Forunderlig er kærligheden af Alice Munro

Fantastiske fortællinger til alle os, der godt ved, at menneskers liv mest består af snørklede stier, der ovenfra set mere ligner kruseduller end lineære logiske forløb.

Novellesamlingen ‘Forunderlig er kærligheden’ blev første gang udgivet i 1986, og den indeholder en samling af ti historier om forskellige mennesker, der lever på et ikke-defineret tidspunkt i en provinsby et sted i Canada.

Det overordnede tema i historierne er kærlighed og den forandring, der kan ske med den kærlighed gennem årene. Kærligheden er et mysterium, som kan indebære store ofre, og den er i stand til at afsløre centrale ting omkring den menneskelige natur. Kærlighed kan have mange former. Den lever både mellem ægtefolk og tidligere ægtefæller, mellem venner og familie. Den kan fylde alt og være stor og altopslugende, men også afslørende og ødelæggende. Titelnovellen i samlingen er desuden en af Munros egne favorithistorier, og her skriver hun om temaet tid, og hvordan vi konstruerer vores fortid, efterhånden som vi bliver ældre.

Stemmen i fortællingerne indgyder en fornemmelse af noget velkendt i læseren, selvom de foregår et andet sted i verden. Ofte hører man om et lille samfund, hvor der er er sket en eller anden skæbnesvanger begivenhed, som får stor betydning for hovedpersonen. Alice Munro er også ekspert i at flette de forskellige familiemedlemmers historier ind i hinanden, så de berører hinanden, og hun understreger den forandring, der sker med menneskelige erindringer, efterhånden som tiden går.

Alice Munro er en canadisk forfatter, som er meget berømt for sine noveller. Hun modtog Nobelprisen i litteratur i 2013. Personligt har jeg ikke læst mange noveller i mit voksenliv, før jeg læste hendes autofiktive novellesamling Livet, hvor fortællingerne foregår omkring Anden Verdenskrig. Hun skriver, så man sidder tilbage med fornemmelsen af at have læst en lang roman. Når jeg læser hendes noveller, føles det, som om der sidder et virkeligt menneske ved siden af og fortæller. Historierne er nære og intime, og som læser får man ikke meget serveret, man må selv forsøge at stykke de forskellige historier sammen.

Munros bøger er ren fortællerglæde. Jeg elsker hendes noveller, fordi de er ærlige, og fordi Munro virkelig har en historien at fortælle. I hendes noveller er der ikke skrevet en masse overflødigt, det er der simpelthen ikke plads til. Der er skåret til benet, og fortællingen er befriet for luftige passager. Bedst af alt er, at hendes fortællinger hensætter mig til en tilstand af stille refleksion over mit eget liv.

Alice Munros noveller er perfekte at bruge som 30 minutters intensiv og sundhedsfremmende mindfulness.