Socialrealismen marcherer ind på den litterære scene.
Man bliver overvældet af danske debutanter i denne vinter/dette forår. Og det ville være så nemt at affeje dem - men det kan man ikke! De er bare gode! Al den snak om den store danske samtidsroman, vissevasse - det handler om en række fænomenale debutromaner.
Tag nu ’Fogeden’ af Signe Schlichtkrull. Vi følger en række mennesker, der en tilfældig dag i september bliver sat ud af deres lejligheder på grund af restancer. Fogeden, Merete Andersen, handler korrekt og ifølge loven.
Hun sætter Susanne - og dermed Lars, hendes nassekæreste, ud; hun sætter Ida Pia der ikke vil have hjælp, og hendes lille datter Edith ud. Hun sætter også Knud Pedersen der ikke er til stede, ud. Sidste udsætning er en fejl og ryster Merete Andersen. Hendes forsøg på at råde bod på fejlen ændrer hendes liv. At hun samme dag forlades af sin skvatmikkel af en mand gør selvfølgelig også sit, og hendes skæbne væves på sælsom vis sammen med hendes ”ofres”.
Ved en skæbnens tilskikkelse flytter Ida Pia og Edith ind i fogedens ledige værelse; Susanne og Lars flakker rundt hver for sig, tiltrækkes af hinanden, men øl og hvad man nu lige selv har behov for, kommer alligevel først.
Når vi forlader den lille gruppe adskilte mennesker et år senere, er meget sket, både for fogeden og for Susanne, Lars, Ida Pia og de andre.
Signe Schlichtkrull beskriver skrøbelige individer der let får skår, fordi de i en alt for tidlig alder blev såret på sjælen. Det slipper man aldrig fri for, men hun skildrer dem nænsomt og med lune.
Vi har i de seneste år set en række gedigne kvindelige debutanter, mange er som Signe Schlichtkrull udgået af Forfatterskolen. Nævnes kan Maja Lucas, Dorthe de Neergaard, Ida Marie Leth og Janni Olesen. Glæd jer, vi går nogle gode bogsæsoner i møde.
Kommentarer