Anmeldelse
Feltarbejde
Antropolog, forsker i migration og familiefar Hans Lucht har skrevet en vigtig digtsamling om en antropolog og familiefar, der forsker i migration.
Hans Lucht beskriver i sin digtsamling Feltarbejde den urimelig voldsomme samtidighed mellem migranternes forarmede liv i Afrika og sin trykke tilværelse med slentreture om Sankt Jørgens Sø.
Migranternes situation er urimelig; endnu mere at den findes og finder sted samtidig med vores super privilegerede liv; det er urimeligt at den enkelte rammes af skyld over at leve i et samfund med disse privilegier (det er forhold, der er skabt af systemer, som den enkelte ikke kan tage ansvaret for); og det er urimeligt at den forsker, vis arbejde det er at forstå og afdække urimelighederne, bliver ramt særligt hård af denne skyld.
Lucht skildrer - sin/forskerens - urimelige skam eller frustration, som følger ham i rejserne mellem livet med migranterne og livet med familien.
Kan man bevæge sig fra den ene oplevelse til den anden uden at andrage sig skyld og magtesløshed? Og kan man undgå at bære den skyld med hjem til sin familie? Der er så meget urimelighed på færde på nærmest urimelig mange niveauer.
Det er fremragende, hvordan Lucht lykkes med at skildre denne kritiske work-life-balance og lade læseren opleve og fornemme de mange niveauer, der er i spil. Han gør det imponerende effektivt ved at springe mellem Afrika og Frederiksberg fra digt til digt, og fra vers til vers, hvorved kontrasterne bliver aldeles himmelråbende i deres urimelighed:
Sammy sover på den røde sofa i sorte boxershorts med røde prikke
fattigdommen slikker dovent sine poter i solskinnet
Et lille firben ser op på mig, når du er rejst, så er jeg her endnu
…
Du kalder på mig inde fra sommerhuset og siger, du har lavet frokost
Jeg stabler brænde. Under træbunken en tør plet på jorden med et museskelet
Ligene i ørkenen, det solblegede tøj flagrer på knoglerne
hænder som sorte kroge, døden er blæst lige igennem dem. Jeg kommer nu
(Fra digtet ”Agadez”)
Stilen er kortfattet konstaterende, men ikke følelseskold eller usentimental. Det er voldsomt, men Lucht angler aldrig efter medlidenhed. Det er urimeligt, men det er ikke synd for forskeren/hovedpersonen.
Man må erkende og tage alvorligt, at når man arbejder med mennesker i krise – så bliver man ramt uanset, hvor professionel man er. Du kan ikke bare lægge synet af ”hænder som sorte kroge” fra dig, fordi du skal på indkøb: ”Pludselig nede i Netto rammer det mig/ de er døde alle sammen, Bobby, Osu, One Touch”
Det gælder antropologen, der arbejder med migranter, men samme forhold gælder jo for hjemmesygeplejersken, der oplever en borger dø i hendes hænder, eller brandmanden, der samler en selvmorders rester op fra banelegemet.
Det er ikke synd for dem, det er deres job; men det er ikke let og det er forrykt at underkende, at de voldsomme oplevelser følger med hjem til familien. Den erkendelse springer fra Luchts Feltarbejde.
Som litteratur har digtsamlingen den udfordring, at den er lidt afhængig af Hans Luchts biografi som ”fortolkningsnøgle”, hvis læseren helt skal forstå vægten af ’jegets’ udfordring. At oplevelserne af fattigdommen beror på et dybt etnografisk arbejde, hvor forskeren i en periode følger migranterne og kender dem på en helt anden måde end en tilfældig turist, der jo også kan observere "fattigdommen slikke sine poter i solskinnet". Uden den biografiske forforståelse får betydningen for familielivet tilbage på Frederiksberg ikke sin store tyngde.
Uden forforståelsen af, at oplevelserne af fattigdommen beror på et dybt etnografisk arbejde, hvor forskeren jo i en periode lever med eller i hvert fald følger menneskene – her migranterne. Han kender dem på en helt anden måde, end en tilfældig turist, der jo også kan observere ’fattigdommen slikke sine poter i solskinnet,’ nogensinde kommer til. Uden den biografiske forforståelse får betydningen for familielivet tilbage på Frederiksberg ikke sin store tyngde.
Feltarbejde er en god og vigtig udgivelse, der sætter ord på og udtrykker urimeligheden både af verdens skævhed og udfordringerne ved at flakke mellem familien på Frederiksberg og den tredje verden. Lidt ligesom de nordiske femi-krimier kombinerer heltens (heltindens) voldsomme og eventyrlige virke med en hverdag, de fleste af os kender så vældig godt derhjemmefra med indkøb, børn og parforhold. Emnet og migranternes urimelige forhold er bare meget mere fortvivlende og frustrerende vigtigt end fiktive mord på rigmænd.
