Finn Egeris Petersen: De faderløse

Efter sin romandebut, »Broderskab«, med en historisk fortælling fra Paris har præsten og forfatteren Finn Egeris Petersen henlagt handlingen for sin opfølger til Sydslesvig, som han selv stammer fra.

»De faderløse« er en letlæst roman om to drenge i Slesvig og Tønning i tiden under nazismen og tiden efter Tysklands totale sammenbrud i 1945. Slesvig-drengen Wilhelm har en far, som nok er fysisk til stede, men gradvist bliver mærkeligt vag. Kars er lidt yngre, har en frisisk baggrund fra Helgoland og mister sin far, der er tysk soldat på østfronten under Anden Verdenskrig.

Deres historie fortælles parallelt, og i slutningen af bogen mødes deres veje. Hvor de bagefter fører hen, lader forfatteren delvist stå åbent. De to hovedpersoner personer bliver en del af danskhedens kolossale vækst i Sydslesvig i årene efter 1945, da Danmark i Sydslesvig for nogle kom til at stå som et tilvalg og for andre blot som en erstatning for et fravalg, nemlig Tyskland.

En lille fisk
Wilhelms far er en lille fisk i nazi-partiet, en medløber, der nok kunne have sine grunde til at være det - mest for at beholde sit job som pedel på en skole i Slesvig, men faderen er også lige ivrig nok under rigskrystalnatten i 1938 og nazisternes bestialske jagt på psykisk- og fysisk handicapede. Wilhelm selv er musisk, brænder i sin ungdom for violinspil, men rives brat ud af den kunstneriske tilflugt, da han som ung og uprøvet mand sendes til østfronten sammen med tusinder andre tyske ynglinge.

I foråret 1945 bliver Kars med sin familie tvangsforflyttet fra Helgoland til fastlandet, sådan som det skete i virkeligheden. Efter krigen vil englænderne sprænge øen i luften, så den ikke fremover kan bruges som en fremskudt platform for tysk militarisme i Nordsøen, men trangen efter at vende tilbage til øen er så stærk, at Kars flygter fra det ufrivillige eksil i Tønning - og ender i briternes varetægt.

 Finn Egeris Petersen tegner meget virkelighedsnære, historiske billeder lokalt af Slesvig og Tønning under nazismen og i årene efter kapitulationen. Bogen er detaljemættet med fine stemnings- og miljøbeskrivelser og hviler på et solidt lokalkendskab. Samtidig skitseres på et mere overordnet plan et interessant billede af det danske mindretals vækst efter 1945 uden, at det bliver det, der kommer til at tage fokus.

Der er flere fremragende sproglige billeder i romanen, men lige så hurtigt kan forfatteren forfalde til slidte talemåder, der gør sproget lidt kønsløst nogle steder: “Himlens sluser åbnede sig”. Heksen er “grim som arvesynden”, og Wilhelm kan ikke gennemskue sig egen situation i mindretallet “på stående fod”. Klicheer har det med at gøre sproget stereotypt fortællende og  ikke særligt beskrivende.

Andre steder mestrer Finn Egeris Petersen den kreative del af sproget fint. Man ser det for sig, når forfatteren beskriver Wilhelms vej ind i det danske mindretal som en ruse, han ikke kan komme ud af igen og når han beskriver den tyske befolknings flugt fra Østpreussen som en “Menneskestrøm, som var det myrer, der forlod den ødelagte tue”, så var det vitterligt sådan, det var. Det kan man se på russiske krigsfotografers luftfotos over Frisches Haff i januar 1945.

Desertør slipper billigt
Wilhelm deserterer fra den tyske værnemagt i Vestpreussen i det nuværende Polen, da han indser, at modstanden mod den hurtigt fremrykkende Røde Hær på det tidspunkt er totalt formålsløs. Han blander sig med civile flygtninge og når tilbage til Slesvig-Holsten, hvor han melder sig på kasernen og meget overraskende slipper med en skideballe af en brysk officer.

Det er muligt, at dette er forekommet i virkeligheden (der var mange fantastiske hændelser i krigen, der afveg fra det generelle), men episoden er overvejende usandsynlig og virker i bogen temmelig utroværdig. Det altovervejende billede i krigens sidste måneder var, at desertører blev henrettet skånselsløst.

På et tidspunkt i bogen sender Wilhelm post hjem fra Østfronten, ikke som militær feltpost, men med den almindelige postgang. I brevet til sin familie hjemme i Slesvig lufter den unge mand råt for usødet sin mening om soldaterlivet og situationen på østfronten. Har man læst tyske soldateres breve fra krigen, afviger dette brev på en grel måde fra normen.

Faren har ganske ret, da han i Slesvig konstaterer: “Det er sandelig et held, at Wilhelm sendte dette brev med posten og ikke gennem hærens egne kanaler. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis censuren havde fået fingrene i det”. Igen: Det kan langtfra udelukkes at, en sådan korrespondance er forekommet, men det er stærkt afvigende fra det generelle billede, og det virker umiddelbart usandsynligt.

Teksten udlægges
Det er et væsenligt tema, Finn Egeris Petersen griber fat om i bogen. Der er rigelig med stof og dramatik i Det Tredje Riges storhed og fald og det danske mindretals stærke vækst med den efterfølgende stagnation i Sydslesvig i efterkrigsårene. Sønnen Wilhelms opgør med farens engagement og i nazismen deraf følgende skyld er relevant og væsentlig at få beskrevet i litterær form.

Generelt synes jeg dog, at den alvidende fortæller i bogen fylder for meget. Det bliver en forklarende autoritet, der tager læseren ved hånden. Den alvidende fortællers refleksioner og kommentarer til handlingen fortrænger i længere perioder den objektive fortæller og dialoger, der ellers ville lade læseren gøre det fortolkende arbejde selv. Mon det er præsten, der her udlægger teksten?

Finn Egeris Petersen: De faderløse, 244 sider (Mellemgaard).