Fire fortællinger om kærlighed

Mødet mellem mennesker giver glimt af håb, inden katastroferne styrer verden mod det totale sammenbrud i fire barske fortællinger om klima- og flygtningekrisen.

Midt i hverdagslivet sniger opløsningen sig ind på de fire hovedpersoner, som forsøger at holde sammen på dem, de elsker. Sammenbruddet ulmer, og magtesløsheden står tilbage. Krisens konsekvenser sniger sig også ind på læseren, der må forholde sig til de dystopiske tilstande, ingen kan flygte fra. De fire fortællinger tager alle udgangspunkt i en realistisk ramme, som du og jeg og alle andre kunne befinde sig i, men de udvikler sig til apokalyptiske scenarier med overraskende drejninger.

I ’Blackout’ er Felix kun sig selv. Han er skilt fra konen. Han er lige blevet fyret fra et job, hvor han udvikler kabiner til overlevelse, som kan modstå ild, vand og jordskælv. Han har ingen tro på, at verden fortsætter i den truende tilstand, miljøet befinder sig i, så han springer på et tilfældigt tog mod Hamborg, hvor han møder aktivisten Elli. Fortællingen rummer en sær underliggende spænding, som udmunder i lidt at en overraskelse.

”Han kunne fortælle hende, at det ikke kan betale sig at være utålmodig. Hun skal dø, Han skal dø. Sammenbruddet har været i gang så længe, at de vænnede sig til følelsen af det skridende sand, men det løber hurtigere og hurtigere og nu kommer faldet, han ser det klart.”

Racisme, daglige deportationer og undtagelsestilstand er den dagsorden, Hilde lever under efter at have sagt farvel til sin søn, der var mørk i huden i fortællingen ’Vinger’. Fortællingens konstruktion får selv læseren til at gå i en form for opløsning.

I ’Samme sted’ indgår Inga og andre i et program i Ad Abeito-lejren i Asmara i Eritrea, der med omvendt fortegn sætter danskere til at opleve en flygtningehverdag. Her oplever hun fornedrelsen fra de privilegerede og selvværdet, der langsomt opløses. Men fordommene bliver brudt i mødet. Fortællingen stiller spørgsmål ved den vestlige verdens rolle i flygtningehåndteringen.

Det handler både om klima om katastrofer og om kærlighed, som Andersen selv har defineret det i samlingens titel. Kærligheden viser sig glimtvis som det sidste oppebærende element mellem mennesker midt i kaos.

De fire barske fortællinger skræller effektivt alle mellemregninger væk, når de udstiller de dystre fremtidsudsigter. Tilbage står den rå ”virkelighed”, som vender op og ned på læserens forventning og på verdenssituationen. Den dystopiske tilstand levner ikke meget håb for menneskeheden. Kærligheden er den sidste oppebærende fremdrift, som i sin natur rummer menneskers samhørighed og viser, hvor langt nogle vil gå for andre. Klimakamp og kærlighed kan dog også være en farlig cocktail, men det må man læse sig til i de fire fortællinger om klima, krise og kærlighed.