "spire" og "blomst".
Afsnittet "frø" handler om kærlighed og taknemmelighed til forældrene, især moderens ofre, mens bogens længste del “regn” handler om sorg i flere udgaver. Først er det savnet af den døde far, der har været fraværende og siden syg. Herefter kommer det til at handle om længslen efter kærligheden, der aldrig blev, før hoveddelen, der drejer sig om kærestesorgen og den ulykkelige kærlighed.
Det er ikke dybe, udforskende digte, men de sætter ord og billeder på skuffelserne over det, som den tabte kærlighed ikke rummede, på kærlighedens paradokser og på, hvordan modløsheden, de knuste illusioner og sorgen kan manifestere sig som egentlig angst:
Angsten
en uinviteret gæst
stormer
ind
ad
bagtrappen
Det enkelte og kortfattede er denne digtsamlings absolutte styrke. Den forsøger ikke at være intelligent og litterær. Den sætter ord og billeder på følelsen af at stå lige der i kærestesorgen. Det er digte, som kan ramme dig og rumme lige netop den situation, hvor der ikke er overskud til intellektuelle grublerier, men hvor det er en vederkvægelse at blive genkendt og anerkendt; bekræftet i, at du ikke er den eneste i verden, der har haft det præcis sådan. Mere behøver en god digtsamling ikke, og det er da heller ikke så lidt endda.
Samlingens to sidste afsnit, "spire" og "blomst" handler om at komme på fode igen; finde styrke og trods – troen på sig selv og endelig at blive stærk nok til på ny at turde blotte sig og elske igen:
jeg vil elske
dig
med samme naive
hjerte
som den første
i et univers
hvor alt
er i bevægelse
håber jeg
at du vil stå stille
med mig
Det er ikke alle digtene i 'Frøet der blev til en blomst', der er lige stærke. Det naive kan til tider kamme lidt over, men Ramlah M. Zahor har skrevet en virkelig fin digtsamling, der generelt holder et højt niveau. Fortælleren fornægter ikke sin emigrantbaggrund, den er der i ny og næ, men det er ikke den, digtsamlingen primært handler om. Det drejer sig om kærligheden, og den er heldigvis relevant for alle og kan bringe os både taknemlighed, ulykke og ekstase.
Det enkelte og kortfattede er denne digtsamlings store styrke. Zahor sætter ord på både kærlighed, tab og det at stå i kærestesorg med angsten i baghold.
Der findes bøger, der stiller sig an; kræver og udfordrer sin læser til at gå ind på præmisser og særlige perspektiver for at tilegne sig deres fulde udbytte. 'Frøet der blev til en blomst' er ikke sådan en bog, men tværtimod en, der byder sin læser velkommen. Lige fra omslaget, der har en rigtig rar taktil kvalitet, til digtene, der i et let tilgængeligt sprog sætter ord på et væld af alment menneskelige oplevelser af kærlighed.
Ramlah M. Zahor er født i Tanzania, men opvokset i Danmark. Ligesom Amina Elmi, der har en somalisk-dansk baggrund, er hun altså en dansk forfatter med afrikansk baggrund. Ligesom Elmis prisbelønnede digtsamling Barbar begynder 'Frøet der blev til en blomst' med en varm anerkendelse og taknemlighed overfor en mor, der for døtrenes bedste er rejst til et land, som har et helt andet sprog for kærlighed:
jeg bærer
på flere
sprog
men min tunge
hviler trygt på dansk
Mor
jeg spørger dig
hvordan man siger
jeg elsker dig
på swahili
men
den frase
eksisterer
ikke
Men her hører ligheden også op mellem Zahor og Elmi. Hvor Elmi er bølgende rasende, cool – intellektuel og litterær, er Zahor væsentlig mere let tilgængelig med et om ikke simpelt så dog enkelt billedsprog, der illustrerer kærlighedens veje og vildveje.
'Frøet der blev til en blomst' er en følsom bog om kærlighed, der falder i fire dele: "frø", "regn", "spire" og "blomst".
Afsnittet "frø" handler om kærlighed og taknemmelighed til forældrene, især moderens ofre, mens bogens længste del “regn” handler om sorg i flere udgaver. Først er det savnet af den døde far, der har været fraværende og siden syg. Herefter kommer det til at handle om længslen efter kærligheden, der aldrig blev, før hoveddelen, der drejer sig om kærestesorgen og den ulykkelige kærlighed.
Det er ikke dybe, udforskende digte, men de sætter ord og billeder på skuffelserne over det, som den tabte kærlighed ikke rummede, på kærlighedens paradokser og på, hvordan modløsheden, de knuste illusioner og sorgen kan manifestere sig som egentlig angst:
Angsten
en uinviteret gæst
stormer
ind
ad
bagtrappen
Det enkelte og kortfattede er denne digtsamlings absolutte styrke. Den forsøger ikke at være intelligent og litterær. Den sætter ord og billeder på følelsen af at stå lige der i kærestesorgen. Det er digte, som kan ramme dig og rumme lige netop den situation, hvor der ikke er overskud til intellektuelle grublerier, men hvor det er en vederkvægelse at blive genkendt og anerkendt; bekræftet i, at du ikke er den eneste i verden, der har haft det præcis sådan. Mere behøver en god digtsamling ikke, og det er da heller ikke så lidt endda.
Samlingens to sidste afsnit, "spire" og "blomst" handler om at komme på fode igen; finde styrke og trods – troen på sig selv og endelig at blive stærk nok til på ny at turde blotte sig og elske igen:
jeg vil elske
dig
med samme naive
hjerte
som den første
i et univers
hvor alt
er i bevægelse
håber jeg
at du vil stå stille
med mig
Det er ikke alle digtene i 'Frøet der blev til en blomst', der er lige stærke. Det naive kan til tider kamme lidt over, men Ramlah M. Zahor har skrevet en virkelig fin digtsamling, der generelt holder et højt niveau. Fortælleren fornægter ikke sin emigrantbaggrund, den er der i ny og næ, men det er ikke den, digtsamlingen primært handler om. Det drejer sig om kærligheden, og den er heldigvis relevant for alle og kan bringe os både taknemlighed, ulykke og ekstase.
Kommentarer