Antropolog, forsker i migration og familiefar Hans Lucht har skrevet en vigtig digtsamling om en antropolog og familiefar, der forsker i migration.
Hans Lucht beskriver i sin digtsamling Feltarbejde den urimelig voldsomme samtidighed mellem migranternes forarmede liv i Afrika og sin trykke tilværelse med slentreture om Sankt Jørgens Sø.
Migranternes situation er urimelig; endnu mere at den findes og finder sted samtidig med vores super privilegerede liv; det er urimeligt at den enkelte rammes af skyld over at leve i et samfund med disse privilegier (det er forhold, der er skabt af systemer, som den enkelte ikke kan tage ansvaret for); og det er urimeligt at den forsker, vis arbejde det er at forstå og afdække urimelighederne, bliver ramt særligt hård af denne skyld.
Lucht skildrer - sin/forskerens - urimelige skam eller frustration, som følger ham i rejserne mellem livet med migranterne og livet med familien.
Kan man bevæge sig fra den ene oplevelse til den anden uden at andrage sig skyld og magtesløshed? Og kan man undgå at bære den skyld med hjem til sin familie? Der er så meget urimelighed på færde på nærmest urimelig mange niveauer.
Det er fremragende, hvordan Lucht lykkes med at skildre denne kritiske work-life-balance og lade læseren opleve og fornemme de mange niveauer, der er i spil. Han gør det imponerende effektivt ved at springe mellem Afrika og Frederiksberg fra digt til digt, og fra vers til vers, hvorved kontrasterne bliver aldeles himmelråbende i deres urimelighed:
Sammy sover på den røde sofa i sorte boxershorts med røde prikke
fattigdommen slikker dovent sine poter i solskinnet
Et lille firben ser op på mig, når du er rejst, så er jeg her endnu
…
Du kalder på mig inde fra sommerhuset og siger, du har lavet frokost
Jeg stabler brænde. Under træbunken en tør plet på jorden med et museskelet
Ligene i ørkenen, det solblegede tøj flagrer på knoglerne
hænder som sorte kroge, døden er blæst lige igennem dem. Jeg kommer nu
(Fra digtet ”Agadez”)
Stilen er kortfattet konstaterende, men ikke følelseskold eller usentimental. Det er voldsomt, men Lucht angler aldrig efter medlidenhed. Det er urimeligt, men det er ikke synd for forskeren/hovedpersonen.
Man må erkende og tage alvorligt, at når man arbejder med mennesker i krise – så bliver man ramt uanset, hvor professionel man er. Du kan ikke bare lægge synet af ”hænder som sorte kroge” fra dig, fordi du skal på indkøb: ”Pludselig nede i Netto rammer det mig/ de er døde alle sammen, Bobby, Osu, One Touch”
Det gælder antropologen, der arbejder med migranter, men samme forhold gælder jo for hjemmesygeplejersken, der oplever en borger dø i hendes hænder, eller brandmanden, der samler en selvmorders rester op fra banelegemet.
Det er ikke synd for dem, det er deres job; men det er ikke let og det er forrykt at underkende, at de voldsomme oplevelser følger med hjem til familien. Den erkendelse springer fra Luchts Feltarbejde.
Som litteratur har digtsamlingen den udfordring, at den er lidt afhængig af Hans Luchts biografi som ”fortolkningsnøgle”, hvis læseren helt skal forstå vægten af ’jegets’ udfordring. At oplevelserne af fattigdommen beror på et dybt etnografisk arbejde, hvor forskeren i en periode følger migranterne og kender dem på en helt anden måde end en tilfældig turist, der jo også kan observere "fattigdommen slikke sine poter i solskinnet". Uden den biografiske forforståelse får betydningen for familielivet tilbage på Frederiksberg ikke sin store tyngde.
Uden forforståelsen af, at oplevelserne af fattigdommen beror på et dybt etnografisk arbejde, hvor forskeren jo i en periode lever med eller i hvert fald følger menneskene – her migranterne. Han kender dem på en helt anden måde, end en tilfældig turist, der jo også kan observere ’fattigdommen slikke sine poter i solskinnet,’ nogensinde kommer til. Uden den biografiske forforståelse får betydningen for familielivet tilbage på Frederiksberg ikke sin store tyngde.
Feltarbejde er en god og vigtig udgivelse, der sætter ord på og udtrykker urimeligheden både af verdens skævhed og udfordringerne ved at flakke mellem familien på Frederiksberg og den tredje verden. Lidt ligesom de nordiske femi-krimier kombinerer heltens (heltindens) voldsomme og eventyrlige virke med en hverdag, de fleste af os kender så vældig godt derhjemmefra med indkøb, børn og parforhold. Emnet og migranternes urimelige forhold er bare meget mere fortvivlende og frustrerende vigtigt end fiktive mord på rigmænd.
Kommentarer