Maja Lee Langvads debutdigtsamling Find Holger Danske fra 2006 kredser i fire vidt forskellige dele om, hvad det vil sige at være dansk, når man som sådan ikke ’rigtigt’ er dansk. Grundtemaerne er adoption, identitetssøgning, fremmedhad og hjemløshed.
I den første – og efter min mening langt stærkeste – del præsenteres læseren for tre spørgeskemaer til henholdsvis den biologiske mor, adoptivmoderen og til Langvad selv. Dette afsnit er endvidere behæftet med Langvads egne adoptionspapirer. Afsnittet bliver af mange betegnet som konceptlitteratur; altså at forfatteren benytter sig af spørgeskemaer og adoptionspapirer, der normalt ikke hører hjemme i digtning og placerer dem i denne kontekst. Spørgeskemaet er i sin natur fremmedgørende, idet dens formål er at ophæve replikantens svar og gøre dem til brugbar, generel data. Det samme er en adoptionskontrakt; det er en købeaftale, en faktura, der forsikrer køber om, at den købte vare er i forsvarlig stand. På intet tidspunkt svinger Langvad patospennen, men det er de direkte, nøgternt stillede spørgsmål sammen med adoptionspapirerne, der på én gang gør teksten rørende, vedkommende, personlig og insisterende, men samtidig fremmedgør og afpersonificerer.
Digtsamlingens andre dele zoomer gradvist ud fra det første afsnits trekantsforhold mellem biologisk mor, adoptivmor og datter og kommer til at handle om ’de andre’, altså danskernes, syn tilbage. Igennem små ordspil, fx Perkersvin – perkerulv – perkerfår – perkerhøne, viser Langvad det iboende fremmedhad i det danske sprog, men også hvordan man igennem få variationer gradvist kan ændre og fremstille latterligheden og absurditeten heri.
Men hvornår bliver jeg så en rigtig dansker, mor?
Digtsamlingens sidste dele bliver regulært politiske. Udsigelsespunkterne veksler mellem Holger Danske, Holger Nydanske, Holger Udanske og Holger Nudanske og "hvad fanden man kan gøre for endelig at blive godtaget som en rigtig dansker". Man kan hoppe og danse, for i Danmark regerer en revideret version af Janteloven, "Danskerloven", der bestemmer, at du ikke skal tro, du er dansker, bare fordi du føler dig dansk og er født her.
BUM. Lussing lige i ansigtet. Det er på den ene side forfriskende med politisk digtning, men det er her, man kan se at samlingen trods alt har et par år på bagen i debatsammenhæng. Det er som om det skarpe fokus fra samlingens første del forsvinder, når forfatteren (forståeligt dog) bliver generel og taler om en fælles fremmedhedsfølelse på vegne af både adopterede, indvandrere, flygtninge og 1-2-3-generationsindvandrere. Det er det paradoksale i distanceringen, køligheden og det nøgterne ved adoptionspapirer og spørgeskemaerne, der gør Langvad allermest vedkommende.
Kommentarer