Anmeldelse
Fremmed af Riikka Pulkkinen
- Log ind for at skrive kommentarer
Indsigtsfuld og vedkommende fortælling fra en af Finlands dygtigste forfatter om at miste troen på sig selv, sine medmennesker og sin gud og om at søge tilbage for at kunne komme fremad.
På trods af forfatterens forholdsvist unge alder (1980) er finske Riikka Pulkkinen en forfatter, der mestrer vægtige emner med stor menneskelig indsigt. I denne hendes tredje roman på dansk handler det om at miste troen på sig selv og sin gud.
Den yngre præst Maria flygter over hals og hoved til New York efter overfaldet på en lille pige. Religiøs og menneskelig tvivl er hendes eneste bagage ud over en dagbog med mumitrolde på. Som ung boede Marias mor i New York og der er mange ubesvarede spørgsmål om morens fortid, der driver Maria til netop denne by. Hun finder logi hos den afrikanske kvinde Mélanie, som selv bærer på en hemmelig smerte over et mistet barn. Mélanie underviser i dans og introducerer Maria for dansen som en vej til forløsning.
Et andet fortællespor bringer læseren tilbage til, da Maria som 14-årig i Finland mister sin mor. Hun starter en religiøs bevægelse kaldet ”Det Tredje Riges Komme” samtidig med, at hun kontrollerer sig selv nådesløst med en yderst sparsom kost og masser af motion. Jo tættere hun er på sit mål, jo tættere er hun på at forsvinde og at være nær frelsen. For den udenforstående er det dog tydeligt, at hun har et fuldstændig forvrænget kropsbillede og lider af sorg.
Romanens tredje spor foregår ’for nyligt’ og kommer nærmere ind på forklaringen på Marias pludselige exit til New York. Her møder Maria indvandrer- eller flygtningepigen Yasmina på syv år, som med barnlig iver udviser stor interesse for Marias tro og kirken. Efterhånden som venskabet og tilliden mellem dem vokser, erfarer Maria, at Yasmina er bange for noget. Om det er barnets fantasi eller barsk alvor er svært at blive klog på.
Så er der Yasminas dagbog, som på sin vis udgør romanens fjerde spor. Maria har medbragt den til New York, hvor hun for første gang efter Yasminas overfald tager mod til sig til at åbne den. Dagbogen åbenbarer en syvårig piges verden fuld af barnlig fantasi og fascination af den religiøse verden, Maria præsenterer. Men desværre er dagbogen også et indblik i en lille forfulgt piges tanker.
Det lyder indviklet med de forskellige spor i historien, men det er det ikke. Stærkest står Yasminas dagbog, som berører dybt. Den er skrevet med en syvårigs stavefejl og på gebrokkent finsk (selvfølgelig oversat til dansk). Hvad der er hændt for Yasmina bibringer et vist spændingsmoment til historien. Derimod er kapitlerne med Marias søgen efter sin egen identitet og rødder i New York jævnt kedelige. Når hun danser, kammer sproget indimellem over i gentagelser af ord og sætninger ligesom musikkens rytmer, hvilket virker pænt irriterende.
’Fremmed’ er en fortælling om at miste troen på sig selv og sin gud og at søge tilbage for at kunne bevæge sig fremad igen. Det er ikke Pulkinnens bedste roman, men det gør det ikke til en mindre anbefalelsesværdig roman. Sproget er uendeligt fint som i de tidligere romaner, men historien er lidt mere vævende denne gang. Pulkkinen er god uanset hvad og ’Grænsen’ (dansk 2013) står stadig som en af de bedste bøger, jeg har læst. Her er en forfatter, som læsere med interesse for ny nordisk litteratur, bør skrive sig bag øret og holde øje med fremover.
Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Indsigtsfuld og vedkommende fortælling fra en af Finlands dygtigste forfatter om at miste troen på sig selv, sine medmennesker og sin gud og om at søge tilbage for at kunne komme fremad.
På trods af forfatterens forholdsvist unge alder (1980) er finske Riikka Pulkkinen en forfatter, der mestrer vægtige emner med stor menneskelig indsigt. I denne hendes tredje roman på dansk handler det om at miste troen på sig selv og sin gud.
Den yngre præst Maria flygter over hals og hoved til New York efter overfaldet på en lille pige. Religiøs og menneskelig tvivl er hendes eneste bagage ud over en dagbog med mumitrolde på. Som ung boede Marias mor i New York og der er mange ubesvarede spørgsmål om morens fortid, der driver Maria til netop denne by. Hun finder logi hos den afrikanske kvinde Mélanie, som selv bærer på en hemmelig smerte over et mistet barn. Mélanie underviser i dans og introducerer Maria for dansen som en vej til forløsning.
Et andet fortællespor bringer læseren tilbage til, da Maria som 14-årig i Finland mister sin mor. Hun starter en religiøs bevægelse kaldet ”Det Tredje Riges Komme” samtidig med, at hun kontrollerer sig selv nådesløst med en yderst sparsom kost og masser af motion. Jo tættere hun er på sit mål, jo tættere er hun på at forsvinde og at være nær frelsen. For den udenforstående er det dog tydeligt, at hun har et fuldstændig forvrænget kropsbillede og lider af sorg.
Romanens tredje spor foregår ’for nyligt’ og kommer nærmere ind på forklaringen på Marias pludselige exit til New York. Her møder Maria indvandrer- eller flygtningepigen Yasmina på syv år, som med barnlig iver udviser stor interesse for Marias tro og kirken. Efterhånden som venskabet og tilliden mellem dem vokser, erfarer Maria, at Yasmina er bange for noget. Om det er barnets fantasi eller barsk alvor er svært at blive klog på.
Så er der Yasminas dagbog, som på sin vis udgør romanens fjerde spor. Maria har medbragt den til New York, hvor hun for første gang efter Yasminas overfald tager mod til sig til at åbne den. Dagbogen åbenbarer en syvårig piges verden fuld af barnlig fantasi og fascination af den religiøse verden, Maria præsenterer. Men desværre er dagbogen også et indblik i en lille forfulgt piges tanker.
Det lyder indviklet med de forskellige spor i historien, men det er det ikke. Stærkest står Yasminas dagbog, som berører dybt. Den er skrevet med en syvårigs stavefejl og på gebrokkent finsk (selvfølgelig oversat til dansk). Hvad der er hændt for Yasmina bibringer et vist spændingsmoment til historien. Derimod er kapitlerne med Marias søgen efter sin egen identitet og rødder i New York jævnt kedelige. Når hun danser, kammer sproget indimellem over i gentagelser af ord og sætninger ligesom musikkens rytmer, hvilket virker pænt irriterende.
’Fremmed’ er en fortælling om at miste troen på sig selv og sin gud og at søge tilbage for at kunne bevæge sig fremad igen. Det er ikke Pulkinnens bedste roman, men det gør det ikke til en mindre anbefalelsesværdig roman. Sproget er uendeligt fint som i de tidligere romaner, men historien er lidt mere vævende denne gang. Pulkkinen er god uanset hvad og ’Grænsen’ (dansk 2013) står stadig som en af de bedste bøger, jeg har læst. Her er en forfatter, som læsere med interesse for ny nordisk litteratur, bør skrive sig bag øret og holde øje med fremover.
Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.
Kommentarer