Anmeldelse
Flowmatic af Shade Angelina Bazeghi
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Digtsamling om krig, vold og undertrykkelse er et interessant eksperiment, som aldrig rigtig lykkes.
’Flowmatic’ er det oprindelige dataarbejdningssprog, som Shadi Angelina Bazeghi bruger til at strukturere – eller opbryde – sin digtsamling med. Det er et fragmenteret langdigt, der forsøger at angribe de systematiske strukturer, som fx skaber faste, binære tilhørsforhold i samfundet. Når jeg bruger ordet forsøger, er det helt bevidst, for det bliver ved forsøget.
Digtsamlingen er udstyret med undergenren absintdigte, og det kendetegner meget godt, hvad det er for en læseoplevelse. Samlingen er systemdigtningen på absint, eller måske nærmere in absentia, uden at være til stede. Det er svært at se, hvad samlingen vil som helhed, og formeksperimentet skaber en unødvendig distance til sproget og digtenes indhold. Hvis digteren er i og forholder sig til verden, hvorfor så denne distance?
Hvis man ser bort fra digtsamlingen som helhed, er der nogle sproglige knytnæver undervejs og skarpe formuleringer som fx: ”mælkebøtter folder sig ud / i smertens stilke”, der på én gang er sart og stærk og netop ophæver en skelnen mellem de to.
Selvom projektet er både beundringsværdigt og på sin vis modigt, er eksperimentet ikke vellykket. ’Flowmatic’ er en digtsamling om, hvad der må gøres, men den gør ikke selv noget – der bliver ikke skrevet noget nyt frem, kun en række gentagelser og til tider også floskler som fx her: ”som om noget eller nogen kan redde os / fra os selv // når ilten forsvinder / og havene langsomt kvæles”. Det er ikke nye tanker eller ny viden og påstandene undersøges ikke.
Samlingen bevæger sig rundt i det meningsløse; hvad vil digtene? Hvorfor og hvordan kan de bringe nye erkendelser? Det er stadig, efter endt læsning, nogle af de spørgsmål der står ubesvarede tilbage. Kun få gange undervejs rammer digtene noget i mig, rusker lidt og åbner mine tanker. Bazeghi er bedst, når hun skriver konkret som fx her: ”her stinker af røg og uforløst nat / drømmene gror ud af dit hår // jeg vågner under sengen / med en fælles smerte og blod i ansigtet // det er århundredets blodmåne / siger du”.
”Sig det som det fucking er” står der i samlingen, og hvis man gerne vil læse nogle digtsamlinger, der gør det – og som arbejder med at befinde sig et sted midt i mellem, på tværs af dikotomier – kan jeg anbefale Omkring floden han af Joan Rang Christensen og Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej af Gry Stokkendahl Dalgas. To bøger, der siger det, som det fucking er.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Digtsamling om krig, vold og undertrykkelse er et interessant eksperiment, som aldrig rigtig lykkes.
’Flowmatic’ er det oprindelige dataarbejdningssprog, som Shadi Angelina Bazeghi bruger til at strukturere – eller opbryde – sin digtsamling med. Det er et fragmenteret langdigt, der forsøger at angribe de systematiske strukturer, som fx skaber faste, binære tilhørsforhold i samfundet. Når jeg bruger ordet forsøger, er det helt bevidst, for det bliver ved forsøget.
Digtsamlingen er udstyret med undergenren absintdigte, og det kendetegner meget godt, hvad det er for en læseoplevelse. Samlingen er systemdigtningen på absint, eller måske nærmere in absentia, uden at være til stede. Det er svært at se, hvad samlingen vil som helhed, og formeksperimentet skaber en unødvendig distance til sproget og digtenes indhold. Hvis digteren er i og forholder sig til verden, hvorfor så denne distance?
Hvis man ser bort fra digtsamlingen som helhed, er der nogle sproglige knytnæver undervejs og skarpe formuleringer som fx: ”mælkebøtter folder sig ud / i smertens stilke”, der på én gang er sart og stærk og netop ophæver en skelnen mellem de to.
Selvom projektet er både beundringsværdigt og på sin vis modigt, er eksperimentet ikke vellykket. ’Flowmatic’ er en digtsamling om, hvad der må gøres, men den gør ikke selv noget – der bliver ikke skrevet noget nyt frem, kun en række gentagelser og til tider også floskler som fx her: ”som om noget eller nogen kan redde os / fra os selv // når ilten forsvinder / og havene langsomt kvæles”. Det er ikke nye tanker eller ny viden og påstandene undersøges ikke.
Samlingen bevæger sig rundt i det meningsløse; hvad vil digtene? Hvorfor og hvordan kan de bringe nye erkendelser? Det er stadig, efter endt læsning, nogle af de spørgsmål der står ubesvarede tilbage. Kun få gange undervejs rammer digtene noget i mig, rusker lidt og åbner mine tanker. Bazeghi er bedst, når hun skriver konkret som fx her: ”her stinker af røg og uforløst nat / drømmene gror ud af dit hår // jeg vågner under sengen / med en fælles smerte og blod i ansigtet // det er århundredets blodmåne / siger du”.
”Sig det som det fucking er” står der i samlingen, og hvis man gerne vil læse nogle digtsamlinger, der gør det – og som arbejder med at befinde sig et sted midt i mellem, på tværs af dikotomier – kan jeg anbefale Omkring floden han af Joan Rang Christensen og Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej af Gry Stokkendahl Dalgas. To bøger, der siger det, som det fucking er.
Kommentarer