Anmeldelse
Forbrydelse og straf
Studenten Rodon Raskolnikov knalder en økse i skallen på en gammel kvindelig pantelåner og stjæler hendes guld.
Det er han i sin gode ret til, mener han. Mennesket er gud, når Gud er død. Sin egen lovgiver så at sige.
Scenen er Sankt Petersborg i 1860erne. Raskolnikov er ludfattig og skal bruge den modbydelige pantelånerskes rigdom. Hans sociale nedtur har tvunget ham til at afbryde studierne. Hans endnu mere fattige mor og søster lider afsavn for hans skyld. Da planlægger han sit mord på pantelånersken, en modbydelig menneskelig lus, som ingen alligevel vil savne, skal være hans offer.
Han bliver dog ikke morder, fordi han er dårligt social stillet. Han bliver det, fordi han fornægter enhver tro på universelle og absolutte værdier. Hans handlefrihed er på ingen nåde begrænset.
Mordet er et resultat af nihilisme, og det fører senere Raskolnikov til et gennemgribende selvopgør, lidelse og til sidst den personlige frigørelse. Det sker, da han åbner sig for den kristendom, som Dostojevskij selv så som den eneste frelse fra den menneskelige lidelse. Selve grundtrækket ved vor eksistens.
Romanen »Forbrydelse og straf« (Raskolnikov) er som en kriminalroman. Mordet sker tidligt i romanen, så det er ikke det, der holder spændingen kørende. Det er morderens ønske om at holde politiet fra sagen. Svingninger i hans sindstilstand er flere gange ved at afsløre ham, og langsomt bliver hans identitet nedbrudt, så han søger en ny.
I politimanden og juristen Porfirij møder han sin ligemand. Der er ingen faste beviser, men vi ved, at politimanden ikke er uvidende. Spillet mellem Porfirij og Raskolnikov bliver en kamp på nerver. Kattens leg med musen. Snart er Raskolnikov den lille, snart er han den overlegne. Det er sindsoprivende spændende læsning.
Hovedpersonen er selvvalgt ensom, da han afsondrer sig fra den omliggende verden, som han anser som svinsk og frastødende.
Raskolnikov møder det gode personificeret i den prostituerede Sonja, og uden om er der et perifert persongalleri med stemmer, der ligger i konstant strid. Det kan få romanens komposition til at virke noget rodet, og det var også det kritikerne af romanen hæftede sig ved i mange år efter udgivelsen.
Men det er et bevidst træk, at Dostojevskij ikke holder sine personer i helt så stram en snor. De er sat fri, og det er netop noget af det fine ved romanen, som mange af de senere eksistentialister som Albert Camus og Jean-Paul Sartre tog til sig. Snart styrer godheden, snart den mest modbydelige ondskab. Det er nogle gange knugende at læse. En fantastisk roman.
Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf, 678 sider (Rosinante).
Studenten Rodon Raskolnikov knalder en økse i skallen på en gammel kvindelig pantelåner og stjæler hendes guld.
Det er han i sin gode ret til, mener han. Mennesket er gud, når Gud er død. Sin egen lovgiver så at sige.
Scenen er Sankt Petersborg i 1860erne. Raskolnikov er ludfattig og skal bruge den modbydelige pantelånerskes rigdom. Hans sociale nedtur har tvunget ham til at afbryde studierne. Hans endnu mere fattige mor og søster lider afsavn for hans skyld. Da planlægger han sit mord på pantelånersken, en modbydelig menneskelig lus, som ingen alligevel vil savne, skal være hans offer.
Han bliver dog ikke morder, fordi han er dårligt social stillet. Han bliver det, fordi han fornægter enhver tro på universelle og absolutte værdier. Hans handlefrihed er på ingen nåde begrænset.
Mordet er et resultat af nihilisme, og det fører senere Raskolnikov til et gennemgribende selvopgør, lidelse og til sidst den personlige frigørelse. Det sker, da han åbner sig for den kristendom, som Dostojevskij selv så som den eneste frelse fra den menneskelige lidelse. Selve grundtrækket ved vor eksistens.
Romanen »Forbrydelse og straf« (Raskolnikov) er som en kriminalroman. Mordet sker tidligt i romanen, så det er ikke det, der holder spændingen kørende. Det er morderens ønske om at holde politiet fra sagen. Svingninger i hans sindstilstand er flere gange ved at afsløre ham, og langsomt bliver hans identitet nedbrudt, så han søger en ny.
I politimanden og juristen Porfirij møder han sin ligemand. Der er ingen faste beviser, men vi ved, at politimanden ikke er uvidende. Spillet mellem Porfirij og Raskolnikov bliver en kamp på nerver. Kattens leg med musen. Snart er Raskolnikov den lille, snart er han den overlegne. Det er sindsoprivende spændende læsning.
Hovedpersonen er selvvalgt ensom, da han afsondrer sig fra den omliggende verden, som han anser som svinsk og frastødende.
Raskolnikov møder det gode personificeret i den prostituerede Sonja, og uden om er der et perifert persongalleri med stemmer, der ligger i konstant strid. Det kan få romanens komposition til at virke noget rodet, og det var også det kritikerne af romanen hæftede sig ved i mange år efter udgivelsen.
Men det er et bevidst træk, at Dostojevskij ikke holder sine personer i helt så stram en snor. De er sat fri, og det er netop noget af det fine ved romanen, som mange af de senere eksistentialister som Albert Camus og Jean-Paul Sartre tog til sig. Snart styrer godheden, snart den mest modbydelige ondskab. Det er nogle gange knugende at læse. En fantastisk roman.
Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf, 678 sider (Rosinante).
Kommentarer